Læsetid: 9 min.

Verdensborger i evig transit

‘Som ung var jeg en arrogant jegdyrker - nu er jeg en halvskør, halvgammel knark,’ siger 54-årige David Bowie, som fredag aften optræder for 5.000 tilskuere på Friluftsscenen i Horsens
3. juli 2002

Musik
NEW YORK – Om det så var ungarsk vals eller tyrolerfolklore, han havde valgt at dyrke på sit nye album – Heathen – (anmeldt i Information af Klaus Lynggaard 8. juni, red.), ville David Bowie stadig høre til de sjældne musikstjerner, som man ikke kan sige nej til at møde. Bowie er levende erindring om en unik epoke, som der er færre og færre personer tilbage, der har oplevet indefra; Mick Ronson, Marc Bolan, Andy Warhol – alle er de døde. Manden med de sære uens pupiller er en autentisk legende: på en gang sfinx og fugl fønix, discipel og halvgud.
En vidunderlig solskinsformiddag tager David Robert Jones ukrukket imod i sin airconditionerede suite i New York-bydelen SoHo. Den vitale 54-årige har håret langt bagtil, er iført kastanjebrune fløjlsbukser og mørk t-shirt. Bowie – ’nybagt far’ til Alexandria Zahra Jones (to år til august) – udtrykker sig med stor tungefærdighed og bryder jævnligt ud i spontane latteranfald. Igennem de åbne vinduer er det ikke så meget trafikkens mumlen fra det fortravlede New York, som man bemærker som helikopterpatruljerne, der larmer i byens luftrum; få blokke fra Bowies adresse har et galleri åbnet en udstilling – »Here is New York« – med hundredvis af fotos fra 11. september.
– Spiller ’Heathen’ ikke meget an på en særlig poptradition fra 60’erne og 70’erne?
»Ikke alle numrene. Sunday og Heathen gør ikke, f.eks. Albummet er genremæssigt meget blandet. For mig er det naturligt at komponere i mange forskellige registre. Det er ikke noget, jeg prøvet at bekæmpe, for jeg føler ingen speciel loyalitet over for nogen stilart. Jeg er ikke bluesmusiker, ikke folkmusiker... osv. Ja, egentlig ved jeg ikke, hvad jeg er. Men jeg ved, hvad jeg ikke er.«
– Hvad var det, der gav dig lyst til at spille på så mange nye instrumenter?
»Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver nogen Jerry Mulighan. Jeg kender mine begrænsninger og ser mere mig selv som en habil ’fritidsmusiker’, der forstår at klare sig nogenlunde på klaver, guitar eller saxofon, men også er i stand til at få nye og interessante indfald. Tony Visconti gav mig mange opmuntringer, og det fik mig til at blive ved.«
– A propos Visconti – er hans medvirken som producer udtryk for, at du har søgt efter bestemte holdepunkter?

Lettere før 11. september
»Nej, jeg havde bare brug for en partner, der er lige så kreativ som mig selv – hov, det lød vist lidt indbildsk. Men Tony og jeg har mange minder sammen, som jeg altid tænker tilbage på med glæde, og vores beslutning om at lave et fælles projekt går i al fald fire-fem år tilbage. Da tiden var moden, var jeg opsat på, at dette her ikke måtte gå hen og blive for tilbageskuende i sin stil. Derfor sørgede jeg for at gennemarbejde mine nye kompositioner forholdsvis omhyggeligt, før jeg gik i studiet, og de sidste optagelser blev færdige i januar.«
– Hvad mener de om den amerikanske electronica-kunstner Moby, der har udtalt, at han vil fjerne alt fra sine plader, der kan støde publikum efter 11. september?
»Han er min gode ven, så jeg vil afholde mig fra at dømme, men det er da helt sikkert, at det var lettere at skrive numre, der er kritiske over for Bush-regeringen før 11. september end efter...«
– Sagt anderledes: Kunne du i dag skrive et nummer som ’I’m Afraid of Americans’ (særdeles ironisk sang på albummet ’Earhtling’, red.)?
»Skrive den, ja. Offentliggøre den, næppe. Men efter at Bush har indrømmet, at han kendte til terrortruslerne mod Amerika, er billedet ændret. Nu vil pressen vide besked om, hvad man egentlig vidste, og jeg tror ikke, at den kunstneriske selvcensur kan fortsætte ret meget længere. Jeg arbejder selv i et helt andet felt: frygt, angst, vrede, ensomhed og forladthed er, hvad der fylder op i den kurv, hvorfra jeg får mine ideer.«

Permanent hjemløs
– Føler du dig mere som europæer end som amerikaner?
»Det gør jeg vel. I al fald på det kulturelle plan. Jeg bor i downtown New York, hvor der er to-tre biografer, der hver dag viser den slags film, jeg kan lide at se. Europæere virker mere interesserede i, mere åbne over for omverdenen sammenlignet med amerikanere, der mest er optaget af, hvad der foregår hos dem selv. Kulturelt får det dem til at virke isolerede. Men omvendt... hvor mange briter ved lige, hvad der foregår i Iowa?«
– Hvad har du fundet i USA, som du ville savne andre steder?
»Entusiasme! Amerikanerne har en større entusiasme, som skinner igennem selv i de mest katastrofale situationer, som vi så det i New York den 11. september. Der eksisterer en gejst herovre, som jeg oplever som meget inspirerende og smittende at komme i nærheden af i modsætning til andre nationer, som kan være mærket af fremherskende fortvivlelse eller medynk. Jeg forlod England i 1974, men jeg har bevaret mange ’engelske’ karaktertræk – f.eks. en sans for humor. Jeg føler mig ikke amerikansk. På samme måde som min kone (supermodellen Iman, der er af somalisk oprindelse, red.), ser jeg snarere mig selv som en verdensborger i evig transit, en permanent hjemløs så at sige.«
– Hvordan vil du selv beskrive din løbebane fra Space Oddity (1969) til Gemini Spacecraft (2002)?
»Den begynder med en arrogant ung mand, der dyrker sit eget jeg i en grad, så det nærmer sig ren solipsisme og slutter med en halvgammel halvskør knark. Jeg tog mig selv forbandet alvorligt, da jeg var 18. At jeg siden har formået at udvikle en vis selvironi, tror jeg kun min person har vundet ved.«

En helt almindelig fyr
– Hvad siger du til dem, som mener, at du lavede dine bedste ting for over 20 år siden?
»Det er deres problem, ikke mit. Jeg tror egentlig, at det synspunkt mindre har at gøre med mine album dengang end med den tidsånd, som de afspejlede. 1970’erne satte et enormt og uudsletteligt præg på musikken som populærkunst. Det er altid svært for kunstnere at forny sig med tiden. I begyndelsen kan man drage fordel af at være indhyllet i en vis mystik – folk ved ikke helt, hvem du er, hvor du kommer fra osv. – og generationsaspektet spiller også ind. Men personligt er jeg faktisk også meget stolt af det arbejde, jeg lavede i 1990’erne, og Heathen betragter jeg som en af mine fire-fem bedste plader. Hvad fremtidige produktioner angår, er jeg lige så tændt og fyldt af selvtillid som nogensinde. Jeg vil heller ikke spille tid på negative reaktioner, især ikke, når jeg synes de rammer ved siden af. Desuden har jeg i så lang tid været udsat for den kritik, at jeg føler, at den preller af. Glem ikke, at der er lige så mange holdninger som der er mennesker – man vil altid kunne finde én, der synes at lige netop den sang er den værste, jeg har lavet, og en anden, der synes samme sang er den bedste nogensinde!«
– Hvordan forholder du dig til din nærmest mytologiske status?
»Med risiko for at skuffe nogen, så er det altså noget, jeg har ladt bag mig, og som jeg slet ikke kan genkende mig selv i, når jeg køber ind i supermarkedet eller drikker kaffe med min familie. I de sidste 10-15 år har jeg været en helt almindelig fyr, der fører en banal, nærmest borgerlig tilværelse. Bortset fra at gå meget i teatret og biografen går vi sjældent ud, især ikke til såkaldt mondæne sammenkomster – en eller to gange om måneden højest. Alligevel bliver medierne ved med at holde liv i det der high-society-billede af mig.«
– Hvordan forklarer du forholdet mellem din enorme berømmelse og dine noget mindre fænomenale salgstal?
»Jeg tror, at mange musikere har stor agtelse for mit værk, og at jeg haft en vis indflydelse på deres musik. I hver generation træder der nogle få kunstnere frem, der fungerer som dens katalysator. Måske har jeg selv spillet den rolle, forestiller jeg mig – Lou Reed gjorde det i hvert fald for mig. Hvis jeg har bidraget til at udvikle populærmusikken og dens kunstneriske mål og måde at fortolke verden på, vil det glæde mig. Sådanne overvejelser er en ting – at sælge plader i massevis er noget andet, og det ligger mindre godt for mig, som det også gør for Bob Dylan, der heller ikke altid sælger godt, men har sat sit kraftige præg på amerikansk musikliv.«

Lad Ziggy være i fred...
– Du var en af de første kunstnere, der bevidst satte dig selv i scene ved hyppigt at skifte identitet, ændre fysisk udseende, tøjstil osv...
»Utvivlsomt. Marc Bolan (forsanger i T. Rex, red.) var en slags overgangsfigur mellem det, der gærede i 1960’erne og brød igennem i 1970’erne. Men hans største ambition var at dø ung som en ny Eddie Cochran. Så var der Roxy Music og mig selv, der ramte rigtigt ved at introducere et nyt vigtigt element: selvdistanceringen i forhold til de figurer vi var ved at skabe. Hvordan kan man opnå større kulturel resonans, hvis man bliver stående ved rockstjernens givne vilkår? Det er stærkt inspirerende at lege med billeder, problematisere billeder – med hvad de formidler af sandheder og løgne og fintune deres effekter. Vi var blandt de første, der stillede os selv den slags spørgsmål på et tidspunkt, hvor så mange andre gik efter at skabe sig et fast, unikt billede, som der ikke skulle rokkes ved i resten af deres karriere.«
»Vores påstand var enkel: Lad os forestille os, at rocken er død. Hvad gør vi så? Vi skilte motoren ad og prøvede at samle delene på en ny måde. Det var en slags svar på postmodernismen, der indoptog elementer fra dada, Richard Hamilton og Andy Warhol.«
– For tre år siden bebudede du et stort projekt i 2002 – Ziggy Stardust som musical, film og i Internetversion...
»Ak ja. Hvornår lærer jeg at holde mund? Det er to år siden, at jeg sammen med andre begyndte på projektet. Problemet er, at jo tættere vi kommer på Ziggy som en person, der kan eksistere både på en teaterscene og foran et kamera, jo mindre vil han tage form. Det er gået op for mig at ved virkelig at konkretisere ham, risikerer vi at fremkalde grusomme skuffelser. Konklusion – vi har skrinlagt ideen. Den skulle have været realiseret i 1972, i det øjeblik, hvor jeg havde disse billeder i hovedet af Ziggy. 30 år er gået, Ziggy er gået sine egne veje i mellemtiden, så jeg tror, at vi gør bedst i at lade ham i fred...«
– Er du stadig lige fascineret af internet?
»Javist. Jeg er især meget optaget af mit site www.bowieart.com, som åbnede sidste år, og som bl.a. går ud på at skabe udvekslinger mellem britiske og amerikanske kunststuderende. Hundredvis af kunstnere er med – de kan udstille deres værker, sælge dem via nettet og blive kontaktet af publikum. Sitet løber rundt på et tidspunkt, hvor så mange andre må lukke. Men for at vende tilbage til musikken, så er jeg overbevist om, at den elektroniske handel inden for 10 år vil have vendt totalt op og ned på musikindustrien, som vi kender den. Kunstnerne vil opdage, at de kun kan udfolde deres sande originalitet i liveperformances. Koncerter vil igen blive meget vigtige, og kunstnerne vil bruge deres musik for at skabe opmærksomhed om deres koncertbegivenheder. Musikken selv vil ikke længere tilhøre én person eller stjerne – den vil have mange ophavsmænd. Jeg finder egentlig denne udvikling opmuntrende. Det er selvfølgelig beklageligt nok, at jeg må opgive mine ophavsrettigheder, men hvad gør det, hvis mit værk kan få tilført nyt kunstnerisk liv? Jeg har ingen interesse i at historien skal stivne og jeg selv forblive den, jeg var. Det vil i den grad stride mod min oprindelige motivation. Jeg har altid gerne villet være med, hvor det nye foregår.«

(c) Libération og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her