Læsetid: 3 min.

Skråt arkiveret

Rigsarkiv i Odense kasseret. Dansk Folkeparti havde frit valg: Enten genere ’kultureliten’ eller De Konservative. Partiet valgte det sidste
17. juli 2002

Kommentar
Dansk Folkeparti var ellers helt med på tanken: »Der er gode transportmuligheder til Odense, og man kommer til at lave nogle læsesale rundt omkring, sådan at man kan få materialer fra Odense.«
Sådan sagde partiets kulturordfører, Louise Frevert, da kulturminister
Brian Mikkelsen i maj kundgjorde sine planer om at flytte Rigsarkivet til den fynske by.
Selv om hun selv også er medlem af den københavnske borgerrepræsentation mente Frevert ikke, at arkivet og hovedstaden havde brug for hinanden.
»Der er allerede mange ting, der foregår i København,« forklarede hun Ritzau.
Dansk Folkepartis støtte til Odense-planerne kom instinktivt. De kunne ses som en smuk fortsættelse af regeringens demonstrative bestræbelser på at genere ’kultureliten’ enten ved at nedlægge dens institutioner eller – hvis det ikke er muligt – da i bedste kinesiske kulturrevolutionstil jage dem godt og grundigt ud på landet – blandt ’det rigtige folk’. Den slags er Dansk Folkeparti helt med på.

MEEEN. Pludselig viste sagen en mulighed for at genere nogen, som Dansk Folkeparti foragter endnu mere end de åh-så-kloge høhoveder, nemlig Det Konservative Folkeparti, som Dansk Folkeparti gerne ser jaget ud af regeringen og helst ud af dansk politik, så Pia Kjærsgaards håndgangne kan overtage dets sørgelige rester.
Brian Mikkelsens Odense-venlige beslutning var nemlig truffet under påtryk fra en snæver Fynbo-kreds omkring partileder Bendt Bendtsen og havde ikke nogen bred tilslutning i partiet. Tværtom. Den ærgrede dets hovedstadsvalgte og udfordrede den kreds af københavnske universitetsakademikere, der stadig nærer konservative anskuelser. Særligt energisk protesterede den respekterede juraprofessor Ditlev Tamm, der har været medlem af partiet og i 1999 skrev den elskværdige partihistorie Det høje C – en bog om Det Konservative Folkeparti.
Tamm fik samlet en meget bred tværpolitisk komite for at bevare Rigsarkivet i København. Navnelisten gav anelser om, at Mikkelsens projekt havde tunge kræfter imod sig. På den stod nemlig folk som tidligere højesteretspræsident Niels Pontoppidan og tidligere finansminister Knud Heinesen.
Samtidig havde kulturministeren svært ved at fremlægge overbevisende tal for, at en udflytning til Odense nu også ville være så meget billigere, som han lovede: En halv milliard kroner i anlæg og 34 millioner kroner i årlig drift. Dels skyldes der 200 millioner kroner til den Ørestad, der blev svigtet, og dels ville der blive en vældig pendultrafik frem og tilbage mellem centraladministrationen og de sagsakter, som den henlægger i Rigsarkivet.

VENSTRE lod skinne igennem, at udflytningen til Odense ikke var det førende regeringspartis hjertesag. Partiets folketingsmedlem Jens Hald Madsen, der også er borgmester i Lejre, sluttede sig til de protesterende røster. Dermed var Dansk Folkeparti frigjort fra hensynet til den regeringspartner, som det ønsker at tækkes og gøre fælles sag med.
Nu var der frit skud mod De Konservative. Egentlig skulle salven først have været affyret på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Rønne, men der har partiet også så meget andet krudt at gøre godt med. Så da Tamm blev ved med at holde sagen agurketids-varm ved at udsende proklamationer om, hvor mange der nu havde underskrevet hans protestlister – på det seneste pænt over 10.000 – ja, så valgte Dansk Folkepartis taktikere nu som tidspunktet.
Tilbage står en ydmyget kulturminister og en regering, der er blevet belært om, hvem det er klogt konstant at holde affodret med indrømmelser.
For slet ikke at tale om en offentlighed, der endnu en gang har fået stillet til skue, hvem der har den egentlige magt i landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her