Læsetid: 5 min.

Sikke en fødselsdag...

Når amerikanerne i dag hejser stars and stripes er det ikke for at markere grænser over for omverden. Tværtimod
4. juli 2002

Essay
BOSTON – Myndighedernes reaktion på den 11. september var forudsigelig. Kontrollen ved USA’s grænser blev skærpet. Færre visa bliver i dag udstedt til udlændinge, og måske vil turisters ophold snart blive skåret ned fra seks måneder til én.
Er amerikanerne ved at udvikle en fobi over for fremmede? I den første tid skulle man tro, det var tilfældet. Der var rapporter om fysiske overgreb på nogle af landets seks mio. muslimer – og amerikanere skal have indberettet mystisk udseende arabiske mænd i nabolaget til FBI.
Ti måneder senere synes paranoia og mistænksomhed over for fremmed at være forsvundet.
I dag skal amerikanerne fejre deres uafhængighedserklæring fra Englands koloniherredømme, skrevet af Thomas Jefferson og proklameret 4. juli 1776. I lyset af terrorangrebet antager denne dag en ganske særlig betydning for 280 mio. statsborgere. Og ikke mindst for 370 udlændinge, som for to dage siden højtideligt svor at opgive deres loyalitet over for »udenlandske prinser og potentater« i Bostons historiske Faneuil Hall, omgivet af malerier af Abraham Lincoln, Samuel Adams og John Hancock.

Efter mindst seks års ophold i USA besluttede disse mænd og kvinder sig for at søge om statsborgerskab efter den 11. september. De bestod for nylig en eksamen i amerikansk historie og er to dage før uafhængighedsdagen 4. juli samlet for at erklære loyalitet til deres adopterede land.
»I har valgt at blive amerikanske statsborgere i et symbolsk vigtigt øjeblik,« noterer forbundsdommeren, der præsiderer over ceremonien, i en sidebemærkning.
Fra balkonen kan jeg skue udover forsamlingen og se ansigter fra hele verden – mexicanere, latinamerikanere, haitianere, afrikanere, europæere, russere, indere, pakistanere, kinesere. Listen fortsætter. Alle er håbefulde, men også en kende nervøse. Er papirerne nu i orden? Får jeg nu det diplom, der giver mig ret til et amerikansk pas?
På en af de bagerste rækker sidder en muslimsk mand med kalot på issen og langt gråt skæg hængende ned over brystet. Mens den brogede forsamling lytter til dommeren, der oplyser om deres rettigheder og forpligtelser som amerikanere, hvisker muslimen oversættelsen i sin hustrus øre. Hendes ansigt er tildækket af en burka, de mørke øjne kan ses gennem to glugger.
Og hvordan får hun et pas uden en fotografisk afbildning af hendes ansigt, spørger jeg mig selv. For nylig beordrede en forbundsdommer i Georgia en tilsløret muslimsk kvinde at lade burkaen falde. Ellers ville delstatsmyndighederne ikke udstede hende et kørekort.

Ingen synes at tage notits af parret. Her er alle anderledes. De er ikke kommet til Faneuil Hall denne morgen for at forenes med andre i kraft af fælles blodbånd, fødested eller jord.
»Nej,« skriver præsident George W. Bush i et personligt brev til naturaliserede amerikanske statsborgere. »Vi er bundet af principper, der bevæger sig hinsides vores rødder, og som sætter os over vores interesser og belærer os, hvad det betyder at være borger i USA.«
Hermed skal forstås, at den amerikanske nation blev født i 1776 som en idé. Jefferson beskrev denne idé i det endelige udkast til uafhængighedserklæringen – nemlig »at visse sandheder er selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at Skaberen har skænket dem samme umistelige rettigheder, og til dem hører blandt andet livet, friheden og stræben efter lykke...«

I erklæringer står der intet om, at medlemskab af den amerikanske nation forudsætter fælles slægtskab, fødested eller jord.
»Derfor,« forklarer forbundsdommeren i Faneuil Hall, »værdsætter vi meget, at I som nye statsborgere bevarer jeres kulturelle og religiøse identitet. Vi håber, at I vil holde fast i jeres fædrende sprog så lang tid som muligt.«
Den bærende idé er her, at den amerikanske nation bliver styrket frem for svækket af den forskelligartethed, som mennesker og strømninger udefra bringer med sig. Et princip, som stadig bliver holdt i hævd – trods regeringens og Kongressens overreaktion på terrorangrebet sidste år.
Når millioner af amerikanere – og nogle få tusinde danskere i Rebild – i dag strømmer ud på gader og i parker landet over med det rød-hvide-blå flag i hænderne er det ikke en manifestation, der har til hensigt at afmarkere grænser over for omverden. Tværtimod.
At fejre 4. juli i USA svarer til at være stolt over at være en åben nation. Alle kan være med – også ikke-amerikanere – til at hylde dette enkelte princip, at ét land blandt verdens nationer anser alle mennesker for at være født lige. Uanset ens baggrund kan enhver blive amerikaner.
I tiden efter den 11. september, mistede amerikanerne en god portion af deres tro på nationens uendelighed. Når noget er født, vil det også dø. Trods amerikanernes blinde fokusering på fremtiden, gik det op for mange, at nationen måske ikke vil leve evigt, medmindre de gør en ekstra indsats. Den umiddelbare reaktion – i mangel af andre tilgængelige midler – var derfor at flage med Stars and Stripes.
Den periode er nu mere eller mindre overstået. Jeg har netop afsluttet en 3.000 km lang bilrejse gennem det amerikanske Vesten og er forbløffet over, hvor få flag der blafrede i vinden. Kun et sted erindrer jeg at have bemærket flaget. Det hang fra Death Valley Junction Opera House i Californien.
Ejerinden, den 77-årige newyorker Marta Beckett, forklarede mig, at hun havde hejst flaget den 11. september og ikke taget det ned siden. Måske det var følelsen af at være ensom midt ude i den golde ørken, der bevægede hende til at manifestere amerikansk nationalitet.
Ved et lastvognsstop 40 km derfra fandt jeg en sammenrullet plakat med et billede af Osama bin Laden. Den lignede en efterlysning fra FBI med løfte om dusør på 5 mio. dollar for at fange terroristen »dead or alive«, som Bush udtrykte det sidste år til stor forargelse i den ikke-amerikanske verden. I virkeligheden gør plakaten grin med både bin Laden og Bush.
Servitricen fortalte mig, at efterlysningen havde solgt som varmt brød sidste år. Nu var der kun få, som købte den. Amerikanerne er vendt tilbage til den daglige trummerum. Uagtet myndighedernes advarsler om nært
forestående terrorangreb
synes de at være lullet ind i en tilstand af resignation.
Denne sindsstemning bliver af Bush-regeringen forvekslet med defaitisme. Præsidenten og hans rådgivere slår hele tiden på, at amerikanerne skal være beredte. Man kan ikke andet end mistænke de politiske magthavere for at have en egeninteresse i at gejle stemningen op. Klogeligt har langt de fleste amerikanere valgt at ændre deres dagligdag så lidt som muligt. De afviser at lade sig terrorisere af al-Qaeda.
Fjerde juli fejres privat og offentligt. Få vil gemme sig bag husets fire vægge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu