Læsetid: 3 min.

Sindet på dybt vand

Vand er et hyppigt element i vores drømme, da det afspejler noget livsnødvendigt, men det kan godt optræde truende, fortæller psykoanalytiker Pia Skogemann
26. juli 2002

(2. sektion)

Vand er et hyppigt element i vores drømme, da det afspejler noget livsnødvendigt, men det kan godt optræde truende, fortæller psykoanalytiker
Pia Skogemann

I drømme
Vand er et almindeligt motiv i vores drømme. Men der kan ikke gives nogen entydig fortolkning – det afhænger af konteksten, og i hvilken form vandet optræder. Som regn, en flod eller et åbent hav – blikstille eller i oprør.
Det fortæller praktiserende psykoanalytiker Pia Skogemann.
Men hvis en klient fortæller om en drøm, hvor han befinder sig på åbent hav, vil hun alligevel søge tilbage til en grundlæggende betydning.
»Havets grundbetydning er det ubevidste. Forestillingen om et skib, der hviler på havet, kan svare til den måde, bevidstheden hviler på det ubevidste. Der er en masse i ens psyke, man ikke ved noget om eller behøver at vide noget om – på samme måde som skibet ikke forholder sig til havet, blot det flyder og kommer sikkert i havn«

Poetiske metaforer
Det er heller ikke tilfældigt, at de store hjerteknusende afskedsscener i film ofte foregår i rengvejr. Regnen er en metafor for tårer og lægger en grå-trist baggrundsstemning, der åbner for tårekanalerne hos den rørstrømske del af filmpublikum.
Det samme billedsprog bruger vores underbevidsthed, når den i drømme skal give os et praj om vores sindstilstand. Det mener man i den jungianske psykoanalyse.
»Symbolik i drømme er ikke altid noget meget, meget dybt. Det er nogle gange tættere på, så man skal tænke i metaforer, som f.eks. at regnvejr kan være lig med gråd. Som om den ’instans’, der laver drømmene, godt kan finde på at bruge elementer, der er mere tæt på det poetiske,« siger Pia Skogemann. Hun har været praktiserende analytiker siden ’78 og forfattet flere bøger om drømmetydning og jungiansk teori og praksis.

’Ude af balance’
I sin analyse af personen på åbent hav vil hun spørge ind til detaljerne. ’Hvordan så der ud, hvordan var vejret, var du bange, var havet i oprør’ osv.
»Jeg vil gerne få sat nogle følelser på. Vand afspejler tit følelsesklimaet, så et oprørt hav kunne kunne få mig til at tænke på oprørte følelser. Et menneske ude af balance.«
Hun understreger, at fortolkningerne i høj grad afhænger af personen, der fortæller, og at hendes klienter derfor har lange terapiforløb. Så kan hun bedre sætte drømmene ind i en kontekst.
Ud af den mængde drømme, Pia Skogemann har fået præsenteret, er der i midlertid meget vand, fortæller hun. Det er et almindeligt motiv, der går igen på mange forskellige måder. Så vandets symbolske betydning er almenmenneskelig, mener hun.

Arketyper
»Vi jungianere opererer med arketyper, og man vil i næsten alle religioner og folkeslag finde vand i den samme symbolske betydning«
Typisk vil vandet stå for en genfødsel eller en renselse. Ligesom den gammeltestamentlige fortælling om Syndfloden, der renser jorden, inden livet og menneskeheden kan vende tilbage. Også den rituelle afvaskning før en ceremoni går igen mange steder. Og dåben, hvor en person bliver renset og genfødt i vand. Som hinduerne, der bades i den hellige flod Ganges, og det mere symbolske protestantiske dåbsbad.
Denne symbolik har en ganske logisk, fysiologisk forklaring, siger Pia Skogemann.
»Vi ligger jo i fostervand og fødes sammen med det vand. Derfor vil mange genfødselsriter og -ritualer indebære vand. Den kristne dåb er f.eks. både en renselse og en genfødsel«
Og denne symbolik kan psykoanalytikeren bruge i sin analyse.
»Hvis min klients drøm var: ’Jeg var på et skib på et stort oprørt hav – jeg var bange for, at jeg skulle drukne, men til sidst blev jeg reddet’, så vil jeg pege på en klar genfødselssymbolik i det. Man tror, man skal drukne, men bliver reddet. Det kan eksempelvis betyde en krise, der er ved at være overstået,« analyserer hun.
Vand kan også have en indirekte symbolsk betydning i vores drømme. Pia Skogemann forklarer:
»Hvis man nu har en drøm om tørke. En ørken, man er tørstig og så videre, så vil jeg tænke: fravær af vand. Det kan så være en åndelig tørke. Det er i hvertfald en mangeltilstand. Og i vores del af verden er det sjældent mad eller drikke, vi mangler. Ud over vand, hvad er så livsnødvendigt for mennesker? Det kan være nærhed, omsorg, kærlighed eller en form for mening med livet, personen mangler.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu