Læsetid: 6 min.

Trafik og trafic

27. juli 2002

Intermetzo
Trafikken (fr. trafic, ital. ’traffico handel, færdsel, arab.tafriq fordeling, småhandel, sammenbl. med lat. tra’ficere bringe hen) (foræld.) handel; samfærdsel; færdsel (af fodgængere, transportmidler), kommunikationsmidler som radiofoni, telegrafi, telefoni; (neds.) adfærd, fremgangsmåde.

Ovenstående er citat fra Gyldendals Røde Ordbøger, Fremmedordbogen af 1993. Som det fremgår, kan trafik foruden den kendte betydning af biler og busser, cykler og tog i drift anvendes i mere overført betydning – og altså neds. = nedsættende. Eller måske snarere moraliserende. Man kan for eksempel sige at Peter Brixtofte (V) ude i sit sønderbombede Farum har haft betydeligt ansvar for en bemærkelsesværdig trafik, som i øvrigt blev afbrudt i nogle lige så bemærkelsesværdige måneder, da repræsentationskontorekordindehaveren i dansk kommunalpolitik nok så nydeligt afløste den nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (ligeledes V) som skatteminister, fordi der i Skatteministeriet under Fogh Rasmussens ledelse og ansvar havde været udøvet kreativ bogføring. Denne trafik, fremgik det af en kommissionsdomstolsundersøgelse, måtte sporenstrengs bringes til ophør. Daværende regeringschef P. Schlüter, hvis handlekraft i personsager de fleste altid undervurderede til det var for sent, lossede – vistnok med et lystent grin sagde onde tunger – Venstres daværende højglanspolerede næstformand ud af røret med et brag.
Det var så meningen efter samråd med Venstres daværende øretæveindbydende, men trods alt hæderlige formand, ham med EU-sokkerne, at Peter Brixtofte skulle stå for oprydning af uregelmæssighederne samt genvinde tilliden til Venstres og regeringens troværdighed på skatteområdet. Helt ærlig!
Skattesystemet overlevede, men stort set på det niveau, hvortil den afgåede skatteminister havde bragt det i effektivitet og troværdighed på de skatteborgeres vegne, der helst så skattevæsenet privatiseret eller afskaffet. Brixtofte nåede så
at sige ikke at tilføje nyskabelserne fra forgængeren, blandt andet fyring af nogle af de bedste ligningsfolk i landet, væsentligt nyt, hvilket utvivlsomt kunne have været underholdende hvad angår repræsentationsafsnittet i skattelov og -forvaltning. Regeringen Schlüter inklusive den slumrende borgmester i skikkelse af Brixtofte måtte pakke sydfrugterne, da dommer Hornslet gik den bogstaveligt talt tunge gang over i statsministeriet med sin rapport i en papkasse. Retrospektivt havde der været en anden trafik i Justitsministeriet, som Rigsretten siden kendte den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen skyldig i at indehave mere end det fulde ansvar for.

Jo der er mellem år og dag skam en del trafik i dansk politik. Nogle aktører tager det med trafikken så bogstaveligt, at de midt i det hele drikker sig hønefulde og basker ind i gadeinventaret, så kørekort og umiddelbare fremtidsudsigter om at få fod under Dronningens bord flyver sig en tur i en flot parabolsk bue. Man kan ærgre sig over, at daværende formand Engell gjorde noget så dumt, for hvad kunne dette åndsmenneske i forhold til visse andre trods alt ikke have sparet nationen for af idioti. De konservative, der er ministre under Rasmussen-(Bendtsen)-Mikkelsen regimet, ville kun være blevet noget sådant over Ekstra Blads-chefredaktørens afsjælede korpus. Det er sikkert og vist. Men man forstår ham på den anden side bedre og bedre dag for dag. At holde ud at høre på den bande, han dengang var formand for, måtte givetvis tilskynde enhver blot mådelig begavelse at overveje kronisk alkoholisme subsidiært en længere fængselsstraf som sidste udvej inden massemordet.
Stadig angående trafik sendte en klummisten ved hjertet nært stående person af stort vid og dannelse ham for nylig Skolefilmen i videokopi. Skolefilmen. Alene titlen kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på selv den barskeste. Skolefilmen er i dette tilfælde filmstumper sat sammen fra de tidlige 1930’ere til 1980’erne. Den sidste del er mindre interessant, når dåbsattesten tages i betragtning, man kender jo ingen, og kan ikke forstå at gymnasielærere kan være så unge og smukke og i det hele taget se sådan ud i mimikken, venlige! Men de første klip og de næste, du Gode! Ens egen tid oprullet elektronisk. Der er de alle: Hesten, Knæk-øre, The Missing Link, Oh oh Madsen, lektor Kjær, som var et øgenavn i sig selv, Holst og Nedergaard. Nogle af dem gav man ikke tilnavne, det var ikke tilrådeligt, de var simpelthen for farlige. En bande! Som de dog pinte og plagede én. Og alt sammen for ens egen skyld, som de altid bedyrede og ødelagde måneder, nej år af ens tilværelse.

Da videoen rullede hen til disse følsomme tider, tren unge Lykketoft frem på skærmen. Opmuntrende, også fordi her var en dreng, som tidligt – og på trods af plageånderne – blev karl for sin hat og senere skatteminister og ikke behøvede at lave kreativ bogføring for at klare dagen og vejen.
Men så såre den senere minister vemodigt flimrede bort for ens beduggede øje, kom erindringen om noget – i den forbindelse – helt andet. Som en knytnæve i ansigtet, som et kølleslag: Disse nidkære mænds stadige brug af ordet trafik. Det var netop i den nedsættende form, men ikke som klummisten nu bruger ordet over for voksne mænd i store stillinger, der burde kunne tage ansvaret for deres handlinger og ikke gå hen og blive statsministre efter at have lavet kreativ bogføring. Nej, lærerne brugte ordet mod disse halvvoksne børn, der ikke kunne forsvare sig – ikke på lige fod, ikke på nogen fod overhovedet. Såfremt et og andet gik i svang på skolen, og det gjorde et og andet jo tit og ofte, når man sådan rundt regnet var et stakkels ilandsøgende amfibium mellem 13 og 18. Så skete det at man blev passet op af den ene eller den anden af de formidabelt skrækindjagende professionelt voksne, der greb fat i en skulder eller et ærme eller i nakken på den arme stakkel. Og så kom det deroppe fra og med den anden arm i inderlommen efter den sorte bog: »Den trafik skal jeg/vi snart få sat en stopper for«. Så vidste man jo ligesom godt hvad klokken var slået. Uanset at man havde gang i noget konstruktivt snyd eller skulk eller bare havde gang i noget, så kom den med trafikken – så sikkert som amen efter kristen morgensang og svederen bagefter. Mange unge ved ikke, hvad den trafik betyder, men svederen var en eftersidder. En eftersidder! Det var ellers en idé til regeringens undervisningsreformer: genindførelsen af eftersidderen, svederen, hvor man sad i en time og gloede tomt ud på den trafik, der alligevel aldrig manifesterede sig på Hollændervej Frb. C. Måske fordi trafikanterne vidste, at såfremt de kørte den vej, kom en rigtig farlig voksen ud af skolens mørke port. Måske lektor Kjær, som kun blev overgået i frygt og afsky af lektor Nedergaard, der kun blev overgået i afsky af lektor Blomme i fiktionen. Og så gav den enevældige lærer dem en inappellabel sveder, og de således anholdte trafikanter måtte sidde der i det tomme klasse-
lokale sammen med et par dukkede elever, der sad efter, en stiv klokketime, og foretog sig intet som helst og stirrede ud på den sparsomme trafik på Hollændervej i 1960’ernes begyndelse.

Det gav derfor et gib i den plagede unge sjæl, da Jacques Tati i de år eller en kende senere lavede sin film Trafic og ophøjede rædselsordet til kunst og udødelig satire over en højst synlig side af det 20. århundredes dårskab. Først med det ultimative trafikuheld, hvor alle trafikmaskiner støder sammen, men ingen mennesker kommer galt afsted, bliver der bagefter stille. Ingen laver mere kreativ bogføring, men tager ud i den kvidrende natur, det billige skidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her