Læsetid: 3 min.

Ældre Sagens invitation til erhvervslivet

Jeg har ikke spor lyst til, at erhvervslivet generelt viser mig mere opmærksomhed, end det allerede gør
9. august 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Det er utroligt, så vidt medierne spænder, når de ikke kan finde på, hvad de skal beskæftige sig og os andre med. Fra Moses Hansens korstog på Nørrebro til Sct. George Bushs korstog mod dragen Hussein. Fra Ældre Sagens inklinationer for kommercielle virksomheder til den årligt tilbagevendende reportage om den første skoledag, som kun kan være interessant for de forældre, der ved, at der var et tv-reportagehold på deres barns skole, og som derfor forventer, at den håbefulde pode får sin mediedebut samtidig med sin skoleditto. Dette gentages år efter år, som det er blevet det siden Jens Frederik Lawaetz’ dage.
Ældre Sagen har sendt ud i medierne, at man gerne ser, at erhvervslivet viser Sagens medlemmer lige så stor opmærksomhed, som det viser ungdommen. Som en, der føler sig for gammel til at være medlem af Ældre Sagen, vil jeg gerne melde hus forbi. .
Landets største prangere i hushandel kappes hver uge om at fylde min postkasse med tilbud om at sælge mit hjem, som jeg aldeles ikke har ønsker endsige planer om at skille mig af med. Det ene forsikringsforetagende efter det andet overbyder det tredje eller det fjerde med lokkende erstatninger, hvis såfremt ifald mit hus skulle brænde eller min bil blive stjålet. Jeg spekulerer ikke i, at mit hus skulle brænde, og jeg har ingen bil.

Brik og bras
Tænk at skulle være et reklameoffer mere ligestillet med tidens ungdom, end man allerede er. Jeg lover jer, at hvad der vælter ind i mit hus af reklamer og tilbud på pis og lort, som man allernådigst kan få lov til at spilde sine surt sammenskrabede grunker på, det vil jeg, rub og stub, helst være fri for og overlader det derfor uden brug af generøsitet til ungdommen. Se blot på disse postordretilbud, som bliver husstandsomdelt, og som følgelig rammer riget rundt uden skelen til stand eller alder. Her er ikke tale om aldersdiskrimination, som Ældre Sagen hævder er en udbredt tendens blandt erhvervslivets udøvere. Her er tale om en bredt rammende salgsterrorisme.
»Lad os få brugt nogle flere penge,« er parolen, som det flertal, der alt andet lige har røven fuld af penge, så følger. Omsætningen af brik og bras og møg og værdiløst skidt er større end nogen sinde, og samtidig mangler der penge til hospitaler, til forskning, til undervisning, til hjemmepleje og til de gamle, som ikke er de samme gamle som dem, man nu vil have med på forbrugerræset, men er de gamle, der må leve af en folkepension, og som derfor lige netop godt kan skelne mellem skidt og kanel.
Hvilket alt i alt får mig til nok en gang at erindre om salig finans- og statsminister Viggo Kampmanns ord, da han sad i en bil og iagttog den Gjøltrold, som den forankørende bilist havde hængende i sin bagrude: »Så længe de bruger penge på det stads (han sagde nok ’lort’), betaler danskerne ikke nok i skat.«

Osamas trumfkort
Nedtællingen til næste krig mod Irak er i al bemærkethed i fuld gang. Den har til en vis grad afløst den mediemæssige interesse for, om Osama bin Laden er i live eller ej. Hvis Osama, som man strengt taget ikke har mere lyst til at være på fornavn med end Saddam, skulle gå hen og være i live, så kunne man have ham mistænkt for at spille sit stærkeste kort ud imod Sct. George Bush (hvis han overhovedet interesserer sig for den person (men så bare som dril da)), nemlig slet ikke at udføre noget spektakulært angreb på amerikanske interesser ude eller hjemme før midtvejsvalget. Hvad vil præsidenten så gøre for at opretholde sin status som nationens samlende midtpunkt?
Man kan se Bushs dilemma. Men man kan også se omridset og genialiteten i Osamas trumfkort. Han kan nemlig spille det ud, hvad enten han er i live eller ej. Derfor planerne om et andet heroisk amerikansk krigsprojekt til samling af nationen omkring en af samme nations åndeligt set mest beskedent udrustede præsidenter.
Det virkelige paradoks er jo, at på samme måde som det udefra kommende angreb mod USA fik det amerikanske folk til at rykke sammen om den netop da siddende præsident, på samme måde vil det angreb, som man (måske/måske ikke) retter mod Irak, netop få det irakiske folk til at rykke sammen om den præsident, hvis omstyrtning er formålet med hele hurlumhejet.
Det er helt naivt at tro, at amerikanske tropper skulle blive opfattet som befriere i et land – tyranniseret eller ej – hvor hadet til alt fra Vesten aldrig har været større.
Du milde Moses!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her