Læsetid: 6 min.

Sproget er hans legeplads

Eske K. Mathiesen skriver drilsk og underfundig prosa-lyrik. Som læser elsker han kinesisk digtning, Middelalderens saftige satirikere, surrealisten Max Jacob og det samfundskritiske bid hos en Swift og en Brecht
18. juli 2002

Læselyst
Eske K. Mathiesen er en høj, venlig mand, der stadig bærer sin ungdoms frisure: Et pagehår, som når helt til skuldrene. Lokkerne er blevet en smule gråsprængte, alderen er 58, men kærligheden til poesiens univers er stadig ung og intens.
Han skriver digte, små ironisk-absurde og drillende prosadigte, der tager udgangspunkt i det almindelige og vender det en omgang. Især hans seneste to samlinger, Skoledage og Uglemærker har vakt fornyet interesse for et fint forfatterskab, som spænder fra lyrikken og sære almanakhistorier over børnebøger frem til kulturhistoriske værker og antologier om f.eks. fuglenes spor i ældre dansk digtning.
Eske K. Mathiesen er nemlig ikke bare poet, men også magister i folkemindeforskning og har hentet meget af sin sans for det folkeligt funderede i den del af sit interessefelt.

Små formater
I lejligheden på Østerbro hænger et mylder af grafiske værker og småbilleder af billedkunstnere, han føler sig beslægtet med og har samarbejdet med. Poesi og billedkunst har for ham mere samklang end f.eks. poesi og prosa.
Malervennernes billeder og grafik har akkompagneret de korte tekster i de mini-bøger, han har udgivet på forlag som Arena – og det er lutter små formater, som hænger på væggene.
– Det er også de små billeder, du dyrker i dit forfatterskab. Gælder det samme for din læsning?
»Ja, jeg har svært ved at koncentrere mig om store, tunge romaner. Som barn læste jeg selvfølgelig alle røverhistorierne – som Gøngehøvdingen og Kaptajn Marryat. Da slugte man alt, også Ved julelampens skær. Men siden har romaner aldrig fænget mig. Jeg mister simpelthen opmærksomheden i forhold til f.eks. Pontoppidan, som jo er i vælten for tiden.«
»Men selvfølgelig er der undtagelser – sådan noget som Márquez’ 100 års ensomhed. Der er et eller andet sug i den, som minder om lyrikken, en lidenskab, som fører lige igennem.«

Rabelais og kinesere
»Men det, jeg hele tiden vender tilbage til, er lyrikken og kortprosaen. Gerne i ældre litteratur. Jeg går med forkærlighed ned i Middelalderen og læser meget Rabelais. Og Jonathan Swift er en af de helt store glæder for mig, især hans digte, som næsten ingen har læst. Han er en forfatter, der ligefrem trækker vejret gennem sproget.«
»Også Brecht er jeg glad for – hans sene digte og Flygtningesamtaler, som jeg læser mindst en gang om året. Og jeg holder meget af de gamle kinesere, både digterne og
essayisterne.«
»Kineserne har et væld af kortprosafolk, der kan fange en stemning, lige vende en tanke og sætte den i relief. Og gerne med et bid, en samfundssatirisk vinkel.«
Eske K. Mathiesen har selv oversat nogle af sine favoritter – en håndfuld parodier på de handlendes gaderåb af Swift og tekster af den græske epigrammatiker Leonides fra Tarent, og han har lavet en hel lille bog med den gamle kinesiske digter Pochy-yi.
Han bevæger sig ubesværet i tider, kulturer og geografi, når han med næsten samme hengivenhed taler om de russiske futuristiske digtere Vladimir Klebnikov og Jelena Guro, om surrealisten Max Jacob og den franske 1500-tals-digter Francois Villon samt Norges pragtfulde digterpræst Petter Dass.
»Hans Nordlands trompet og katekismus-salmer – ja, hvis man trænger til et poetisk brusebad, så er det ham, man skal læse. Så er man frisket op,« erklærer Eske K. Mathiesen.

Brorson og Bang
I den danske religiøse digtning fortrækker han Brorson.
»Men alene for hans evne til at forvalte naturbilleder, tage det konkrete og placere det i sin verden, så det virkelig lyser. Det er jo det, der er poesien: At vise tingene, så de bliver uforglemmelige.«
Men han sætter også stor pris på et par saftige, humorfyldte jydske barok-poeter som Mads Pedersen Rostock og Jacob Knudsen Schandrup. Og på Herman Bang, for nu at tage et mægtigt spring.
Ellers er det mest i det litterære folkelige fællesmarked, Eske K. Mathiesen henter sine inspirationer – i de små fortællinger, folk til alle tider beretter om og til hinanden, og som går igen fra land til land – og især i fablerne. Ikke i det store, tunge mytiske stof – men i det tilsyneladende almindeliges verden.

Finurlige bid
Finurlig er et udtryk, som ofte bruges om Eske K. Mathiesens digtning. Også ord som sødmefyldt og sanselig bliver anvendt til at karakterisere ham. Selv taler han om at lege i sproget, på dets overflade.
»Men der skal også være alvor bag. Og bid.«
– Det er måske ikke tilfældigt, at du interesserer dig for store samfundssatirikere som Brecht og Swift ?
»Det samfundskritiske ligger der bestemt, men ikke nødvendigvis som trang til at skrive store engagerede digte. Det spiller ind hele tiden, i tonefaldet og i hvordan man leger med ordene og bruger dem.«
– Har det med politisk overbevisning at gøre?
»Ja, og med almindelig samfundsinteresse for hvad, der foregår, og hvem man sympatiserer med. Det er jo ikke uden grund, at jeg har været anmelder på Land og Folk. Der havde jeg en dejlig tid fra 1967 og 10 år frem.«
»Men man digter jo med sproget, ikke med meninger. Og når vi taler om Brecht, så er det politiske da interessant, men det er først og fremmest Brecht som lyriker, jeg er optaget af. Han er fabelagtigt dygtig, en af de store lærere på det område, fordi han går så nøgternt og enkelt til værks og samtidig er så raffineret i sin enkelhed.«

Lokkende fugle
Eske K. Mathiesen har brugt sin store kulturhistoriske viden og sine evner for den skæve vinkel som medarbejder ved både Gyldendals og Brøndums dybt forskellige encyklopædier. Han har også arrangeret flere store udstillinger – af grafikeren Vera Myhre, f. eks. – og en udstilling på Tranegården med den fascinerende titel »Fuglen flyver og kaster en masse billeder af sig i farten«.
– Du har noget med fugle?
»Det er en gammel interesse, lige så gammel som glæden ved lyrik. Jeg har lavet mange fuglebøger og en bog om fugleskræmsler og om danske lokkefugle. Jeg går faktisk med en plan om at lave en bog om min yndlingsfugl kragen.«
– Der er folk, der er bange for fugle?
»Uha ja – det kan man skam godt blive, når man ser hvordan fugle agerer. Når man kommer ind til virkeligheden, bliver den meget tiltrækkende og meget, meget skræmmende.«
»Hejren, f.eks., er en elegant og smuk fugl. Men når man ved, med hvilken præcision den rammer ned i øjet på sit bytte, er der ikke megen idyl over den. Fugle er skam selvstændige væsener.«
– Og idyllen er ikke poesiens sag?
»Poesien handler om livet som helhed – og den gode poesi tager det hele med. Swift blev mere eller mindre senil som gammel og mærkede det komme – og han skrev jo imens, fortalte om det, mens det skete.«
»Mens han endnu var i stand til det, lavede han i sit testamente en donation til et galehus. Det usentimentale er ofte knyttet til den store lyrik. Det kommer, når man har gennemskuet sproget og også fået et nøgternt syn på livet.«

*Før en forfatter blev forfatter, var han eller hun oftest læser. Men hvilke skumle læsevaner går i svang i de bedste læserkredse? Vi spurgte en række danske forfattere, hvad og hvordan de læser. Tidligere artikler blev bragt 11., 13. og 16. juli

FAKTA
Eske K’s Top 10
Rabelais: Gargantua og Pantagruel.
Bert Brecht: De sene digte og Flygtningesamtaler.
Max Jacob: Raflebægeret.
Petter Dass: Nordlands trompet.
Jonathan Swift: Digte.
Jacques Villon: Store testament.
Leonidas fra Tarent: Græsk epigrammatiker.
V. Klebnikov: Russisk lyriker.
Jelena Guro: Russisk lyriker.
Æsops fabler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu