Læsetid: 10 min.

Tour, sprut og stoffer

Uden Jan Ullrich, der meldte afbrud til Tour de France allerede i maj, og som i onsdags blev afsløret for brug af speed til festbrug, ligner verdens vigtigste cykelløb en paradekørsel for den tredobbelte vinder Lance Armstrong. Sådan behøver det ikke at gå
6. juli 2002

Uden Jan Ullrich, der meldte afbrud til Tour de France allerede i maj, og som i onsdags blev afsløret for brug af speed til festbrug, ligner verdens
vigtigste cykelløb en paradekørsel for den tredobbelte vinder Lance Armstrong. Sådan behøver det ikke at gå

Natten til den 1. maj var Jan Ullrich i byen med en ven og i kvindeligt selskab, som det så diskret hed i avisoverskrifterne de følgende dage, efter at Tour de France-vinderen fra 1997 med sin Porsche havde torpederet et cykelstativ foran banegården i Freiburg i en brandert. 1,41 målte man hans promille til, efter at han var flygtet fra gerningsstedet, og han har måttet betale med 70 klækkelige dagbøder og inddragelse af kørekortet.
I onsdags bragte det 28-årige cykelfænomen sig så i overskrifterne igen, da Frankfurter Allgemeine og det tyske telegrambureau DPA kunne afsløre, at Ullrich den 12. juni havde fået besøg af en uanmeldt dopingkontrol på den genoptræningsklinik ved Tegernsee i Sydtyskland, hvor han befandt sig efter en knæoperation, og prøven viste spor af amfetamin.
Sprut den ene måned og speed den næste. Ingen af tilfældene har med doping at gøre, men kaster alligevel skygger ind over det Tour de France, som starter i Luxembourg i dag lørdag, og som allerede inden Jan Ullrichs seneste eskapade er blevet vurderet i lyset af hans fravær. Han var den naturlige udfordrer til de seneste tre års vinder Lance Armstrong, som han har været det i både 2000 og 2001, hvor han er blevet nummer to efter amerikaneren. Det var duellen Amstrong-Ullrich, man kunne se frem til, indtil det i foråret blev klart, at tyskerens dårlige højre knæ ikke ville tillade ham at stille op overhovedet. Efter et operativt indgreb i knæet og fjernelse af to slimsæksfolder.
I en idrætsmand på blot 28 år er det nok for tidligt at se en tragisk skæbne. Men en skitse til selvforskyldt uføre, måske ligefrem selvdestruktion tegner sig.
Jan Ullrich blev amatørverdensmester i Oslo i 1993, og knægten fra Rostock, opvokset i DDR’s idrætssystem, blev fra første færd regnet for en unik naturbegavelse på en racercykel. I 1996 kom han på Team Deutsche Telekoms Tour de France mandskab i sidste øjeblik – på bekostning af danske Peter Meinert – men på trods af, at han skulle føres langsomt frem, blev han og holdkaptajnen Bjarne Riis den Tours store skikkelser. Riis vandt som bekendt. Ullrich blev nummer to efter at have udført et stort hjælpearbejde undervejs og vundet den afsluttende enkeltstart. Året efter detroniserede Ullrich sin kaptajn ved simpelthen at køre stærkere end Riis og vandt Tour de France. De såkaldte eksperter var enige om, at man her stod foran en 23-årig, der i teorien ville kunne genvinde Tour de France de næste ti år, for indlysende konkurrenter var ikke i sigte. Men i dopingskandale-året 1998 måtte han bøje sig for Marco Pantani efter et regulært kollaps på den afgørende bjergetape over Gallibier i uvejr, i 1999 deltog han ikke på grund af en skade, men da var Lance Armstrong allerede dukket op som den nye uovervindelige. Jan Ullrich, som man havde spået en karriere som Merckx’s eller Indurains, blev med hidtil fire andenpladser i Tour de France reduceret til den evige toer.
I Tour de France vil man gerne se dueller mellem ryttere med vidt forskellige egenskaber. De seje, tempostærke, der også kan forsvare sig i bjergene i et kontrolleret tråd, mod de anarkistisk angribende klatrere. Sådan vil historien og traditionen, men det er få gange, at en udpræget bjergrytter, klatrer, grimpeur, har vundet. Oftest vindes Tour de France og de store etapeløb i Italien og Spanien af komplette ryttere, som det hedder. Både Ullrich og Armstrong er komplette ryttere – men der holder ligheden på alle måder så også op.
Da Lance Armstrong vendte tilbage til livet og cyklingen efter at have overlevet kemoterapi og kræftoperation var det med en måde at cykle på, som han altid havde brugt, men som han havde videreudviklet ved lang tids metodisk træning: Han pedallerede i let gear med mange pedalomdrejninger i stedet for at træde et tungt gear med få. Det er i cykelsporten ikke nogen nyhed, men fra at være en måde at køre på, som var individuelt bestemt af temperament, vane og fysik, blev Armstrongs hvirvlende ben i let gear med høj kadence skoledannende. Fordi han vandt. Og fordi, det er en måde at køre på, som er mere skånsom mod benene.
Jan Ullrich trådte fortsat et mægtigt gear med stor kraft. På den store klinge, som det hed som en udmærkelse, da Bjarne Riis praktiserede at køre stejlt opad i monstrøse gear. Ullrich blev efter sit nederlag til Armstrong sidste år spurgt om det nu ikke var tiden til at lægge stilen om, men det afviste han kategorisk: Han kørte, som han nu kunne, og skulle han slå Armstrong ville det være ved at blive endnu bedre til at træde det store gear. Noget kan tyde på, at det har været medvirkende årsag til den knæskade, som inden spritkørsel og discospeed havde tvunget ham til afbud.
Jan Ullrich har, efter hvad han selv siger, fået sin skade ved at arbejde for hårdt med benpresseren under vinterens styrketræning med de redskaber, som enhver fitness-motionist kender. Hans kørestil er i forvejen stærkt knæbelastende, og en forcering af at udvikle endnu mere muskelkraft i benene under vintertræningen har været for meget. Det er en mulighed. Der er ingen lægebulletiner, der bekræfter det.

Spritkørslen og amfetaminen er en anden sag. Jan Ullrich indstillede sig hurtigt på, at hans come back kunne blive Spanien Rundt i september, men sandsynligvis først til næste år. Og hvad skulle han så lave i mellemtiden andet end vædre cykelstativer og feste lidt?
Det er i hvert fald hans personlige læge Dr. Birnessers hovedrystende forklaring. Ullrich var i en fase af sin genoptræning, hvor han joggede under vand i et bassin, da dopingkontrollen kom. Amfetamin som præstationsforbedrende stimulans har han ikke brug for til noget som helst, for han skal ikke præstere noget. Dr. Birnesser fortalte i torsdags til det tyske magsin Radsport News, at Jan Ullrich har for mange »gode« venner – anførselstegnene er hans – som han nok har indsnuset en bane eller to med ved en glad aften.
Samme holdning indtog direktøren for Tour de France, Jean-Marie Leblanc, da nyheden om amfetaminfundet hos Ullrich nåede ham. Det viser de uanmeldte dopingkontrollers effektivitet, sagde han. Han var skuffet over det skete, men ville på det foreliggende ikke betragte sagen som en dopingsag, der ville kunne udelukke Jan Ullrich fra næste års Tour de France.
Men Tour-direktøren rammer et ømt punkt: Ingen idrætsfolk kan vide sig sikre for den stadigt mere omfattende og effektive kontrol uden for konkurrence. Det vidner også sagen Simoni om. Giro d’Italia vinderen fra sidste år blev uanmeldt kontrolleret den 24. april, dagen før et mindre cykelløb, og man konstaterede indtagelse af kokain i hans krop. Men hvad cykelrytteren skulle med en hurtigt nedbrudt stimulans dagen før et løb, forbliver en gåde, som Simonis skiftende forklaringer om et tandlægebesøg, et peruviansk bolsje eller sin tantes urtete ikke kan løse. De uanmeldte kontroller kan have stor afskrækkende effekt og derved give løfter om et renere cykelløb, men er det doping, hvis en idrætsmand fylder sig med sprut og sjove stoffer uden for konkurrence og uden, at dette kan have andet end negativ indflydelse på præstationen?
Man kan undre sig over, at en mand, der kører i Porsche, bruger fattigmandscoke og ikke den rene vare, men amfetaminfundet kan selvfølgelig også skyldes, at stoffet er grundbestanddel i en smart designerdrug, som de gode venner har skullet prøve.
Som doping bliver det betraget. Ullrich får en karantæne, hvis B-prøven bekræfter positiviteten, og så nytter det ikke noget, at stoffet er indtaget, mens han joggede halvinvalid rundt i et genoptræningsbassin og ikke konkurrerede med Lance Armstrong på en fransk landevej.
Skaden for ham er større. Det tyske teleselskab, som er hovedsponsor for hans arbejdsgiver, og som nu skal drive cykelholdet i en fælles sponsorering af fodboldklubben FC Bayern München er som ventet ikke glade for affæren. Walter Godefroot, som er ejer af det Telekom-sponserede cykelhold og den, der opdagde Ullrich, har længe været godt træt af sin myndlings useriøse levevis og manglende ydelser, og en kontraktforlængelse kan være meget uvis. Cykelsportens tidligere wonderboy er lige nu rigtigt langt ude.
Og for cykelsporten selv, for Tour de France lige nu, er det endnu et hak i et skrammet image, fordi man ikke kan forvente, at folk skal kunne skelne mellem stof til fritidsbrug og stoffer til præstationsforbedring i konkurrence.

Lance Armstrong sniffer hverken coke eller amfetamin og drikker sig ikke skidefuld. I hvert fald ikke så det bliver offentligt kendt. Hans image er kræftovervindelsens, dødsfornægtelsens og den målrettede ambitions seriøsitet. Han vil vinde Tour de France for fjerde gang i træk, og det er umuligt at se hvem, der skulle kunne forhindre ham i det.
Som man i 1991 sagde om Greg Lemond, i 1996 om Miguel Indurain og i 1997 om Bjarne Riis, kunne man så tilføje. Lance Armstrong er idag på plads, som det hedder. Han har været fremtrædende i de sene forårsklassikere og vundet de to franske løb, som traditionelt er retningsgivende for en rytters Tour-form: Midi Libre i maj og Dauphinè Liberè i juni. Han stiller op i overdådig form, og skønt han selv for første gang tager forbehold og ikke skryder, har konkurrenterne kun et strå at klynge sig til: At hans form er toppet for tidligt. Men det strå er næppe bæredygtigt. Det har man om den minutiøst forberedte mand kunnet sige hvert år, og hans kørsel har dementeret det. Han kan vælte eller få madforgiftning, men uden det vil han være feltets referencepunkt som manden at frygte og manden at angribe uden store forhåbninger om at kunne besejre ham.
Den eneste måde at svække Lance Armstrong på vil være sammenrotning mellem alle hold og angreb på angreb fra alle sider på alle tidspunkter, når Tourens bjergetaper koncentreres i sidste uge med Pyrenæerne først og Alperne umiddelbart inden afslutningen den 28. juni i Paris. Et arrangørkneb for at bevare spændingen længst muligt og imødegå en altfor tidlig og tydelig amerikansk dominans.
Men sådan er Tour de France, at det uventede altid kan ske. Dog kommer det næppe fra Italien, som med dopingudelukkelsen af Stefano Garzelli og Gilberto Simoni stiller med fem formodet chanceløse krykhold. Men overraskelsen kan komme fra Spanien, hvor Kelmes Oscar Sevilla eller Santiago Botero er foreløbige bud på pladserne lige under Armstrongs. Og det samme gælder for Once’s Joseba Beloki – nummer tre de seneste to år – eller Igor Galdeano.
I Jan Ullrichs fravær stiller hans Telekom-hold ikke med en mand, der skal køres for i kampen om den endelige sejr, men man vil koncentrere sig om etapesejre til sprinteren Erik Zabel og til de gode komplette ryttere, holdet stadig råder over, men hvis en mand som kasakken Vinoukourov ligger godt til i klassementet, når bjergene rammes ville det jo være åndssvagt ikke at køre for ham.
Selv siger Lance Armstrong, at han forventer helt nye aktører som udfordrere, og det kunne så måske være russeren Menchov eller den anden kasak Kivilev – men så er man ude i spekulationer.
Det er man også med Bjarne Riis’ forventninger til sit CSC-Tiscali-holds indsats. Trods et sygdomsplaget forår skal Laurent Jalabert køre efter de etapesejre, han kan, i løbets første fase, og han må gerne stile efter bjergtrøjen, som han vandt så snedigt sidste år. Til at udfordre Armstrong mønstrer han amerikaneren Tyler Hamilton, som er Armstrongs tidligere løjtnant og nummer to i årets Giro d’Italia, og den unge spanier Carlos Sastre, som i Riis’ øjne er et af de største etapeløbstalenter lige nu og en Tour-vinder på sigt. Dagsformen og den indbyrdes placering inden nøgleetaperne afgør, hvem der skal satses på. Og så lover Bjarne Riis et gennembrud for den unge Nicki Sørensen, der dog har været syg lige op til starten i dag, og som nok vil være mest synlig i en hjælperrolle, eller når der skal køres om etapesejre. Med den nykårne danske mester i både enkeltstart og linjeløb, Michael Sandstød, og med Jacob Piil, Paul van Hyfte, Arvis Piziks og Andrea Peron ligner det et både alsidigt og homogent multinationalt hold fra Herning. Riis’ løfte om, at det vil køre aggressivt, kan man kun se frem til. I årets Giro d’Italia viste holdet – med en lidt anden sammensætning – at det formår at bestemme en svær etapes udvikling og ikke blot følger den og forsvarer sig.
Jan Ullrich eller ej, Armstrongs styrke eller ej, så er det et eventyr ud i det ukendte, som begynder i eftermiddag.
Som hvert år i juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu