Læsetid: 5 min.

’Der skal være en hensigt’

Det Konservative Folkeparti skal give vælgerne en bedre begrundelse for, hvorfor de skal stemme konservativt, siger Erik Ninn-Hansen, der ikke mener, at partiet har ført ægte konservativ politik siden 1986
9. juli 2002

Hvad nu, K?
Når man beder forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen om at forklare, hvorfor han som ung gymnasiast fra Skørping ved Slagelse meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, så er det ikke de traditionelle konservative dyder, han peger på.
I stedet henviser han til lederskabet fra en mand, der endte sine politiske dage som udstødt af partiet, London-fareren og udenrigsministeren i befrielsesregeringen, Wilhelm Christmas-Møller.
»Jeg synes, at Christmas-Møller var en betagende skikkelse,« fortæller Ninn-Hansen.
– På hvilken måde?
»Han var et åbent menneske. Han lyttede. Og så veg han ikke tilbage, når han stod over for et politisk slagsmål. Han stod fast. Også da han engagerede sig i grænsespørgsmålet, som jeg i øvrigt støttede ham i.«
– Og som kostede ham hans politiske liv.
»Ja, det må man sige. Det slog ham ud.«
– Måske slog det ham også ihjel? »Måske. Det tør jeg ikke sige.«
Efterhånden blev Erik Ninn-Hansen dog også begejstret for den konservative politik, og han etablerede sig som en af partiets mest betydningsfulde politikere. Sin karrieres højdepunkt nåede han under Schlüter-regeringen, hvor han både fungerede som justitsminister og som en af Schlüters nærmeste fortrolige – i hvert fald i de første år under firkløver-regeringen.
– Hvorfor blev Det Konservative Folkeparti så stort i starten af firserne?
»Jeg tror, at vi fandt vores naturlige vælgergrundlag. Efter min mening er omkring 20 procent af danskerne af natur sindede for at stemme konservativt. Så vi burde faktisk hele tiden indkassere de cirka 23 procent af stemmerne, som vi fik ved valget i 1984.«
– Hvorfor gør I så ikke det?
»Det er svært at svare på. Hvis man skal pege på konkrete årsager til vores nedtur, så tror jeg, at den begyndte i 1986. Vi havde lige vundet folkeafstemningen om det indre marked, og alligevel besluttede vi at foretage en regeringsomdannelse – seks ministre blev skiftet ud – samt at indføre en lovpakke med skatter og afgifter, der ikke hjalp.«
»Det var uklogt. Og det var nok på det tidspunkt, at vi begyndte at forlade den ægte konservative kurs i regeringen. Afgiftspolitikken var jo ikke konservativ. Men det var ikke kun den, der var problemet. Det var i lige så høj grad holdningen i regeringen, der skiftede.«
– Hvordan?
»Det forekom mig, at man ikke ville vedstå, at vi havde haft succes med den politik, som vi havde ført indtil da. Det havde vi. Vi havde lige haft et flot valg. Men hvis man ikke vedstår sig årsagerne til sin succes, så kan det gå galt. Og i 1986 forlod vi den ægte konservative kurs for aldrig siden at vende tilbage til den. Vælgernes reaktion kom året efter, hvor vi fik et dårligt valg.«

Mangler det afgørende
– Det er 16 år siden. Hvorfor har partiet ikke genvundet sin styrkeposition i mellemtiden?
»Det skyldes formentlig, at vi har været splittede og ikke har fundet tilbage til de politiske felter, hvor de store vælgergevinster ligger.«
Men partiet er jo ikke splittet længere. Engell er ude af billedet, og folketingsgruppen står samlet bag Bendt Bendtsen. Samtidig har partiet haft en årrække under Nyrup til at føre en markant konservativ oppositions-politik.
– Man skulle tro, at det ville give sig udslag i meningsmålingerne. Men det har det ikke gjort.
»Nej, det har det ikke. Og det gør det heller ikke, hvis folketingsmedlemmerne sopper rundt i enkelt-sager, og hvis man ikke mærker, at de tilhører et parti, der vil noget bestemt. Der skal være en hensigt med det, som partiet foretager sig. Der skal være noget afgørende. Og det er dette – det afgørende – som jeg savner i øjeblikket.«
– Måske har partiets nuværende ledelse ikke den nødvendige gennemslagskraft?
»Det kan godt være. Og det kan have to årsager: Enten kan den ikke selv finde på noget, der kan skabe omtale. Eller også har den en allieret, der stjæler opmærksomheden.«

Kunne gøre mere
»Jeg syntes godt, at partiet kunne gøre noget mere for at skabe opmærksomhed omkring sig selv. Man skal naturligvis være loyal over for regeringsmakkeren. Men det er vigtigt, at man formår at føre ideer frem, der i særlig grad tiltaler de 20 procent, der er konservative. I den forbindelse kan man sige, at forslaget om at afskaffe mellemskatten er glimrende. Det taler til den rette vælgergruppe.«
– Men du mangler alligevel stadig det sidste, afgørende element ved partiets politik?
»Ja, det gør jeg. Fordi det er på tide, at det går den anden vej for os. Det betyder meget, at man ikke hele tiden ligger og svinger under de ti procent. Det er ikke sundt. Det udmatter partiet og giver ikke den opblomstring, som ethvert parti har brug for. Men så vidt jeg kan vurdere, har denne situation ikke ført til uenighed i partiet. Tværtimod er man snarere tilfredse med alt for lidt.«
– Hvad mener du?
»Jeg tænker på partiets holdning: Man er lidt for glad for det, som man har opnået. At man er kommet i regering og den slags. Og det er naturligvis også sympatisk, når et parti optræder taknemmeligt. Men det skal helst være en taknemmelighed, som vælgerne deler. Og jeg er ikke sikre på, at vælgerne er så benovede over, at vi er kommet i regering.«
Hvor er Seeberg?
»Personligt havde jeg forventet, at vi ville tegne den ungdommelige profil i regeringen. Da vi var i opposition, havde vi trods alt tre kvindelige folketingsmedlemmer (Gitte Seeberg, Henriette Kjær og Lene Espersen, red.) som gjorde det udmærket og udstrålede ungdommelighed og nydannelse.«
»Man da man sammensatte regeringen, handlede man ikke, som man burde have gjort. Man overså det medlem af trekløveret, der politisk var længst fremme. Gitte Seeberg havde den mest fremtrædende position og håndterede de tungeste opgaver. Men det gav man pokker i. Og dermed mistede man chancen for at signalere konservativ fornyelse.«
– Du er altså ikke tilfreds med regeringssammensætningen?
»Nej. Partiledelsen opgav at fremstille partiet på den rette måde. Det er naturligvis også svært for et parti, der har haft mange skiftende ledere, men jeg mener, at man bør være hård nok til at afvise de politikere, der én gang har svigtet til fordel for nye kandidater.«
»Man havde jo forberedt fornyelsen. Men man opgav den alligevel til sidst.«
– Man kan stille det drilske spørgsmål, om den nuværende ledelse af de konservative nogensinde vil kunne erobre mere end ti procent af vælgerne ved valgene?
»Det er et drilsk spørgsmål, men det er også et berettiget spørgsmål. Og hvis man skal svare på det, så må man sige, at indtil videre har Bendtsen udfyldt den opgave, som han fik: At få fred i gruppen og partiet.«
»Hvorvidt han kan føre partiet frem til en valgsejr må tiden vise. Han fik fine stemmetal på Fyn ved sidste valg, så jeg tror godt, at han kan samle mange stemmer til partiet.«
– Og nu skal han bevise det?
»Ja, det skal han. Når det næste valg oprinder – om fire år, vil jeg tro – skal der meget gerne indtræffe en forbedring i stemmetallene.«

*Dette er den første af en række artikler, hvor Information tager temperaturen på VK-regeringens lillebror, Det Konservative Folkeparti

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu