Læsetid: 9 min.

Tag hjem til Palæstina

Libanon er et elendigt værtsland for de palæstinensiske flygtninge. De har ikke adgang til det libanesiske samfund – tværtimod gør libaneserne, hvad de kan for at chikanere dem til at forsvinde. Situationen er et skræmmeeksempel på, hvor problematiske flygtningene er for Israels nabolande
13. juli 2002

BEIRUT/SIDON – Palæstinenserne i Libanon har givet op. De er ikke velkomne i Libanon, de bliver det aldrig og der er ikke udsigt til, at deres situation bliver bedre. Der er derfor ikke længere noget formål med at prøve at forbedre deres håbløse situation. For det er håbløst at være palæstinenser i Libanon. Langt de fleste af landets mere end 380.000 registrerede flygtninge bor i lejre spredt over hele landet og kun ganske få er flyttet ud og blevet en del af det libanesiske samfund. Dem det er lykkedes for er enten kristne og dermed i trosfællesskab med dem, der sidder på det meste af magten eller også har de haft så mange penge med sig, at de har haft råd til at få et hus uden for lejrene.
For alle de andre byder tilværelsen på kummerlige forhold i trange, overbefolkede lejre, dårlige jobmuligheder og ingen perspektiver for fremtiden. I 15 år sloges palæstinenserne med stort set alle de andre etniske og religiøse grupper i Libanon plus de regionale stormagter Israel og Syrien. Tusinder blev dræbt og endnu flere drevet på flugt, men ligemeget hjalp det: Situationen for palæstinenserne er værre i dag 14 år efter borgerkrigen sluttede, end den var inden den begyndte i 1975.
Dalal Mahmoud al-Anas er mor til syv og græsenke til en mand, der er væk i månedsvis som chauffør i det sydlige Libanon. Alle børnene går i skole hos FN’s nødhjælpsorganisation for de palæstinensiske flygtninge, UNRWA.
»Tidligere var det godt at bo i Libanon. Nu er det dårligt. Vi er ikke velkomne i Libanon. Jeg bliver chikaneret i butikkerne, hvis de ved, jeg er palæstinenser. ’Tag hjem til dit land. Dette er ikke dit land,’ siger de. Før krigen var der arbejde, men det er der ikke længere nu. Samtidig får vi også mindre hjælp fra UNRWA,« siger hun og tilføjer, at hun jo også havde færre børn tidligere.
»Min mand er eneste søn i sin familie, så han vil gerne have mange børn,« Dalal Mahmoud al-Anas med et forlegent smil.
Hun bor i Bourj el-Borajneh-flygtningelejren i det sydlige Beirut. Husene ligger så tæt som teltene på en Roskilde Festival. Stierne mellem husene er hullede og våde af dryppende vand fra de mange rør og ledninger, der løber langs væggene oven på stierne og forsyner beboerne med vand. Hele lejren er bygget af gråt og brunt beton og bærer tydeligt præg af, at behovet for mere plads er vokset med tiden. Da der ikke har været plads til at udvide i bredden, er der i stedet gjort plads til familieforøgelserne i højden. De engang lave huse er derfor forsynet med skæve tilbygninger i første og anden sals højde.
Husene ligger så tæt, at sol og frisk luft aldrig når ind i stueetagerne, men da familierne ikke har nogen mulighed for at flytte, er kronisk astma et stort problem i lejren, forklarer Dr. Mohammed Khatib, der er den ene af lejrens to læger til 14.000 potentielle patienter.
Mellem husene ligger små forretninger, der sælger grøntsager, shampoo og diverse købmandsvarer. Herfra stiger duftene af krydderier og blander sig med den sødlige lugt af vandpibernes frugttobak og lugten af brændt plastik fra et bål.
Børnene har ingen steder at lege uden for husene. Så de må enten blive indendøre sammen med forældrene eller fordrive tiden på lejrens stier og veje.
Fra husene hænger vasketøj side om side med flagene fra de forskellige palæstinensiske og libanesiske militser. Hizbollahs er gult, Hamas’ er grønt og PFLP’s er rødt. På væggene har militsernes sympatisører sprayet billeder af palæstinenserlederen Yasser Arafat og Syriens afdøde diktator Hafez al-Assad, der var en af palæstinensernes ihærdigste støtter.
Andre steder hænger plakater med meddelelsen om Jibril Jibrils død. Han var søn af PFLP-lederen Ahmed Jibril og blev dræbt af en bilbombe i Beirut i slutningen af maj måned. Plakaterne anklager rutinemæsigt Israel for at have stået bag bomben.

70 forbudte erhverv
Den jødiske stat er det evigt tilbagevendene samlingspunkt for de uendelige palæstinensiske frustrationer over deres udsigtsløse liv. Fra sin plastikstol i et hjørne af Ain El Hilweh-flygtningelejren i Sidon i det sydlige Libanon ser verden ondskabsfuld ud for 74-årige Abdel Achmed Rahman. Han har været flygtning, siden han 21 år gammel flygtede fra Palæstina. Fra stolen i lejrens slum af snavsede gader, osende biler og trøstesløse betonhuse er der ingen tvivl om, hvis skyld palæstinensernes fortsatte ulykke er.
»Zionisterne og USA har rottet sig sammen. Deres propaganda er meget bedre end arabernes. Jeg har selv set det, da jeg var i Houston, Texas. Jøderne ejer det hele,« klager den gamle mand.
Men sagen er, at palæstinenserne i Libanon kun har ganske lidt at takke deres værtsland for, for på mange måder bliver palæstinenserne behandlet lige så dårligt i Libanon, som de gør i Israel. Naturligvis er der væsentlige forskelle, men i dagligdagen ligner den faktiske situation i flygtningelejrene i de besatte områder og den i Libanon hinanden.
I Libanon har regeringen udarbejdet en liste med over 70 erhverv, en udlænding ikke må besidde. Listen omfatter alt lige fra taxachauffør til lærer og læge. Reglen rammer i princippet alle udlændinge, men der er den undtagelse, at statsborgere fra lande, der tillader libanesere, at have det samme erhverv, er undtaget fra reglen. En fransk læge kan derfor arbejde i Libanon, hvis libanesere kan arbejde som læger i Frankrig. I praksis betyder det, at reglen kun rammer palæstinenserne.
Selv i de allerusleste erhverv vil libaneserne helst være fri for palæstinenserne. Det er derfor nigerianere, syrere og andre gæstearbejdere, der fejer gaderne og henter skraldet i Beirut, frem for blot nogle af de 380.000 palæstinensere, der er ved at gå til af kedsomhed i deres flygtningelejre.
Libanon modsætter sig også enhver form for integration af palæstinenserne i det libanesiske samfund. Officielt fordi det er i palæstinensernes egen interesse ikke at gro alt for meget fast i Libanon, da de jo på sigt skal vende tilbage til deres hjemland. Palæstinenserne har således lov til at gå i libanesiske skoler, men kun hvis der er plads, og det er der aldrig, når en palæstinenser spørger. UNRWA står derfor for skolegangen for de palæstinensiske børn, men går stille med dørene. Organisationen er et nemt offer for kritik fra libaneserne, der beskylder den for at tjene Israels sag ved at skabe mere permanente forhold for palæstinenserne i Libanon.
»Den libanesiske regering behandler os meget dårligt. Vi er belejret i flygtningelejre med dårlig infrastruktur og uden almindelige fornødenheder. Regeringen har ikke givet os nogen hjælp siden 1970,« siger Jamal Issa, der arbejder i PLO’s pressekontor i Libanon.

Det er palæstinensernes skyld
Ved ind- og udkørslen til Ain el-Hilweh-lejren har den libanesiske hær opstillet check-points, hvor alle biler bliver standset og undersøgt. Gemt bag lidt buskads og seks olietønder malet i de rød-hvide libanesiske farver stikker en tank den ene larvefod frem forneden, mens kanonløbet lidt længere oppe kigger ud over tønderne med retning mod lejren. Tilsyneladende ser soldaterne ikke efter noget bestemt, og palæstinenserne er derfor ikke i tvivl om, at kontrolposterne kun tjener det formål at huske dem på, at de ikke er velkomne.
Selv om den libanesiske regerings officielle forklaring er, at det er i palæstinensernes egen interesse at blive i lejrene, er den virkelige årsag en anden. Libaneserne, der ellers ikke er enige om ret meget andet, er nemlig temmelig enige om, at det først og fremmest er palæstinensernes skyld, at landet blev trukket gennem 15 års blodig borgerkrig.
»Vi var de første til at invitere palæstinenserne indenfor, men de prøvede at overtage Libanon. Derfor kan vi ikke lide dem,« siger Halim, en kristen libaneser.
Glemt er, at landets øvrige befolkningsgrupper også slog hinanden ihjel før palæstinenserne kom til i slutningen af 1940’erne.
Uberettiget eller ej er palæstinenserne uglesete blandt stort set alle Libanons øvrige befolkningsgrupper. Men en integration af 380.000 palæstinensere, der overvejende er sunni-muslimer, ville også rykke gevaldigt ved den skrøbelige balance mellem religionerne i Libanon. Det er derfor i Libanons interesse at holde palæstinenserne ude af samfundet og på sigt få sendt dem tilbage, til hvor de kom fra.
Uanset hvilken løsning fremtiden bringer på Israel-Palæstina-konflikten regner ingen med, at alle de palæstinensiske flygtninge kan vende tilbage til hverken Israel eller det fremtidige Palæstina. Men det bliver heller ikke aktuelt, mener Jamal Issa fra PLO og demonstrerer et en overraskende realitetssans.
»Alle skal have retten til at vende tilbage, men det vil de ikke kunne alle sammen. Det er praktisk umuligt. Mange er knyttede til de lande, de bor i nu og vil derfor ikke rejse. Alle vil selvfølgelig sige, at de vil vende tilbage, men det vil være svært for både os og israelerne,« siger han og forklarer, at de fleste flygtninge i Libanon nok ville vende tilbage, mens det ikke er tilfældet for flygtningene i Syrien og Jordan, hvor vilkårerne er mærkbart bedre – for slet ikke at tale om alle flygtningene i resten af verden.
»Vi vil bare have en retfærdig løsning, og Israel skal anerkende deres ansvar for vores eksil.«
Dalal Mahmoud al-Anas i Bourj el-Borajneh-lejren ved Beirut har aldrig selv været i det Palæstina hun opdrager sine børn til at elske, og som hun selv ville dø for at få lov at vende tilbage til. Hendes forældre kommer fra en lille landsby nær Accre i det nordlige Israel - mindre end to timers kørsel fra Beirut. Hun er født i Libanon, har kun hørt om Palæstina og hendes forældres landsby er ødelagt, siger folk der har været der. De fandt kun nogle få ruiner. Alligevel er hun ikke et øjeblik i tvivl om, hvor smukt der er i Palæstina, og hun kunne ikke drømme om at tage til Europa eller USA for at komme væk fra trøstesløsheden i Bourj el-Borajneh og skabe sig en bedre tilværelse.
»Jeg har familie i Danmark i Odense. De har det ikke godt. De kan blive smidt ud når som helst og når de kommer her på ferie kan jeg se, at de har glemt at være palæstinensere. De har glemt traditionerne og børnene taler dansk i stedet for arabisk,« siger Dalal Mahmoud al-Ansa.
Hendes søn Hussein Mohammed Safadi på 13 år er mere optaget af at droppe skolen og få et arbejde på en aluminiumsfabrik end at deltage aktivt i kampen til Palæstinas befrielse, sådan som hans jævnaldrende er det i flygtningelejrene på Vestbredden og i Gaza.
»Men jeg vil ikke til Danmark. For hvad nu hvis grænserne til Palæstina bliver åbnet...,« siger han.

*Læs mere om palæstinensernes situation på www.unrwa.org

*Dette er den sjette artikel i en serie fra Libanon. De tidligere artikler har været bragt den 22., 25., 27. juni, den 1. og 5. juli. Serien er hermed slut

FAKTA
Flygtningeproblemet
*Mens palæstinenserne i Jordan og Syrien kan lade sig opsuge af de respektive samfund og i vidt omfang tage del i de goder og pligter, landene også tilbyder deres egne befolkninger, er situationen meget anderledes i Libanon. Her anklages palæstinenserne for at være roden til det meste onde, landet har været igennem, og libaneserne er ikke indstillede på at gøre noget som helst for at lette deres flygtningetilværelse.
*Flygtningeproblemet er en af de store sten på vejen mod en endelig løsning på Israel-Palæstina-konflikten. Palæstinenserne har hidtil fastholdt, at alle palæstinensere skal have ret til at vende hjem, mens Israel har nægtet at modtage mere end højest et symbolsk antal. For både libanesere og palæstinensere er tanken om det sidste ubærlig. mss

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu