Læsetid: 2 min.

Sommerens chokafsløringer

Er jyder virkelig bedre mennesker end sjællændere, herunder københavnere? Thi kendes for ret…
19. juli 2002

(2. sektion)

Er jyder virkelig bedre mennesker end sjællændere, herunder københavnere?
Thi kendes for ret…

Undersøgelser
Det var ikke rart for hverken helkøbenhavnerne eller for os halvkøbenhavnere at få den smasket lige i synet, sommerens store chokafsløring: Jyder er klogere og kønnere end sjællændere. Eller hvad var det nu, undersøgelsen fra Aalborg Universitet afslørede? Mere moralske…
Til gengæld var vi mange halv- og heljyder, der var mere end tilfredse, idet undersøgelsen blot bekræftede, hvad vi altid har vidst.
Lige siden gamle dage har det været en kendt sag i Jylland, at københavnere ikke var til at stole på, og selv husker jeg hjemme fra gården, at vi fik en københavnerdreng på besøg i sommerferien. I sig selv et eksempel på, at jyder havde en høj moral. De påtog sig frivilligt at tage sig af børn fra baggårdene, der trængte til frisk luft og sol.
Københavner-Jørgen havde det hele i kæften. Han var fantastisk god til at snakke sig fra jordbærplukning og roehakning. Og sådan var det hele vejen igennem. Tilmed annoncerede rige københavnere efter jyske tjenestepiger, fordi de var mere stabile end de københavnere, som syntes, jyderne var helt til grin, fordi de var godtroende.
En samtidig undersøgelse fra Danmarks Statistik går mere i detaljer og viser, at københavnere spiser mere pasta og cous-cous end provinsboerne, der drikker øl og går til bankospil, når københavnerne drikker rødvin og går på kunstudstilling eller i teatret, mens jyderne køber meget mere eddike end sjællænderne, der til gengæld køber tre gange så meget parfume og eau de cologne. Så der kan man jo se.
En nyligt offentliggjort undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at københavnere har mere sygefravær end provinsboere, og ifølge samme undersøgelse er en hel del af sygedagene ren pjæk, hvoraf man kan udlede, at københavnere også pjækker mere end andre.
Til gengæld har kloge hoveder i København gjort mange flere opfindelser end hele provinsen tilsammen. Al den nye teknologi, som man også nyder godt af i provinsen, kommer mestendels fra eller via hovedstaden.

Ærlige Anker
Københavneres og provinsboers horn i siden på hinanden er et gammelt horn, der stadig truttes i. Senest da Rigsarkivet skulle flyttes til Odense med den begrundelse, at der er lige så langt fra København til Odense som omvendt.
Men moralen da? Den legendariske jyde, handelsmanden Låsby-Svendsen, var kendt for at snyde alle med sine ’ærlige håndslag’. Han ville have solgt sin bedstemor, hvis nogen ville købe hende. Omvendt: Anker Jørgensen, selve personificeringen af ærlighed, er ærkekøbenhavner.
Thi kendes for ret: Det er alt sammen noget vrøvl samtidig med, at der er noget om det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu