PLOVDIV »Hvad kan jeg bruge socialhjælp til? Den betaler jo ikke engang lægen...«
Stefka er midt i en større udredning om roma-livets besværligheder i Bulgarien, da en sølvfarvet Mercedes Benz bumper sig larmende henover vandpytterne og forbi det vaklende campingbord, hvor hun og svogeren Angel sidder bænket over en Slavena-øl og en gang panerede sardiner Tsa Tsa.
Det er en af roma-ghettoen Stolipinovos nyrige mænd, der triller forbi med sin arm hængende skødesløst ud af et åbent vindue og med et par sorte solbriller skubbet helt op på sit kronragede hoved.
Stefka taler uanfægtet videre.
»80 leva (320 kroner, red.) det er hvad, de giver til en familie på seks!« siger hun nu så ophidset, at selv det af-blegede pandehår ryster.
Både hun og Angel er arbejdsløse og på socialhjælp. De mærker fattigdommen gnave mere end nogensinde.
Dels stiger priserne i landet, der er et af Europas fattigste, mens lønniveauet og de sociale ydelser ikke følger med. Og dels vokser uligheden inde i ghettoen, der ligger nogle kilometer fra byen
Plovdiv og er Bulgariens største roma-ghetto med sine 40.000 indbyggere.
Mens 90 procent af indbyggerne i Stolipinovo er
arbejdsløse, er 10 procent kommet til penge, siden Bulgarien gik fra kommuniststyre til demokrati og markedsøkonomi for 12 år siden.
»Der er mange, der har fået gode handelsforbindelser i Tyrkiet,« forklarer Simeon Todorov fra den lokale NGO Regional Social Organization Izgrev-Stolipinovo, der laver socialt arbejde.
»Og så er der en hel del, der sælger narko,« siger Simeon Todorov.
Skole og job
Derfor kører der nu spritnye udenlandske biler som Mercedes Benzen rundt på de hullede jordveje i ghet-
toen og lyser op mellem de fattige romaers hestetrukne kærrer og gamle Ladaer. Samtidig forandrer boligområdet sig.
Før boede alle i blokke eller selvlavede trærønner. Nu er luksuriøse, hvidkalkede huse bygget i alpestil begyndt at skyde op mellem affalds-bjergene og de brune betonblokke. Der står de så og ser ud som om, de lige er faldet ned fra himlen men er landet det forkerte sted med deres franske balkoner og avancerede aircondition-systemer indeni.
»Det er vigtigt at gøre noget ved den ulighed, vi har fået,« siger Simeon Todorov fra sit kontor på den anden
side af gaden Kraina, hvor Angel og Stefkas drikker øl og spiser Tsa Tsa.
»Selvfølgelig kan de fine huse være et positivt eksempel på at arbejde betaler sig for folk, men det er ikke godt med ubalance i samfundet.«
Derfor blev Regional So-cial Organization Izgrev-Stolipinovo startet for to år siden. Den kører projekter, der f.eks. skal få børn i skole, så de kan få en uddannelse, et job og komme ud af den onde sociale cirkel.
Men der er stadig lang vej før Stolipinovo kan slippe ud af de usle livsvilkår, der bl.a. har fået EU til at skærpe tonen over for den bulgarske regering under forhandlingerne om landets optagelse i unionen.
For romaerne selv handler det om, at de skal have pillet ved deres mentalitet, mener Simeon Todorov.
»Hver tredje indbygger i Stolipinovo bryder loven,« siger han.
»De sælger narko, de stjæler, de prostituerer sig, de betaler ikke skat det må høre op.«
Arbejde umuligt
For Angel er det ikke mentaliteten, der fejler noget.
»Det er umuligt at få et arbejde,« sukker han fra campingbordet uden for en af de utallige små træskure, der sælger brød, vaskepulver og Coca-Cola.
»Måske finder man et job som skraldemand eller gadefejer, men så bliver man fyret efter fem måneder,« siger han og trækker opgivende på skuldrene.
Angel har en arbejdsløs kone og fire børn at forsørge derhjemme, samt en nøgen dame, der viser bryster på hans overarm.
»Demokratiet har ikke været godt for os sigøjnere,« siger Stefka, »i kommunisttiden var livet meget bedre, der var arbejde til alle.«
Selvom Bulgariens romaer altid har følt sig diskriminerede af bulgarerne, havde mange fast arbejde i kommunist-tiden på statens fabrikker. Det betød f.eks., at de kunne betale deres el-regning. Det kan de ikke længere.
Derfor har romaerne i Sto-lipinovo længe ligget i krig med elekticitetsfirmaet. Over hele ghettoen løber el-ledninger gråt og intermistisk gennem luften fra gadelygter til blokkene, fordi beboerne har forsøgt selv at skaffe sig el, når firmaet slukkede for strømmen.
Nu får Stolipinovo gratis elektricitet på grund af områdets økonomsike situation. Men det er kun mellem klokken seks og ni om morgenen og igen mellem klokken 21 og 23 om aftenen.
»Det må vi indrette al madlavning og brusebad efter,« siger Stefka.
Det gælder også de rige
romaere med aircondition-systemerne, der således kun kan køle alpehusene, når det er tidlig morgen, sen aften, og dermed når der er allermindst varmt.
Familiefejder
Når der ikke laves mad eller bades, er der ikke meget at lave i ghettoen, hvor børn med beskidte, brune maver løber rundt på bare tæer og samler affald, mens deres fædre spiller kort, falder i søvn med bøjede hoveder over ølflaskerne på de mange åbenlyse smugkroer, der findes i ghettoen, eller også ordner verdenssituationen.
Snakken går i ghettoen om den niårige dreng, der blev slået ihjel to uger tidligere, fordi hans far skyldte en rig familie penge. De kunne ikke finde faderen så tog de sønnen. Og en uge senere gjorde en dramatisk familiefejde mellem rig og fattig 63 mennesker hjemløse.
»Der var en fattig familie, der ikke kunne betaler sin gæld til en rig familie,« fortæller Simeon Todorov.
»Så ødelagde den rige familie alle den fattige families boliger.«
Den lille buttede Todorov får pludselig et vigtigt udtrykt i sine øjne.
»Jeg var i landsdækkende tv for at fortælle om det der kom et tv-hold hjem til mig,« siger han stolt, og tilføjer hurtigt: »vil du også se mit hus?«
Og så går vejen fra et lille springvand under kølige vinblade i gården, op gennem tæppebelagte trapper og ender på husets balkon, hvorfra Stolipinovos elendighed kan betragtes fra oven.
»Det er en tragedie,« sukker Todorov, da han skuer ud over området.
Selv har han været heldig at have et godt hoved, så han kunne få sig en uddannelse, siger han. Det er også grunden til, at han kunne etablere Stolipinovos første NGO med amerikanske og belgiske penge i ryggen.
»Vi har kørt fire projekter indtil videre det må siges at være noget af en succes på kun to år,« siger han.
Af samme grund har Simeon Todorov nu også fået installeret aircondition i sit nybyggede hus.
