Læsetid: 6 min.

Slå ørerne ud

Kommer inspiration dumpende? Ja, siger Ursula Andkjær Olsen, succesdebutant med digtsamlingen Lulus sange og taler.
27. juli 2002

Inspirationens veje
Ursula Andkjær Olsen sidder i Paris, så derfor gennemføres dette interview per e-mail. Ganske vist har Ursula ikke en sådan endnu, men hun smutter ned i net-cafeen for at se, om der er kommet spørgsmål, besvarer dem og venter på nye.
Det første lyder:
– Hvad forstår du ved inspiration?
»Det er faktisk et meget omfattende spørgsmål, for egentlig tror jeg, at alt er inspiration. Det bliver nok en meget lang samtale, den her.«
»Eller også er den allerede færdig.«
»Det skal ikke forstås på den måde, at jeg går rundt og synes, at det hele vel nok er fantastisk inspirerende med hat og briller; men jeg kan godt lide Prousts idé om at livet skriver en bog i os eller på os, eller hvor det nu er; at alt, hvad man møder og oplever, skriver sig ind i én som en skrift, som man selv må tyde. Jeg skriver det, jeg nu gør på grund af summen af alt, hvad jeg har mødt, gjort, tænkt, følt, læst, hørt og set, tror jeg – derfor skulle det jeg skriver jo også gerne ændre sig med tiden. Det ville i hvert fald være tegn på manglende inspiration eller respiration, hvis det ikke gjorde.«

Dumpe-holdet
- Hvordan oplever du inspiration? Er det noget, der skal arbejdes frem, eller kommer den dumpende? Hvis dumpende, hvad fremkalder så inspirationen?
»Jeg melder mig på dumpe-holdet, tror jeg. Det hænger sammen med det, jeg sagde før – at inspiration er noget, der kommer, hvad enten man vil eller ej. Det, der er arbejdet, er at arbejde med det, der kommer. Det vil sige give det plads og tid og høre, hvad det siger; hvis det altså siger noget overhovedet.«
»Man kan jo også blive narret! Hvis du forstår, hvad jeg mener. Man kan have hørt forkert – der var ikke noget alligevel – man kan tro, at man hørte noget, som viste sig ikke at være der, eller man kan have hørt noget, som man simpelthen ikke kan genkalde sig, ligesom en drøm der forsvinder, når man vågner.«
»Hvis vi skal opretholde min allerede påbegyndte terminologi, så må jeg jo sige, at de ting du nævner: sanseindtryk, associationer, problemer, affekter er inspirationen – jeg skal bare holde ørene åbne. Alt muligt kan optræde som inspiration, tror jeg, men det er nok på forskellige niveauer.«

Ordene
»Det, der er ord i forvejen, giver måske den mest direkte indflydelse. Én siger noget, som jeg pludselig må lytte til på en anden måde end i den hensigt at forstå, hvad lige netop den person siger til lige netop mig. Eller jeg tænker noget, som jeg må lytte til – igen ikke som noget jeg har tænkt, men som noget andet, noget der ikke er mig selv.«
»Jeg tror ikke, der er nogen, jeg kender, som ikke har sagt noget, jeg har kunnet lytte til på den der anden måde. Det kan være, vi skal lave om på terminologien alligevel og så sige, at det er den anden måde at lytte på, der er inspiration. Men i hvert fald; når der allerede er tale om ord, så vil disse ord (som var inspirerende) sandsynligvis optræde i noget, jeg har skrevet, og der er det jo anderledes, når inspirationen er noget, som ikke i forvejen er ord. Så kan det være som med musik, som i langt højere grad sætter sig spor som noget formmæssigt eller som anelser om helheder. Som anelser om sammenhænge og korrespondenser og stjernebilleder og højere magter, og hvad ved jeg. Anelser er et godt ord.«
– Det er sjovt nok, du siger, at du ikke skriver så hurtigt, for mange af dine tekster virker ’rappe’ – på grund af legen med ordene og den måde, sproget får lov at yngle via associationer og betydningsforskydninger. Hvor meget oplever du, at det, der dukker op, bor indeni sproget?
»Altså, det at det virker rapt, skyldes jo, at jeg simpelthen tager de der ting, der dumper ned, og de er jo ofte hurtige; ting, som nogen siger, noget, der står i avisen, ting, man lige finder på. Det der tager tid, er at høre, hvad de videre siger. Hvis man altså kan høre noget mere. Og så fungerer det på sin vis på samme måde. Det kan tage tid, før det siger mere, men hver gang det siger noget, så går det hurtigt, eller så er det der jo. Ligesom det, en eller anden lige har sagt, eller det, jeg nu har følt. Altså jeg sidder vist aldrig og funderer hårdt over det næste ord, tror jeg. Det kommer, når det kommer.«

Meget metafysisk
»Og så kommer vi vist til dit spørgsmål. Og der må jeg sige: Altså hallo! Nu bliver du vist meget metafysisk: om det bor der, eller er der, eller vokser frem? Nu står jeg jo i fare for at virke enten romantisk eller dum eller begge dele, men det ved jeg ikke. Sproget er vel både en ting og ikke en ting, et redskab og noget beåndet, hvor noget bor. Altså sproget er både noget, som mennesket har skabt eller er kommet til at skabe med nogle hensigter om at kunne kommunikere – eller måske viste det sig bare lige pludselig, at man kunne kommunikere, og at det var højst praktisk.«
»Altså dét, at sproget er noget, vi benytter os af, og så samtidig noget der virker som om, det fører sit eget liv. Og det der ’eget liv’, det kan være, at det kommer sig af, at sproget er i alle de andre også og ikke kun i én selv – det gør jo, at sproget både er noget indeni og udenfor. Måske prøver jeg at forestille mig, hvad ordene, sætningerne, det hele betyder inde i alle de andre hoveder eller et eller andet altomfattende hoved, som ikke findes – ikke sådan lige ved hånden i hvert fald.«
»Temmelig mange sætninger har jo en betydning for os umiddelbart – også de sætninger, som jeg falder ned i – det vil sige, der er en betydning i forvejen, og så er der er også alle mulige ladninger, medbetydninger og associationer. Altså jo, vi må nok tro, at der ’er’ ret meget derinde i forvejen, men om det er noget, nogen andre mennesker har lagt der eller glemt der i forvejen, eller noget der er der, fordi mulighedsbetingelsen for det, er der, det kan vel være det samme.«
– Hvordan arbejder du selv med sproget?
»Hvis jeg nu fuldstændigt har misforstået, hvad du spurgte om, og at det egentlig snarere drejede sig om, om det jeg skriver bor enten i mig eller i sproget, så må jeg sige, at det er begge dele. Det er klart, at jeg prøver at sige noget, men det er også klart, at eftersom jeg skal sige det i sproget, så må jeg også lytte efter, hvad sproget siger. Nogle gange ved jeg lige præcis, hvad jeg er i færd med at ville sige, andre gange opdager jeg undervejs, at det her var vist noget, som jeg gerne ville sige.«
– Hvordan opfatter du en teksts betydning? Som noget, der vokser frem af sproget, eller som noget der ’er’ der i forvejen, og som skal formes til en eller anden art mening? Eller noget helt tredje?
»Hvordan man kommer fra inspirationen til det færdige digt eller bare til noget mere? Det ved jeg heller ikke. Eller jeg har ikke nogen opskrifter på det. Jeg prøver mig vel frem, men måske handler det tit om at finde sammenstød, en modinspiration. Hvis man har et sammenstød, så kommer resten af sig selv.«
»Nogle gange kommer der med det samme en hel masse ud af en lille inspiration – det vil altså sige, at man fra starten havde et sammenstød, tror jeg. Andre gange kan den samme følelse eller tanke ligge i lang tid før den begynder at vokse. Men det er svært at sige noget fornuftigt om det, synes jeg. Half of everything is luck! Man kan kun håbe, at man har et hoved, som alle fuglene gerne vil sætte sig på.«
– Nu skal du sende stafetten videre til den næste?
»En kunstner, der har inspireret mig kunne være
Rikard Silwärn, som er billedkunster. Han laver nogen wunderbare ting som man må lytte til med sin sjette sans.«

*Dette er den første artikel i en stafet-serie om inspirationens veje. Hvad forstår du ved inspiration, og hvad inspirerer dig? Det spørgsmål har Information stillet til en række kunstnere og videnskabsfolk. Næste interview med Rikard Silwärn bringes på onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu