Læsetid: 4 min.

Taber med pomp og pragt

Om dengang Elton John gav Rod Stewart en ægte Rembrandt, og Klaus Riskær konstituerede fransk lovgivning
19. juli 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Der var engang, hvor det hed sig, at Peter Brixtofte havde en ualmindelig god smag for rødvin. En mand med stil.
Nu kalder man ham alkoholiker. Han er blevet degraderet og fotograferet så tæt på, at man har bemærket en insisterende kulør, som ikke bare kommer fra solen i Spanien.
Søndag aften på TV2 Zulu inviterede til den tanke, at Peter Brixtofte måske skulle have lavet popmusik i stedet for udviklingskommuner. Kanalen bragte et engelsk portræt af den grimme mand med de mange briller: Elton John. Og det viste sig i løbet af udsendelsen, at det, som var uhæderligt i Brixtoftes tilfælde, blev påskønnet og kærligt kommenteret af Eltons venner. Rod Stewart fortalte for eksempel om Eltons ufattelige råstyrke.
De to kunne sammen drikke og tage stoffer indtil klokken otte om morgenen. Og når Rod var ved at miste pusten, foreslog Elton, at de kørte igennem indtil klokken 15, hvor de kunne tage en drink, mens de overværede Eltons eget fodboldhold, Watford, spille i den næstbedste række. Man mindedes uvilkårligt historier om Brixtoftes lange seje ture, der endte dagen efter med rødvin i papkrus og en plads på tilskuerpladserne til Brixtoftes eget holds kamp i den næstbedste danske række.

At være popstjerne
Og Eltons venner og kolleger havde ikke slået hånden af ham. De så heller ikke så slidte ud som Brixtoftes kolleger i Venstre, selv om de havde været med til meget af lidt af hvert. Cliff Richard lignede en sportsmand midt i 30’erne, Rod Stewart så faktisk endnu yngre ud, end dengang han var ung, og Sting var bare lækker. De fortalte om de hårde år, nedturene, og de grinede så meget, at man ikke var i tvivl om, at det alligevel havde været temmelig morsomt.
Generelt blev Elton fremhævet som et usædvanligt generøst menneske. Engang havde Rod Stewart bestemt sig for virkelig at købe noget dyrt til Elton. Denne gang ville han overtrumfe vennen. Han ville vinde julekonkurrencen om, hvem der gav den dyreste gave. Så han fandt et behændigt mobilt køleskab og pakkede det sejrsikkert ind i julepapir.
»Jeg var sikker på, at jeg havde købt den bedste gave. Og så kom Elton og forærede mig en ægte Rembrandt.«
Moralen søndag aften på TV2 Zulu var klar: Det er sjovt at leve som popstjerne. Hvis man altså er popstjerne.
Klaus Riskær var i slutningen af 80’erne indbegrebet af det, det drejede sig om at være i slutningen af 80’erne:
Han var en vinder. Noget nær det nærmeste, vi kom en dansk yuppiehelt. I sidste uge viste den store vinder sig som en heroisk taber. 10 års fald kulminerede ved en fransk domstol, hvor han blev idømt et års fængsel og en bøde på 150.000 euro.
Og Riskær fortalte bagefter, at han ville tage sin dom som en mand. Han sagde, at han var sikker på, at folk ville se ham i ’buret’.
Hvis ikke det skete nu, ville de få ham siden. Så han valgte at acceptere sin dom. Man fik det indtryk, at det snarere var janteloven og en gigantisk konspiration mod den store entreprenør end fransk lovgivning, som dommeren i Paris håndhævede. Det var heroisk af Riskær at acceptere den dom. Derved konstituerede han fransk lovgivning, og det burde de jo være glade for i Frankrig.

Dyrt at leve
Tirsdag gentog en sund og smuk Riskær i Profilen på Danmarks Radio, at han ville tage sin dom som en mand. Det var en hård dom, og flere havde betroet ham, at den ikke ville holde ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Og Riskærs advokater havde forberedt en appelsag og et forsvar til pressen. Som han selv sagde til Kurt Strand, som han bare kaldte Kurt:
»Jeg kunne sagtens stå og sparke den til hjørne i fem år.«
Men denne heroiske ener valgte altså at acceptere sin skæbne. Så var der selvfølgelig spørgsmålet om kreditorerne. Riskær får jo p.t. en månedsløn på hen ved 290.000.
Men som han sagde: Det var øremærkede penge. Så meget koster det altså at holde en dyr hest i manegen. Kurt mente, at Klaus jo heller ikke ligefrem boede på en ussel adresse i London. Her blev Klaus, der ellers var i godt humør og korte ærmer, lidt sur:
»Hvorfor skulle jeg bo på en ussel adresse? Hvorfor? Det ville da være fuldstændig sindssygt.«
Og så kom idealisten op i eneren, for det var jo latterligt så få penge, almindelige danskere disponerer over hver måned.
Man skulle tro, det var i Østeuropa før Murens fald. Skatten og systemet gjorde det umuligt at leve i Danmark.
Men heldigvis ikke i London. Og når Riskær engang er færdig med at sidde i fængsel, kunne man håbe, at han kommer til at fejre jul med Elton.
For spørgsmålet er, om ikke Riskær kan vinde den konkurrence, som Rod Stewart tabte. Den sejr ville gøre os fattige danskere stolte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu