Læsetid: 7 min.

Æteren der nægtede at dø

Det var Einstein, der slog myten om æteren ihjel – men æteren lever i bedste velgående
9. august 2002

(2. sektion)

I den blå luft
Tag en dyb indånding: Hele det 20. århundredes enorme landvindinger inden for æterbåren kommunikation, dvs. radio, tv, mobiltelefoni m.m., beror til dels
på en gigantisk videnskabelig misforståelse. Dagligt sendes ufattelige kaskader af mere eller mindre lødige udsendelser ud i den såkaldte æter, mobilskvalderet breder sig ud over alle frekvenser og grænser, men æteren, den findes slet ikke.
Det beviste Einstein bl.a. med sin specielle relativitetsteori i 1905. Forinden havde videnskaben gennem et halvt århundrede brugt enorme ressourcer på at finde den æter, som man mente, kunne forklare lysets og andre elektromagnetiske fænomeners opførsel.
»Æteren kom for alvor i vælten som videnskabeligt begreb, da Maxwell opdagede sine ligninger for elektromagnetiske fænomener i 1864,« forklarer fysikeren og astronomen Jens Martin Knudsen,« og det er de ligninger, der er baggrunden for radio, tv, ja hele vores kulturelle udvikling.«
»Maxwell beskrev bl.a., hvordan elektromagnetiske bølger udbredte sig, og han mente, at de måtte brede sig i bølgebevægelser i det, man kaldte æteren.«
»Man troede, at æteren var et fænomen, der udfyldte hele verdensrummet, og de tanker fik nyt liv da Hertz som den første frembragte elektromagnetiske bølger. Fra 1860 og frem til det nye århundrede satte man intense forsøg ind på at finde jordens hast i forhold til æteren. Men uanset hvad man gjorde, fandt man ingen æter. Einstein brød så med det og sagde: Æteren findes ikke. Og det førte til en helt ny tidsopfattelse,« fastslår Jens Martin Knudsen.

Ætere blev skabt, så planeterne havde noget at svømme i, for at skabe elektriske atmosfærer og magnetiske skyer samt for at lede sansninger fra en kropsdel til en anden, og så videre, indtil alt rum er fyldt op tre eller fire gange med ætere,« skrev Maxwell i 1875.
Med sin beskrivelse af æteren som en slags elastisk fluidum havde den geniale fysiker skabt en metafor, der banede vej for elektromagnetismens landvindinger. Men selve forestillingen om æteren var og blev ren poesi, og som sådan har den overlevet langt op i Einsteins tidsalder, hvor brugerne af de apparater, Maxwells ligninger affødte, stadig taler om æteren og alt det, der farer rundt i den.
Som på trods har æteren endda fået sin egen håndgribelige videnskab hos en hårdfør skare af æter-cowboys: radioamatørerne.
»Engang var man ved at vælte ned af stolen, hvis man kom om på den anden side af jorden gennem æteren. I dag sætter du dig op i dit rum og trykker på nogle knapper, og så er du der,« siger formanden for landsforeningen af Eksperimenterende Danske Radioamatører (EDR), Niels Krogh Hansen.
Fra sin hjemmelavede sendestation i Sønderjylland har han i over 50 år været på morsefod med æterens mysterier. Han var med, da radioamatørerne oplevede en opblomstring i årene efter Anden Verdenskrig:
»Alle brugte udrangeret krigsmateriel, som man heksede med og byggede om med gamle stumper,« fortæller Niels Krogh Hansen, der tydeligt husker, den første gang han fik kontakt via æteren: »Jeg havde fået fat i en modtager, der oprindelig havde siddet i en amerikansk krigsflyver. Jeg byggede en sender med et enkelt radiorør. Det var så enkelt, som det kunne være, den stod bare på en krydsfinerplade. Jeg gik i gang, og det var med gammeldags telegrafi, med morsetegn og det hele. Jeg kaldte op og fik kontakt, det var ikke længere væk end det sydlige Polen, men når det var første gang, havde du svært ved at blive siddende på stolen. Det var sådan, at sveden haglede ned ad dig.«
»Der er ikke det sted på jordkloden, hvor man ikke kommer rundt, men det kræver et godt kendskab til, hvordan æteren er indrettet. Hvis du vil til f.eks. Japan eller USA, skal du vide, hvilke kræfter der virker i atmosfæren. Det, der spiller den store rolle, er solens indflydelse på atmosfæren. Deroppe ligger et antal ioniserede lag, hvor solens stråler spalter de forskellige luftmolekyler, der derved bliver elektrisk ladede. Når det sker, virker de som en form for spejl, således at når vores radiobølger kommer op og rammer undersiden af disse luftlag, bliver de kastet tilbage. Disse lag bliver ioniserede, når solen begynder at ramme den, og forsvinder kort tid efter, at solen forsvinder. Vi har reelt fire af den slags lag liggende i forskellige højder over atmosfæren.«
»Hvis man nu vil have kontakt med Japan, kan det godt tænkes, at forbindelsen skal foregå via flere hop. Først op i lagene, og så en tur ned på jorden, og så op i lagene. Hvis jeg skal endnu længere, kan det være et rimelig stort antal hop.«
»Man skal vide meget præcist, hvor man retter signalerne hen i æteren. Det gælder om at finde den vej, hvor der er mest vand, for de hoppende signaler reflekteres bedre i vand end på jordoverfladen,« siger Niels Krogh Nielsen, som holder på, at det er intet mindre end en videnskab at få mest muligt ud af æteren. Jo mere man sætter sig ind i tingene, desto oftere forbløffes man:
»Du kan være heldig, at du med meget lille effekt, dvs. mindre end det, der får en lommelampepære til at lyse, kan komme om på den anden side af jorden. Der bliver man virkelig overrasket. Vi har også folk, der prøver at skyde op på månen og får den til at virke som reflektor. Der skal enorme effekter til, for månen sluger stort set det meste. Det er ikke problemet at få signalet derop, men at få det tilbage. Månen virker næsten som en svamp på vand.«
Niels Krogh Nielsen tilhører den udvalgte skare radioamatører, der taler flydende morse. 80-90 procent af hans kontakter sker ved telegrafi, og somme tider venter der helt specielle oplevelser i den lunefulde æter.
»For nogle år siden fik jeg en kontakt i Bosnien, mens det gik rigtig for sig dernede. Jeg talte med en radioamatør, som sad i sin kælder under et totalt udbombet hus, mens folk skød vildt omkring udenfor. Der var ingen strøm, men han havde været ude og hugge en akkumulator fra en udbrændt bil. Så sad han dernede og opererede. Måske kan du forstå, at jeg syntes, jeg oplevede hans situation på en så intens måde, at det slog tv. Så længe det nu varede, kunne han sætte sig i forbindelse med omverdenen via sin hobby dér.«

EDR har 75 års jubilæum i midten af august i år, og trods faldende medlemstal håber foreningen at kunne holde skansen i æteren. Telerevolutionen og ikke mindst mobiltelefonens fremmarch skaber rift om de ledige frekvensområder i æteren, og med mellemrum gøres der forsøg på at gafle megahertz fra æterens cowboys. Men de på verdensplan fire mio. radioamatører, hvoraf godt 7.000 findes i Danmark, har ikke tænkt sig at lade sig vippe af æteren uden kamp.
»Vi har vores bånd,« konstaterer OZ1IKW, som Niels Krogh Hansen kaldes i æteren.
»Andre bliver af og til lukket ind ad bagdøren og dukker op som biplyde på vores frekvenser. Det må vi leve med. Det er et resultat af den frekvensknaphed, der er.«
Hvordan kan vi være så henførte af noget, der i streng videnskabelig forstand slet ikke eksisterer? Hvordan kan æteren, der vitterlig ikke findes, være en af nutidens mest efterspurgte handelsvarer? Måske skal vi helt tilbage til det antikke Grækenland, hvor ordet æter har sine rødder, for at finde svaret.
Aither betød oprindelig ’jeg brænder’. Det var betegnelsen for en særlig forfinet luftart, som guderne på olympen indåndede. Enkelte anså æteren for at være det femte element. Pythagoræerne mente, at kosmos ’indåndede’ den uendelige sfære uden for verden: aitheren.
»Æter er et begreb, der parallelt med sin betydning for videnskaben rækker langt ind i de okkulte og filosofiske begrebsverdner, hvor det mere eller mindre svarer til rummet som absolut størrelse,« siger teologen og filosoffen Leif von der Wehl.
»Æteren er analog til det, man i indisk tradition kalder Akasha-arkivet, som er en slags kosmisk båndoptager, der registrerer alt hvad der foregår i tid og rum.«
»Problemet med æter-begrebet er, at det er så spekulativt. På den måde minder det om cyberspace – ingen kan se det, men alle ved, at det findes. Her får æterbegrebet måske sin renæssance,« siger von der Wehl, mens han slår op i en bog, der beskriver æteren som »et sted, der hører en ren og klar verden til«.
»Måske er æteren et spørgsmål om rummet og menneskets forhold til rummet. Hvor meget skaber vi selv, og hvor meget er objektivt? Kan man sige, at æteren er en symbolsk størrelse, hvor alting hænger sammen, og er det, vi kalder afstand, noget, der foregår inden i vores hjerne?« spørger Leif von der Wehl.
Svarene på disse og mange andre æteriske spørgsmål blæser stadig i den blå luft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her