Læsetid: 3 min.

Sten i skoven i byen

Assistens Kierkegaard på Nørrebro var ifølge Søren Kierkegaard et kort indbegreb af virkeligheden
31. juli 2002

Kirkegård
Nede på Stengade driver en mand ved navn Hr. Damaskus et lille bogtrykkeri. Damaskus trykker skægge og mærkværdige ting som Sexualtidende og Spiritistisk Tidsskrift. Det kunne være så godt, men så er der lige et aber dabei. Når telefonen ringer, er det kreditorer som vil inddrage udeståender. Damaskus tjener ikke penge. Men han opmuntrer sig selv ved at opmuntre sin assistent Olsen:
»De skulle gå Dem en tur ind på Assistens Kirkegård og se, hvor alting grønnes og blomstrer! Der er så frodigt og skønt derinde.«
Således taler Damaskus i Hans Scherfigs roman Idealister. Nu ligger Scherfig selv begravet på Assistens Kirkegård under en sten uden navn. Stenen er en skildpaddeskulptur, som plejede at stå i forfatterens have. Københavnere og turister følger alligevel Damaskus’ anvisning: De promenerer og passiarer og tager pauser derinde.
Og på særlige dage er der guidede ture, hvor ansatte ved Assistens Kirkegård Formidlingscenter fortæller sindrige historier om sten og steder. Forleden var der 23 voksne og tre små børn til kulturgeografen Christopher Jørgensens rundvisning. Med begge hænder hev Jørgensen op i sine denimbukser, lænede sig tilbage under en hængebøg og begyndte at fortælle.

Assisterende
Der var engang, hvor København blev lukket med fire nøgler hver nat: en til hver port i voldene omkring byen. Voldene var byens grænse. I løbet af 1700-tallet blev der fyldt op på kirkegårdene i byen. Så man anlagde i 1760 en assisterende kirkegård udenfor voldene. En kirkegård til de fattige.
»Men,«sagde Jørgensen og hævede buksen en gang: »så skete der det, at naturen kom på mode. En franskmand ved navn Rousseau blev begravet på en ø i en å.«
Moden kom til København. En gartner blev ansat ved de fattiges kirkegård. Som nu var blevet mondæn. Der blev plantet træer og lagt grunden til den grønne mangfoldighed, der i dag kendetegner de 800 meter x 800 meter skov på Nørrebro.
Jørgensen slog fast, at der faktisk ikke er noget særligt i naturen, som ikke også er på Assistens Kirkegård i byen: her er ræve, egern, skovskader og spurvehøge. Og sjældne træer som Abetræet importeret helt fra Chile, kinesisk duetræ, morbærtræer og endelig selvfølgelig et par hundrede år gamle hængebøge.
A pro pos træer blev der gjort behørigt stop ved forfatteren til Højt fra træets grønne tops grav: Peter Faber. Da sangen blev skrevet, var det slet ikke almindeligt med juletræ i Danmark. En nærlæsning af sangen afslører ifølge Jørgensen, at den er skrevet som manual til brug af grantræ ved juleaftensfesten.
Det gik over sten og sten: Fra dramatikeren Kuhlau til guldaldermaleren Eckersberg, som ramt af kolera kom så uheldigt af dage. Og videre til Dan Turells grav, hvor der til minde om idolet Anders Ands adresse på Paradisæblevej er plantet et æbletræ. Jørgensen betegnede Turells grav som en ’veritabel kultgrav’, hvor besøgende efterlader sten og mønter, tomme og fulde ølflasker. Og nogle gange endog hashpiber!

Den forsvundne
Der er gravsteder, man ikke når på halvanden times kommenteret turné: Michael Strunge, Niels Bohr, H.C. Ørsted, Scherfig, Viggo Stuckenberg, Henry Heerup etc.
Til gengæld nåede Jørgensen at fortælle moderat morsomme historier ved H.C. Andersens og Søren Kierkegaards gravsteder.
I levende live lagde Søren Kierkegaard hyppigt vejen forbi sin fars grav på Assistens Kirkegård. Han kaldte ’de Dødes Have’ udenfor voldene for et »compendieust Afbillede af Virkeligheden, et kort indbegreb, en Lomme-Udgave!.«
Assistens Kirkegård resumerer momenter i Kierkegaards tilværelse: Her ligger mor og far og de søskende, som døde tidligt. Her ligger hans forlovede Regine Olsen, hvis gravsten nu under mystiske omstændigheder er forsvundet.
Kort inden sin død hidsede Kierkegaard sig op imod den danske folkekirke. Biskop Martensen udråbte ved biskop Mynsters begravelse i 1854 afdøde til ’Sandhedsvidne’, han gjorde nærmest sin kollega til apostel. Kierkegaard rasede mod den gestus. Ved Kierkegaards egen begravelse i november 1855 anklagede hans nevø folkekirken for med begravelsen af Kierkegaard at have taget sin værste modstander i besiddelse.
I dag ligger Mynster, Martensen og Kierkegaard alle tre derude i den have for de de døde, som Damaskus kaldte frodig og skøn.

*Se www.assistens.dk for information om rundvisning på kirkegården

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu