Læsetid: 4 min.

Tilbage til det enkle

Bruce Springsteen har for første gang siden 1984 indspillet et helt album af nye sange med The E Street Band
26. juli 2002

Ny cd
Det har været med blandede følelser, jeg har læst de interviews, Bruce Springsteen har givet i anledning af det nye album The Rising. Gang på gang har han betonet, hvilken indvirkning begivenhederne den 11. september har haft på ham som menneske og sangskriver. Det første er forståeligt. Det andet gjorde mig betænkelig.
Intet er nemlig så ubærligt som Kleenex-sponsoreret patriotisme born in the U.S.A., og en hel plade af den slags kunne på forhånd – næsten – gøre mig til al-Qaeda-terrorist. Jeg burde have vidst bedre.
The Rising er Bruce Springsteens første studiealbum med The E Street Band siden 1984. Dengang blev han et globalt fænomen på en misforstået tolkning af titelsangen, som alle hørte som en ny cowboyblå fædrelandssang. I virkeligheden var den en protestsang mod den hule, undertrykkende patriotisme, som også fyldte en del i det mentale klima efter 11. september.
På samme måde falder Springsteen ikke for fristelsen til at lade sig forlede af den hang til patos, der altid har luret lige om hjørnet i hans musik.
Tværtimod er han til forsoning. Som når han på »Worlds Apart« lader sig akkompagnere – af alle – af den pakistanske sufisanger Asif Ali Khan i en orientalsk-inspireret sang om, at vi nok er langt fra hinanden, men ikke længere end en omfavnelse væk.
Der er andre sange, der udspringer af hans sorg over 11. september, og de er ikke nær så levedygtige, selv om man kan ikke frakende hans rockiscensættelse af »I Shall Be Released«, »My City Of Ruins«, en vis engangslighterappel, men bruger man kun den fortolkningsoptik på cd’en, snyder man sig selv. De amerikanske anmeldelser handler, måske meget forståeligt, ikke om andet end sangenes mere eller mindre skjulte kommentarer til terrorudåden.
Men det er også, og først og fremmest, 15 sange om at blive væk fra hinanden, kæmpe sig tilbage til hinanden for så at genfinde meningen med det hele i fællesskabet, hvad enten det er mellem to eller flere. Lyder det enkelt? Det er det også. Lyder det smukt? Det er det. Lyder det livsbekræftende? Som Jalabert i udbrud eller som regn i en ørken.
Luftguitarister går forgæves her. Der er vel næppe en reel guitarsolo på pladen. Istedet har Springsteen, The E Street Band og produceren Brendan O’Brien (Pearl Jam og Rage Again The Machine) skabt en fuldtonende, sammenvævet, hovedtelefonvenlig lyd, der bader vellystigt i selve ideen om at lade Phil Spector producere Springsteen. Wall of sound næsten genopført som ville han rejse et World Trade Center af rock. Keyboardspillerne Danny Federici og Roy Bittan maler med de bredeste, men alligevel præcise pensler, mens Max
Weinberg igen beviser, at håndgjort trommespil af den finesse og tyngde kortslutter alskens elektronik.
Springsteen selv synger, som har han genfundet sin indre nerve. Han er ikke bare det levendegjorte ikon. Han stiller sig i sangenes tje-
neste. Resultatet er både overbevisende og til tider ret overvældende. Der anslås en ny tone på de hudnære intime bekendelser om en ensomhed så dyb som graven – »You’re Missing« er en af dem:

Morning is morning
the evening falls
I got too much room
in my bed
too many phone calls ...

God’s drifting in heaven
devil’s in the mailbox
I got dust on my shoes
nothing but teardrops

Og på den lige så lavmælte »Paradise« hylder Springsteen med ekkoer af »Greensleeves« den evighed, der kan være i selv det korteste kys, en følelse så fuldstændig, at man(d) tit lader sig forlede til at tro, at man kan finde den igen og igen.
Den personlige investering til trods – og pladen rummer mange andre eksempler på at voksne også kan være bange uden at flæbe – er det alligevel livsmodet, jublen over selve det at være til, der er Springsteens måde at afmontere mismodet på.
En sang som »Mary’s Place« fremskriver »Rosalita« i et nyt årtusinde, så det må blive en showstopper på den kommende turne, og »Waiting On A Sunny Day« kunne i al sin stædige enfoldighed og frodige melodiske tekstur være skrevet af Brian Wilson. Det samme gælder for »Let’s Be Friends«, der griber dagen og ikke giver slip. Her forstår man, hvad Springsteen mente, da han forleden til New York Times sagde: »The verses are the blues, the chorus is the gospel.«
Kalder noget på tårer på The Rising er det ikke den lidt for beregnende chauvinisme, nogen prøver at indskrive Bruce Springsteen i, men selve den simple kendsgerning, at en mangemillionær stadig kan synge, som om hans fremtid afhænger af det. Det er faktisk lige til at tude af rørelse og begejstring over. Læg dig, gåsehud! Læg dig.

*Bruce Springsteen & The E Street Band: The Rising. Producer: Brendan O’Brien. Sony. Udkommer på mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her