Læsetid: 19 min.

Supernova på cykel

Et eller andet er lykkedes for komponisten Per Nørgård. Hans drøm om at forvirre flest muligt mest muligt er gået i opfyldelse, og han har undgået at blive sindssyg i processen. Forfatteren Suzanne Brøgger taler med manden, der kan leve sig ind i alle stemmer fra alle aldre, hvilket af og til vælter ham af cyklen
12. juli 2002

(2. sektion)

Interview
Han har skrevet den musik, som jeg har hørt i drømme. Tænk, hvilken gave at have fået lov til at blive født i samme land som ham!«
Jeg er taget hen til en sand Nørgård-elsker for at høre, hvordan tiden lyder i orkesterværker som Spaces of Time – irriteret sand gennem timeglasset.
Hvordan et helt univers fyres af i 6. Symfoni, At the End of the Day, år 2000 og derefter imploderer i et sort hul i begyndelsen af Terrains vagues, 2001.
Man bliver helt svedt. For på fire-fem år, hvor komponisten nærmer sig de 70, får han skrevet fire mega-værker, eller med elskerens ord: »Han jawer en glødende plutoniumsstav lige ind i jeg-kernen. Og så bliver han – en Supernova – oven i købet bedt om at skulle holde sammen på sig selv – samtidig!« Således talte disciplen og gav mig en gave til idolet, et værk om de berømte geniers horoskoper. Heinrich von Kleist, Van Gogh, Nietzsche ...
De kosmiske notationer tager åbenbart ikke fejl, når man i alle disse tilfælde kan aflæse, hvordan genierne vil bryde sammen i sindssyge.
Den samme skæbne blev Per Nørgård spået i 70’erne af en amerikansk musikforsker. Han ville ende på en nerveanstalt, fordi hans musik lød i alle retninger.
På vej hen til at møde komponisten på et torv i København tænker jeg også, at det mirakuløse ved ham ikke så meget er den musik, han bliver gennemtrængt af, men at han har været i stand til at lade værkerne materialisere sig i den manifeste verden og kommunikere musikken videre til andre mennesker, som har åbnet sig for den og taget imod den – uden at komponisten på nogen måde imødekommer det populære behov for bekræftelse, der dominerer kulturverdenen. Et eller andet er lykkedes for dét menneske. På verdensplan. Hans ungdoms drøm, som han delte med sin storebror, da de lavede tegnefilm sammen, om at »forvirre flest muligt mest muligt« er gået i opfyldelse. Han synger gerne pythonslangens beguine fra dengang til elefantungen: »Det, der må ske, må ske, (måske) ...«

Da jeg skal hilse på Per Nørgård, står han med hovedet ned i gulvet og armene oppe i loftet som en krøbling, idet han over for fotografen demonstrerer en særlig foto-teknik, der blev benyttet til operaen Nuit des hommes (1996) om de faldne i Første Verdenskrig.
Jeg har lige fra starten haft et kompositionsproblem for samtalen. For hvordan indkredse denne uendelighedsrække af musikalske universer rent sprogligt? Skulle vores samtale være en symfoni, eller skulle vi vælge at tale hele aftenen om tonen H, fordi jeg engang havde set komponisten få et ømt udtryk i ansigtet over for denne tone, som han tegnede på et stykke papir, så ubeskyttet. Egentlig hældede jeg mere til enkelhed: Samtalen i anledning af Per Nørgårds 70-års fødselsdag måtte være en – børnesang.
For det blev hurtigt klart, at Per Nørgård ikke reagerer over for en vedtagen alders-kronologi. Han har alle aldre og tidsaldre inden i sig nu.
Derfor er det svært for ham at cykle. Uden at fare vild eller køre forkert.
Han tilstår, at han har vanskeligheder ved at finde vej, idet han lider af en retningsforstyrrelse, som er i ’underskud’ på grund af den auditive opmærksomhed. Når han zen-cykler derudad, kan en pludselig latter et sted fra få hans cykel til at vælte. Hans meditative opmærksomhed lukker ikke verden ude, men ind i ham. Alt det, der konstant fylder skyggerne ud omkring os, små ting, stemmerne, lyden på gaderne, de aldre, der møder én: »Det er en utrolig oplevelse, hvis man sammenholder med dengang, man var 15, da var de gamle oldinge og tilhørte en fremmed planet. Men fra det udsigtspunkt, jeg har i dag, kan jeg leve mig ind i alle stemmer fra alle aldre. Jeg omgives af ekkoer fra mit eget liv.«
– Bliver dit indre barn aktiveret med alderen? For det kan jo være helt væk i lange perioder, i ungdomsperioden, eksempelvis ?
»Ja, hvor man er mere operatør og udfolder af ens eget instrumentarium, og det er jo også en vidunderlig oplevelse at inddrage nye klange, der får orkestret til at lyde som en konkretisering af noget, man kun havde drømt om. Denne konkretisering af drømme er jo fantastisk for en komponist, men i ungdommen nærmer det sig altid et kaos, der går ud over børnesangen.«
»Det spændende er, at man nu får mulighed for at erindre – ikke bare memories, men man får chance for at erindre den dynamik, der var ens egen på forskellige tidspunkter. Jeg er både barnet og voksen, men jeg er jo også det andet, der let forsvinder for iagttagelsen, hvis man ikke bevarer nogle snapshots, der minder én om alle de forskellige måder, man kunne være aktiv på i løbet af en dag – og som man i sin nuværende alder ville opleve som det totale kaos. Men jeg er meget optaget af at skrive børnesange, de indgår i mit liv, jeg drømmer sange ...«
– Drømmer du sange?
»Ja, eller sangen drømmer mig.«

Per Nørgård fortæller, at han har drømt Du skal plante et træ og synger sangen midt i restauranten med den der underlige rytme, forklarer, at han vågnede og ikke kunne huske de sidste fem toner og tænkte, at det er meget godt, men hvad skulle han med den sang, hvis han ikke havde en tekst, der havde netop den specielle rytme, og så gik han hen og slog op i en bog med vers og tænkte, hvis jeg ikke finder en tekst, inden morgenmaden er slut ... og så fandt han teksten af Piet Hein.
Vi taler om den oplevelse, det er at ’få lyd tilbage’. Mange mennesker kan ikke falde i søvn, fordi de lydlige dagsrester bliver ved med at kværne inden i hovedet på dem ...
– Du har nerver til at få din egen musik i hovedet igen! Oven i købet udsat for helt orkester?
Mit spørgsmål er selvfølgelig pinligt, fordi de lyde, Per Nørgård får ’tilbage’, er ikke hans egne private, det er heller ikke tilfældig støj. Men han vedgår, at det fra hans side kræver et stort mål af ublufærdighed, som så opvejes af, at visse mennesker faktisk har øre for, hvad der egentlig foregår i musik:
»At der kommer en verdenstolkning og en påstand om en afvigelse fra en normal tolkning – samtidig. En interferens, som åbenbart har besat mig i hvert fald siden puberteten. Jeg lavede en hel masse barnetegninger, hvor man ser et ansigt, der er betuttet eller forbløffet.«
– Altså oplevelsen af, at der var en verden, men at du hele tiden så en anden verden, en skygge, et mellemrum – samtidig?
»Ja, det var jo masker, man så hele tiden. Når min mor havde ’lave øjne’, betød det, at hun var glad, fik man at vide, men jeg oplevede det, som om hun i virkeligheden var vred. Dvs. man laver en fænomenologi på sin familie, jeg begyndte at lave de tegninger af ansigter for at få et forhold til en tolkning af verden, og det er den undren, der bare fortsætter ud i musikken.«
»I stedet for at lave en tegning af glade fætter Frederik, så ...«
– Kan du mærke det ansigt, der ligger bagved.
»Ja, f.eks. det, der ligger gemt i marchen, i visen eller i den musikalske verden, der var mine forældres. Min far spillede harmonika og lidt klaver.«
– med c og g i venstre hånd.
»Ja, netop. Det var jo vidunderligt, på en måde, men jeg følte det som noget indelukket. Og det er jo i virkeligheden en utrolig naivitet, for hvis jeg havde været højt musikalsk begavet, en Daniel Barenboim, og havde sat mig ned og spillet Bachs værker forfra og bagfra, så havde jeg været så imponeret af dem, at jeg ikke drømte om at have den der bonde-attitude: At nu skal jeg lige fortælle jer noget, der er noget, I skal finde ud af med musikken. At f.eks. en tonerække, der kunne følges, var en Kejser Wilhelm-verden, og et andet spektrum var en Franz Schuberts melodik.«
– Og du har altså evnet at være til stede i mellemrummet mellem de to verdner?
»Den barnsdomsverden bliver nærværende i mig, da jeg skriver operaen Det Guddommelige Tivoli (1982, om Adolf Wölfli, den skizofrene amatørkunstner). Det var jo ikke en psykiatrisk beretning om det psykotiske menneske som sådan, eller interessen for ’det geniale er altid det gale’, det er slet ikke dét. Men fascinationen af den verden, hvor det barnlige musikalske univers er tilbage.«
– ’Halleluja unser Gott ist verrückt!’ Det virkelig mystiske med dig er jo, at du i modsætning til Wölfli har været i stand til at omsætte dit oprindelige univers til den manifeste verden! For hvis du havde været ligesom din musik, så er det jo ikke sikkert, at vi andre havde kunnet høre den? Komponisten er et andet menneske? Du er i stand til at være ’mange’?
»Wölfli var i stand til at være utrolig mange. Men problemet for ham var, at alle hans jeger var på samme niveau. Generalen, patienten eller det lille barn. Der har jeg haft en helt anden instrumentering af mig selv. Jeg kan jo ikke lægge skjul på astrologiens omrystende betydning for mig. Hvis den ikke havde eksisteret, havde jeg måttet opfinde den. Jeg har fastholdt en indre kurs, som har fået dobbeltheden i min bevidsthed til at gå sammen. På den ene side er jeg hele tiden ved at blive væltet over ende, og på den anden side har jeg forvalteren i mig, der instrumenterer de sammenstød.
– Du har en virksomhedsleder, en administrator inden i dig?
»Ja, det er jeg nødt til. Så hvis folk vil komplimentere mig, kan det aldrig stige mig til hovedet, for jeg oversætter det til, at jeg har været en ordentlig forvalter. Og det er jo umådelig beskedent, men det er også utrolig højrøvet, for hvad vil det sige at forvalte?«
– Forvalte hvad?
»Ja, der skete jo i puberteten et omslag fra den ene dag til den anden, jeg holdt op med at tegne og begyndte at skriver sonater.«
– Var det, da du havde den berømte drøm om et flygel?
»Ja, den kom første gang som 14-årig og gentog sig som 15-årig. Og den dobbelt-drøm slog så over i en helt meningsløs selvtillid! (undrende latter) Kan du forestille dig, at man får en vision, der griber helt ud over Beethoven og Brahms ... Jeg havde også hørt modernisterne, men – ikke fordi jeg ville belære verden, det har altid ligget mig fjernt.«
– Du har aldrig tænkt, at du skulle vise verden noget, men at det skulle vise os, dig selv inklusive, at universet var større, end vi troede. Og dermed har du også måttet lade dig selv ombryde og nedbryde ?
»Ja, ja, det er jo det mest besynderlige, jeg oplever, og folk tror, at jeg mytologiserer, men fase-opdelingerne i 10-20 års perioder, som jeg overhovedet ikke har tilstræbt, for det er nærmest nedværdigende at være sådan en model for et paradigme, er ret manifeste. Det er sandsynligvis noget, alle oplever, men jeg har bare reageret med en forstærket rytme over for omslagsfaserne til de kaostilstande, der har præget årene 60, 80 og 2000. Og så en slags syntese op mod midterårene, 3. Symfoni fra 1975 for eksempel. Jeg planlægger det jo ikke, men ...«
– Det er noget andet end lineær tid?
»I virkeligheden ja, for inden for hver af perioderne er der en udfoldelsesproces som godt kan ligne den fortabthed, der indleder enhver kaos-fase. Denne regnbue-tilstand af psykisk virkelighed kan jeg ikke forhandle med. Alle farverne er der – samtidig. Både det, der engang var, og det, der kommer, som i en gnist, et hologram. Hvis jeg havde været indstillet på ’nu har man fundet sig selv’, så ville jeg være forblevet i den 3. symfonis tilstand, som afgjort er den sammenlignelig største succes, jeg har oplevet. Men jeg var skrækslagen ved tanken om at blive dér og nærmest lettet af den kritik, som sagde, at jeg havde nået bunden, for nu var angsten væk, og nu var jeg blevet offer for new age.«
»Hvert eneste værk har udløst spørgsmålet i mig: O.k., men hvad så??? Det er den autoritative stemme, jeg hele tiden har, og hvis den tier stille, fordi noget andet optager min opmærksomhed, så kan jeg ikke se nogen grund til at lave andet end dekorativ musik.«
– Har den stemme aldrig sagt: Nej! Den musik vil jeg ikke høre, dér vil jeg ikke hen, den tilstand vil jeg ikke være i? Eller har du altid taget imod et hvilket som helst univers ?
»Jeg har oplevet, at ’dér vil jeg ikke hen’. Uden decideret at overveje selvmordsforsøg, så har der været de ubevidste tendenser til at køre over for rødt lys i visse perioder, fordi det forekommer så uoverkommeligt at finde ud af, hvilket ben man skal bruge først til at komme ud af sengen med.«
»Du har sikkert hørt Heideggers begreb om skyld, vi kan ikke slippe for skyld – det har intet som helst med kristendom at gøre – men vi kan ikke slippe for skyld, fordi vi hele tiden fravælger noget. Det er jo en konstant svigte– og ikke-svigte-butik.
– At vi hele tiden mærker vores formåen og vores begrænsning – samtidig?
»Jo, og dér kommer så riften, en grund-rift som noget basalt u-leveligt, der transponeres. Det er jo i virkeligheden et forsvars-sår, som man før har brugt til at komme videre på, og som kunstneren så bruger for at kunne fortsætte. Søren Ulrik Thomsen har i en sluttet forsamling vovet at formulere en sand forblindelse, som jeg oplever hver gang, jeg er i gang med et større værk: ’Hvis jeg kommer til at afslutte det, som jeg nu er i gang med, så ved jeg, at jeg vil være fuldkommen lykkelig for altid.’«

Man spiser ikke middag med Per Nørgård uden at rejse ind og ud af indiske og indianske universer, man spiser dansk sommerbuk samtidig med, at der dukker synske ekkoer op i rummet fra William Blake, Gurdjieff, Carlos Castaneda. Arthur Koestlers Pilen i det blå og én af Per Nørgårds yndlingsforfattere, langelænderen Anker Larsen med De vises sten.
Men Per Nørgård er jo en intuitiv empiriker, for som hans kone siger: »Hvis nogen kommer og fortæller, at månen er faldet ned i haven, og at det er en grøn ost, så er Per den eneste, der går ud og tjekker.«
Derfor lyder der også igennem samtalen uafladelige taksigelser til forskellige videnskabsfolk såsom Gregory Bateson, der oven i alle de forfærdelige attributter, der kan tillægges mennesket i øvrigt, tilføjer: intelligens og kærlighedsevne, men også elegance. Denne attribut henrykker Per Nørgård, fordi det ikke bare appellerer til kampen mellem dig og mig, eller at vi hver især skal være så gode som muligt.
– Men der er en mulig koreografi imellem os, som gør, at det også er lidt skønt at opleve sig selv og hinanden i den bevægelse, livet er?
»Du skrev jo også, i din første bog, da feminismen kom, at det var o.k., men at det så var slut med legen. Du så klart, hvad prisen var.«
– Det er jo spændende, hvordan ’det kvindelige’ melder sig som et problem, en gåde, i hvert menneskeliv, og at det ikke er noget, der kan løses én gang for alle.
»Nej, og de udprægede subjektive løsninger har været dårlige løsninger og ikke særlig holdbare, og andre gange dybt originale eller frygtelige gentagelsesmønstre som hos en Strindberg. Hvorimod en Jesus eller Buddha karakteriseres ved et fravær af den problematik – og ikke på grund af fortrængning, for så er det jo ikke interessant. Men man kunne drømme om, at nogen mennesker når så vidt som til at se tomheden bag Buddhas smil. Der er jo historien om (operaen Siddharta 1974-79), hvordan Buddha vender tilbage på besøg i paladset og møder sin hustru igen, som han havde forladt.«
»Så siger han: Nu vil jeg gøre noget, som vil oprøre dig. Og så omfavner han hende. Og hun bliver oprørt. Regine Olsen og Søren Kierkegaard var slemt nok. Men Buddha havde forladt både kone og barn for at søge en anden virkelighed. Han havde løst sit kvindeproblem ved at hugge den gordiske knude over. Men den frigørelse fra hende bliver så opvejet af, at hun ved et kvantespring nu bliver så betaget af alt, hvad han kan fortælle. Derved er den skyld, der altid ligger mellem de to køn, som herses med af deres indiskutable drift til at gøre henholdvis det ene og det andet, forløst. Men hvis man forestiller sig en moraliseren vedrørende de to køn på Jesus-Buddha-plan, så ville der ikke blive født mange nye mennesker i denne verden, det kan man roligt sige.
– Blindheden er nødvendig. Uden uvidenhed kan kønskampen simpelt hen ikke lade sig gøre.
»Men hvis jeg havde haft den viden som 20-årig, vil jeg da håbe, at jeg havde været konsekvent og var blevet zen-munk, for så havde jeg jo indset, at hele det rollespil, der er forbundet med erotikken og forplantningen, er en dybt problematisk affære, styret af så dybe kræfter fra begge sider. Hele den vidunderlige illusion, der ligger i hele den vestlige kærlighedshistorie, Frauenliebe, Faust og Gretchen, Dichterliebe osv. Men at det er så spaltet, at man slet ikke indser, at den enorme passion, som er der, samtidig er naturens genialitet, kønnenes fantastiske kraft. Og det vil man dække over med ’My Love’«.
»Beatles og den donovanske kærlighedsfrigørelse fra 1960’erne virkede jo langt op i 70’erne, og det var en revolution, som jeg da ikke ville have været foruden.«
– Det var jo et kolossalt gennembrud af bevidsthed og livsudfoldelse, findes det mon stadig væk?
»Gennembruddet findes jo ikke, men at det ikke var nogen illusion, har f.eks. Erich Jantsch vist i sin forskning omkring det ’selvorganiserende univers’. Han skriver ligefrem, at perioden mellem slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne indtager en speciel stilling i det 20. århundredets historie. Kaos blev først påvist af en fysiker i 1968, ingen var interesserede, det blev publiceret i et obskurt meteorologisk tidsskrift. Feminismen, rock musikken ... det, man oplevede som kaos i den periode, viser sig ved de selvorganiserende systemer og meta-fluktationer at være en dyb orden.«
– I din egen livsproces har du vist også været inde på, at der kan være vækst, misvækst, død og vildvækst?
»Ja, vissenhed, forsinkelser ... det er det, jeg mener med at være forvalter. For hvis processerne kunne rummes i en intellektuel formel, ville det ikke være noget problem, men det er en kamp om, hvad man vil lade dominere, og det er jo nervepirrende. Jeg har haft den lære, at tilværelsen er baseret i depression, og at vi lever i et felt af organiske vibrationer mellem helende og dræbende kræfter. Jeg har erfaret udødelighedens absolutte vished og latterligheden ved, at det er ’lørdag eftermiddag’.«
– Altså, at hverken alder eller død er noget kronologisk i tid, men noget der sker hele tiden?
»Det afgørende er, at du oplever dødens nødvendighed i alt, hvad du beskæftiger dig med – og som komponist kan jeg jo ikke undgå at vide, at hvert værk, jeg sætter i gang, er dømt til døden. For det skal jo holde op, eller ville det bare være sådan en la-la-masse. Det er jo netop afslutningernes og formningernes besynderlige lovmæssighed. Hvis du får tillid til, at de omfatter alt, og du selv har del i alt, så bliver dødsbegrebet også knyttet til alle dine daglige gøremål. Når denne her middag er færdig, er det døden for dette hyggelige og ejendommelige samvær mellem os to. Vi kan arrangere hvad som helst, men vi får ikke sådan ét til.«
Der er sket en mystisk ting i hans liv, og det gør det svært at snakke om, selv om man nu er begyndt at studere nogle sammenhænge rundt omkring på universiteterne.
– Taler vi om synkronicitet?
»Vi taler om det begreb, der kom i verden, da jeg fandt uendelighedsrækken i 1959 efter at have søgt noget, jeg ikke vidste var. En vild drøm, jeg havde som 17-årig om en musik, der omsluttede al musik. Det ville jeg aldrig have vovet at sige for 20 år siden, men nu er jeg så gammel, at nu kan jeg være ligeglad. Jeg søgte jo efter det i flere år, hvilket man kan påvise i min musik. Der var noget, jeg var på vej imod. Men jeg publicerer det første gang i 1968 i værket Voyage into the Golden Screen tituleret efter en sang af Donovan.«
Vi taler om Nørgårds opdagelse, og jeg føler hele tiden, at gralen bæres forbi, mens jeg blundede. Hvor var mysteriet? Eller er det allerede forbi? Per Nørgård forklarer, at han ikke modellerer musikken efter nogen teori, han går aldrig ud fra uendelighedsrækken (som rent grafisk ligner det livstegn eller det dna-stempel, som sneglene bærer rundt på, når de vandrer rundt i Ingemanns salmer), tværtimod ser han bort fra uendelighedsrækken. Men den melder sig undervejs som en vibration, der ikke har noget med tonalitet at gøre, men et vibrerende felt af mangedimensionale muligheder og lyn, og det kan aldrig udtømmes.
Det rystende er i og for sig, at det, som Per Nørgård opdager, er der allerede, nu og nu og nu, og det er lige så radikalt som den astronom, der hævder, at hele universet i virkeligheden er en eneste partikel, der bare farer så hurtigt rundt, at den kan ramme Sirius og ens næsetip samtidig. Afslutningsvis rammer partiklen fænomenet jordbær, og vi taler om, at det stadig er muligt med landevejshandel, baseret på tillid, og at de små madkasser, vi lægger pengene i, ikke bliver røvet af bander, som det ville ske i en Doris Lessingsk dystopi.

Per Nørgård er ikke bare et serafisk menneske, men i allerhøjeste grad jordbunden, derfor spørger jeg ham, hvad han mener om tiden, som den materialiserer sig i øjeblikket: – Et epokeskred?
»Ja, afgjort. McLuhans utopi om den globale landsby har jo vist sig at være en dystopi. Hele internettet og medieverdenens spejlsystemer betyder, at alle mennesker kan påvirkes samtidig af alle, og at den rige verden konstant bliver overvåget af ni tiendedele af verden, der egentlig godt kunne tænke sig at prøve sådan noget også. Virkningen af alt det har overskredet en bestemt grænse, hvor der så sker noget andet. Vi ved fra levende kolonier af bakterier, at hvis de ikke klarer en krise, så dør de ud, men hvis de klarer den, transformeres de til en ny struktur.«
– Er det sådan en prøve, vi er på?
»Ja, den viser sig i information som dynd, alt det forbryderiske og de perverterede verdener kommer sivende alle steder fra. Alt, hvad der var fortrængt i den borgerlige verden, kan nu gennemføres, pædofiliringe, selvmorder-sekter, ekstremist-militser, mordergrupper, hvad som helst. Det er jo en revolution! Pandoras æske. Nu har man åbnet for alle de onde ånder, kan verden så bære det, et globalt Jonestown?«
»Og vi har på verdensplan ingen modstand! Hvad skulle det være for en censurerende, kontrollerende, afbalancerende instans? Skrækvisionen bliver klar for os omkring år 2000. Efter super-ideologiernes fald har vi så fået tre konkurrerende, fundamentalistiske svar, som jeg indrømmer ikke er lovende.«
»Det ene er et folk, udvalgt af Gud, det andet har simpelt hen Guds egen søn som sin fører, og det tredje har Guds egne ord for, hvad der er sandt.«
»Og hvert af svarene rummer kimen til de andres udslettelse. Og hvert af svarene er tæt forbundet, rent arkitektonisk, i den samme by, Jerusalem.«

Til sidst taler vi om det rædselscenarium, der i øjeblikket åbenbarer sig, og jeg får den tanke – ud fra Per Nørgårds musik, selv om hans livsværk ikke er specielt moralsk – at samme rædselsvision måske samtidig er menneskehedens første reelle chance for at lære, hvordan vi skal leve sammen på jorden, fordi vi både fysisk og mentalt kommer til at mærke, hvor tæt vi er på hinanden.
Og hvis vi skal lære at være her alle sammen uden ideologier som styrepind, uden fascisme og fundamentalisme, så må vi på lang sigt have tillid til de ’selvorganiserende systemer’, og det betyder –
– At vores eneste chance i virkeligheden er at omgås – musikalsk?
»Ja, hvis du forestiller dig musikken som det sted, der hele tiden giver dig alternative tolkninger i rytmiske strømme og melodiske forløb.«
Supernovaen strømmer videre – på damecykel. I stedet for lygte har han en lyserød blomst. Måtte han finde vejen. En af dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu