Spilkultur
Computerspilsindustrien har overhalet Hollywood som den største underholdningsøkonomi i USA, og tendensen fortsætter. To millioner spillere verden over er netop nu online alene med spillet Counter-Strike, og mange andre spil huserer på nettet. Lægger man dette fænomen til folks brug af chatfora, email, SMS og mobiltelefon, vil man se større og større dele af den menneskelige socialitet betinget og stimuleret af de digitale medier.
Counter-Strike er et skydespil, der spilles af to hold, der spiller mod hinanden. Man kan påtage sig rollen som terrorist eller som medlem af et antiterrorkorps. Holdene sammensættes online, og man kender som regel ikke de andre spillere ved andet end det pseudonym, de har opgivet til serveren, et såkaldt nick (nickname). Men en stor del af spillerne er efterhånden begyndt at arbejde mere professionelt sammen i grupper. Disse grupper kaldes klaner, og de deltager i turneringer, som udspiller sig på servere over hele verden, og som på det seneste har fået en slags verdensmesterskab med præmiesummer på flere hundrede tusinde dollars.
Træning og aftaler
Denne professionalisering har medført et udpræget brug af træning og indbyrdes aftaler, og som en naturlig udvikling er de anonyme avatarer (computergenererede repræsentationer af mennesker i cyberspace) blevet suppleret med semi-avatarer (tekstrepræsentationer af mennesker på chatfora og email), samt rigtige mennesker i kød og blod, der mødes i virkeligheden. Tilsammen får man en særpræget socialitet bestående af både virtuelle og ikke-virtuelle virkeligheder. Denne udvikling vil muligvis få indflydelse på selve den måde, vi omgås hinanden socialt.
Den første interviewede fra klanen [****] (Four Stars) hedder ostemad, og præsenterer her sig selv:
»Jeg er en mand på 37 år. Jeg læser statskundskab og har arbejdet med it. Jeg har arbejdet i en edb-virksomhed og som it-underviser. Jeg er gift og har to børn.«
Hvor mange timer spiller du på computer om ugen?
»10-15 timer.«
Skal du nogle gange lægge bånd på dig selv og sige, at nu må du ikke spille mere i dag?
»Ja, det skal jeg. Det er jo skide skægt.«
Er det spild af tid at spille på computer?
»Ja, det er det. Det er spild af tid set i forhold til den dagsorden, der normalt bliver sat. Man kunne have brugt tiden sammen med nogle andre mennesker. Det er så det, der er lidt anderledes med netspil. Man kunne måske have brugt livet på en lidt anden form for social kontakt. Eller på noget, som samfundet, menigheden, synes er mere produktivt.«
Har tidsforbruget haft indflydelse på dine studier?
»Ja, det har det da givetvis. Det er den der: jeg kunne nok have læst lidt mere. Det er den der protestantiske selvransagelse: jeg kunne nok have øvet mig lidt mere for mig selv og for samfundet. Men jeg vil så sige, at da jeg skrev den opgave, jeg har fået den hidtil bedste karakter for, spillede jeg Counter-Strike et par timer hver aften. Og jeg fik da et 11-tal.«
Fravalg af samvær
Har det haft nogle sociale konsekvenser for dig at spille Counter-Strike?
»Ja, det har det. Helt bestemt. Der sker nogle fravalg af kommunikation og socialt samvær med nogle andre mennesker. Det, som så er anderledes ved det her, det er, at jeg har fået socialt samvær med nogle nye mennesker, klanfolkene. På samme måde som i en fodboldklub. På den måde synes jeg egentlig ikke, at det er lukket. Jeg har faktisk fået et socialt fællesskab gennem det her med nogle mennesker, som jeg har meget vanskeligt ved at forestille mig, at jeg kunne få ved at se Jeopardy. Det giver sig udslag i, at der overskrides generationsgrænser og sociale grænser. Anonymiteten når man spiller under et nickname afsløres jo kun frivilligt. Nogle viser sig netop at have afsluttet lægestudiet, nogle har hårdt fysisk arbejde. Nogle viser sig at komme fra et indvandrermiljø osv.«
I har mødtes uden for spillet?
»Ja, nogle af dem ser jeg en gang i mellem. Vi har holdt det, der hedder et Lan-party, hvor man alle sammen kommer slæbende med sin computer. Så stiller man dem op og laver et lokalnetværk og spiller mod hinanden, drikker nogle øl og spiser chips. Så det er ikke et rent virtuelt kammeratskab.«
Hvis du er til familiefest, og du bliver spurgt, hvad du laver i din fritid fortæller du så, at du spiller computerspil?
»Ja, det gør jeg gerne. Der er to millioner mennesker, der lige nu spiller Counter-Strike fordelt over hele verden. Og det spil er bare ét ud af mange netspil. Der er også mange, der spiller bridge online. Jeg har spillet bridge med antagelig nogle pensionister fra Florida. Hvis vi begynder at snakke om, hvor mange der bruger pcen som en underholdningsplatform, så er det måske ganske urimeligt, at det bliver omgærdet med tabuer.«
»Hvis jeg skal finde en lidt mere jordnær forklaring på, hvorfor det er tabu, så skyldes det måske, at pcen er skabt til at være et produktivt værktøj i arbejdslivet, og at det hidtil har været dårlig tone at bruge den som underholdningsplatform givetvis fordi computerspil og anden underholdning har været et forstyrrende element på en masse arbejdspladser. Dette, sammen med en vis pietisme i samfundet, ikke mindst blandt det Informations-læsende kleraki, har måske været medvirkende til tabuiseringen, eller i hvert tilfælde at det ikke betragtes som lødig underholdning på trods af de åbenlyse sociale kvaliteter, der ligger i det i dag.«
Tror du, at tabuet har noget med spillenes tiltrækningskraft at gøre? Skolebørn kunne hurtigt risikere at sidde tre til fire timer og spille i stedet for at lave lektier.
»Det gør de jo. Det er ikke noget, de hurtigt gør, det gør de allerede. Det synes jeg også er meget problematisk. Det er også noget, jeg tænker på i forhold til mine egne børn. Den ældste er syv, og hun spiller computerspil af og til.«
»Men det må jo så være op til forældrene at holde øje med deres unger. Den der med at ungerne pludselig sidder og bruger tre til fire timer hver aften. Ja, den er god! Men det kræver altså, at der er nogle forældre, der synes, at det er herligt, idet de får noget fritid og vender det blinde øje til. Hvis nu forældrene gik ind til deres unger, så ville der være knap så stor sandsynlighed for at de brugte så megen tid på det.«
Dengang vi var børn, legede vi røvere og soldater sammen med børn i virkeligheden. Nu sidder de alene foran computeren og har et socialt fællesskab med børn online. Er der ikke sket et skred, et tab der?
Jo, især fordi det, der er anderledes ved det, og som bekymrer alle forældre inklusive mig selv, det er, at det er et online-fællesskab, hvor man som forælder har meget vanskeligt ved at vurdere de kontakter, som ens børn får. Det er problematisk, men det må altså være forældrenes ansvarlighed, der går ind og sikrer og holder øje med deres unger. Det her er fuldstændig lige som alle andre ting, ens børn laver. Det er forældrenes ansvar.«
Der var for nogle år siden en skandale i forbindelse med Quake-spillet (også et skydespil, red.), hvor spildesignerne havde lagt et spædbarn ind, som man kunne skyde. Det overskred dengang folks grænser. Kan man ikke forestille sig, at man med tiden får snittet flere og flere grænser af? Først vænner vi os til, at vi pløkker folk, dernæst går vi videre. I spillet Wolfenstein kan man f.eks. som noget nyt spille på Nazitysklands side og være værnemagtssoldat. Det er ikke noget, man har set hidtil.
»Ja, det er fuldstændig umotiveret, hvis du spørger mig. Men det er det samme med Counter-Strike. Man kan f.eks. være terrorist. Og det er da et problem, hvis vi skal snakke børn og Counter-Strike. Og det er problematisk med det voldelige indhold. Men personligt så synes jeg, at det er umotiveret, når forældre ukritisk lader deres børn spille computerspil med voldeligt indhold. Men det kan være meget svært at kontrollere.«
Kan man ikke risikere, at det skaber en masse hyperkulturrelativister?
»Nu er der jo alle mulige undersøgelser, der viser, at børn er utrolig dygtige til at skelne mellem virkelighed og spil. Jeg kunne meget nemmere forestille mig, at det er farligt for voksne med psykiske problemer.«
Hvordan er det at skyde et andet menneske bag avataren står jo et rigtigt menneske?
»Jeg vælger at se det lidt på samme måde, som når de skyder mig. Når jeg bliver skudt, så er det ikke nogen større traumatisk oplevelse, for runden starter igen om tre minutter, hvor jeg får nyt liv. Det svarer fuldstændig til at tabe et spil skak. Så tabte man et spil, og længere er den ikke.«
Men tror du, at det, at der er first-person-view det, at man ser sit eget gevær, hvor ud fra en kugle flyver for at ramme ind i et andet menneske tror du, at det betyder noget for ens tilgang til tilværelsen og andre mennesker? Bliver man hærdet?
»Jo. Det er jo diskussionen om den her unge tysker, der gik amok og skød en række af sine lærere. Det viste sig, at han spillede Counter-Strike i sin fritid. Spørgsmålet er, om det er skadeligt at spille Counter-Strike? Jeg skulle være en hund, hvis jeg sagde, at det er det ikke, for så vidt som jeg skulle tale på alles vegne. Det kan godt være, at det er skadeligt for nogen. Det kan da også godt være, at det er skadeligt for mig. Det håber jeg søreme ikke! Men hvis sagen i Tyskland skulle være et eller andet indicium på, at spillet skulle skade min indlevelsesevne, at jeg skulle blive hærdet, så tror jeg, at jeg må svare nej. Det ville være en fuldstændig grotesk påstand.«
»Og så har vi de århusianske læger, der mener, at jeg udskiller mere dopamin, når jeg spiller Counter-Strike, hvorefter jeg så skulle blive mere voldelig og aggressiv. Der vil jeg til modsvar spørge, om man fornylig har målt dopamin-udskillelsen hos fodboldspillere og skakspillere, for der vil man nok opleve, at den samme høje grad af tændthed gør sig gældende.«
Hvorfor laver vi dette interview under dit spillepseudonym?
»Det gør vi af flere årsager. En væsentligt ting er, at der er noget sikkerhedsmæssigt i det, når der er tale om netspil.«
Hvordan det?
»Dels er der et EDB-sikkerhedsmæssigt aspekt, dels vil jeg også gøre krav på min anonymitet. Og endelig findes der jo desværre folk, som er totalt skudt i låget, eller hvad skal vi sige, som ikke har det så godt.«
»Og det er sket en enkelt gang, at jeg er blevet truet for alvor over chatten på Counter-Strike. Jeg er ked af, hvis det skal lyde som om, det er noget, der sker hver gang. Det er bare sket en enkelt gang på to år. Man møder jo alle slags mennesker, når man spiller Counter-Strike.«
FAKTA
Klaner konturer af en online-socialitet
*I denne uge bringer vi en serie om onlinefænomenet klaner, der bygger på interviews med medlemmer af klanen (****) (Four stars). Blandt medlemmerne finder man repræsentanter for flere sociale lag, for begge køn og for danskere med få eller mange generationer danskere bag sig. Det traditionelle billede af den computerspillende femtenårige skoledreng bliver i disse år udvidet til at omfatte andre grupper også. I klanen (****) finder man således både gifte familiemennesker, veluddannede og velfungerende samfundsborgere. Medlemmerne optræder under deres nicks, det vil sige de pseudonymer, som de optræder med på nettet. Derved fastholdes den usikkerhed, der hersker på nettet, også her i avisen.
*Dette er den første artikel i en serie, hvor vi går bag om medlemmerne af en Counter-Strike klan
