Læsetid: 6 min.

Siger og skriver

13. juli 2002

Intermetzo
Berlingerens chefredaktør Karsten Madsen, en af landets mest varsomme politiske kandestøbere, med solide rødder i bogerlighedens presse, skrev forleden, lørdag den 6., i sin avis en ordentlig svend af en artikel tilegnet regeringen. Det går jo så fint, så fint, mente Madsen: »Regeringen står med gode kort på hånden til at sikre en virkelig fremtidssikret forandret kurs på det danske samfunds udvikling«. Kys og klap.
Karsten Madsen advarede dog også regeringen, som det altså går så fint for, advarede venskabeligt mod – nu hvor det går så fint, så fint – at falde af på den. Det er nemlig nemt nok at skabe store forandringer i begyndelsen af en regeringsperiode, straks sværere senere hen, når man altså falder af på den, mente Madsen. Chefredaktøren ilede her med at forsikre ministrene om, at Berlingerens overvejelser ikke var ment som en beskyldning mod regeringen. »Ingen siger«, skrev redaktør Madsen nemlig, »at regeringen ikke tør tage fat på de grundlæggende problemer.«
Det tør svagt antydes. De grundlæggende eller grundliggende problemer, som regeringen har taget fat på, har regeringen taget så meget fat på, at problemerne i overensstemmelse med strudsens natur er afskaffet ved lov. 100 råd og nævn, der stort set alle definerede og tog sig kompetent af problemerne, er ausradiert, så problemerne bliver mere usynlige, og planmæssigt kun kommer til behandling på regeringens præmisser, og når det passer den. Så nemt er dét. Ikke flere eksperter og smagsdommere her i sognet. Nu arrangerer regeringen i øvrigt sine egne i de roller, Fogh Rasmussen ved nytårstide betroede nationen han ikke brød sig om, og som Ekstra Bladet, den ros skal de have, underholdende havde fat i.
Mere af samme slags: Dansk Folkeparti vil som bekendt ikke finde sig i at verden forandrer sig, og folk er mobile over landegrænserne. Altså afskaffer regeringen ved lov, og på bestilling af den organiserede fremmedforskrækkede bornerthed, ægteskaber mellem etnisk forskelligartede unge. Det var ellers sådanne folk, der kunne tænkes at stifte bo og sætte nye små danskere til verden i havfruens kvarter og skabe det liv, chefredaktør Madsen efterlyser. »Danmark har brug for forandringer. Til at skabe nyt liv«, skriver han. Det gør man vel ikke ved at fedte for Fogh Rasmussen, men ved at supplere genmassen (ikke madsen) og tilskynde nytilkomne til at formere sig i en fart.
At vi i vækker opsigt ved den politik ude omkring, kunne Frankrigs-korrespondent Børge Visby berette forleden, da han alarmerede over fransk opmærksomhed. Som regel skriver disse hvidløgshørmende frogeaters jo ikke en kæft om Danmark i deres bøsse-blade; kun hvis den gule førertrøje en sjælden gang skifter rytter, ellers non mosjø! Men nu skriver de hele tiden om dette bizarre, kulturunderfrankerede lille land.

Uden nævneværdige indvandrerproblemer, uden en lang tradition for diskrimination, men takket være regeringens redebonne indrømmelser til Dansk Folkeparti har vi stillet os i spidsen for den nationalistiske uanstændighed, som selv Østrig – og for den sags skyld Frankrig – ikke kan hamle op med. Visby citerede den franske satire om det Danmark, hvor en lille havfrue ikke mere kan gå i land for at få sin prins, fordi hun er fremmed og under 24. Det renommé må man fremover rejse med, og på en eller anden måde gøre folk permanent opmærksom på, at man ikke har lod og del i regeringsflertallets grundmentalitet.
Ganske godt klaret af en regering og dens flertal, på godt et halvt år at gøre Danmarks navn kendt viden om. Her kunne man have brug for lidt forandring, som for eksempel et bedre nationalt renommé.
Men det er jo ikke det, Karsten Madsen mener med behovet for forandring. Ikke behovet for at forandre bøvetheden i tonefaldet, småligheden, ængstelsen, angsten, hadet, således at EU-formandsskabet ikke bliver rent pinagtigt i selskab med trods alt mere civiliserede folk. Nixen, bixen. Forandringens behov drejer sig ifølge Madsen om skatterne, hvad der så skulle være i vejen med dem. Jo, redaktøren betaler for meget. Det forstår man. Og den bedste måde at give mere frihed til borgerne – thi i denne specielle middagsherreansvarlighedssnusfornuftsterminologi omdøbes udsagnet: nu vil jeg kraftedme ikke finde mig i at betale skat længere – til begrebet frihed. Og den bedste måde konkret at skaffe mere af den slags er at lade borgerne selv afgøre, hvordan de vil forvalte deres penge. Kort sagt: pengene ligger bedst i borgernes lommer. Noget kodylt vås, hvad Karsten Madsen sikkert har studeret nationaløkonomi længe nok til at vide. Hvis ikke har han noget at indhente. Hvad Madsen derimod må eller bør vide, men som han ikke anfører, kan undre mere, når man betænker, hvor ihærdigt og længe denne vidende, menende mand har iagttaget dansk politik. Redaktøren skriver: »Fogh har faktisk selv været et fornemt eksempel på, at det kan lykkes at holde sig fri af vanetænkning, da han som skatteminister dels vovede mange nye tanker, dels åbenlyst – på tværs af systemtænkningen – ofte tog skatteydernes parti i konflikter med skattemyndighederne«.
Det meste af en dag har klummisten brugt med henblik på i citerede helmening at lede efter den oplysning, man nødvendigvis må forvente at finde, når talen er om den nuværende statsministers tid som skatteminister. Men forgæves, forgæves.
Har Karsten Madsen virkelig glemt at Fogh Rasmussen, da han som skatteminister vovede nye tanker, måtte forlade sit embede i utide, efter at en kommissionsdomstol havde afsagt kendelse om kreativ bogføring i Skatteministeriet? Dét kan man selvfølgelig mene er at holde sig fri af systemtænkning. Men det er pudsigt at overse substansen i sagen, når man er redaktør for et blad, der i mere end behersket grad hylder Lene Espersen og lov og orden og er meget nidkær på andres vegne. Fogh Rasmussen blev, for nu at ophjælpe redaktørens redigerende hukommelse, afløst af Peter Brixtofte – ham med rødvinen i Farum – de få måneder der var tilbage, før Schlüter på grund af urent trav i Tamil-sagen korrekt valgte at stå af. Men det er en anden historie.

Apropos denne fortid, som åbenbart kun betyder noget, hvis den passer i krammet: Information bragte tirsdag et interview med Tamil-sagens hovedperson, den rigsretsdømte Erik Ninn-Hansen, der trods uomtvistelig høj alder og nedtur, til en gammel Christiansborgjournalists paradoksale beroligelse ser ud til at trives. Var man i tvivl, kunne man bare læse teksten. Den førte tankerne tilbage til de tider, da den engang så mægtige konservative rænkespiller tilbragte somrene på badehotel i Gl. Skagen. Til denne lokation valfartede gerne politiske journalister for at høre the conservative gospel fra Ninn-Hansen i badebukser ude i en klit.
Et sikkert snapshot i Billed Bladet hver sommer, dengang der var somre til, og Billed Bladet ikke lignede en tarvelig udgave af Se og Hor.
Så lukkede Ninn-Hansen et eller andet ud, som blev det efterårs dagsorden, og fik som regel også stukket noget spidst i mørbraden på én eller anden.
Det var disse formuleringer, der gjorde den senere så magtfuldkomne toppolitiker berømt og berygtet. Men han kan endnu.
Efter at have konstateret Ninns utilfredshed med personerne i den konservative regeringsrepræsentation, spørger Inf.’s Martin Østergaard-Nielsen om den nuværende ledelse nogensinde vil kunne erobre mere end ti procent af vælgerne. Ninn: »...Hvis man skal svare på det, så må man sige, at indtil videre har Bendtsen opfyldt den opgave, som han fik: At få fred i gruppen og partiet.« Punktum.
Jo, han kan endnu, den gamle!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her