Læsetid: 3 min.

Apartheids ofre kræver erstatning

En gruppe sorte sydafrikanere sagsøger storbanker og multinationale selskaber for at have samarbejdet med apartheidregimet
23. august 2002

JOHANNESBURG – Fotoet viser en døende sort 13-årig dreng. En kammerat bærer ham i sine arme, mens søsteren følger med ved kammeratens side, grædende af sorg og fortvivlelse.
Det gruopvækkende billede gik verden rundt for 26 år siden. Hector Peterson var den første af fire skolebørn, der blev dræbt af det sydafrikanske politis kugler under en demonstration i den sorte bydel Soweto i 1976. Episoden gav anledning til en række voldsomme opstande mod apartheidregimet. Ved udgangen af 1977 havde volden kostet flere end 1.000 mennesker livet.

Berømt offer
Søsteren Lulu, der nærmer sig de 50, har i dag vanskeligt ved at klare til dagen og vejen. Hun sælger souvenirs fra en bod ved foden af det mindesmærke, der blev rejst for hendes bror i Soweto.
Hun er det mest berømte offer i en gruppe på fire sorte sydafrikanere, som har besluttet sig for at sagsøge en række multinationale selskaber, som de anklager for at have samarbejdet med datidens racistiske regime.
Deres klagemål, som sidste uge blev overgivet til en domstol i New York, rejser krav om erstatningssummer på i alt 50 milliarder dollar. Anklagerne rettes bl.a. imod den amerikanske koncern IBM, flere amerikanske banker (heriblandt Citibank), tyske banker (heriblandt Deutsche Bank, Dresdner Bank og Commerz Bank) og schweiziske (Crédit Suisse og UBS). Alle anklages de for at have leveret teknologi og andre varer eller ydelser til Sydafrika eller for at have lånt det penge mellem 1985 og 1993, det vil sige i den periode, hvor FN og verdenssamfundet havde vedtaget at indføre internationale sanktioner imod apartheidstyret.

Oprejsning
»Personligt tør jeg ikke tro på, at jeg får penge ud af det her,« siger Lulu Peterson. »Jeg håber blot på oprejsning. De multinationale virksomheder, som har tjent på apartheid, må erkende deres medansvar og bør betale for det blod, som vores brødre, fædre og mødre måtte udgyde.«
Den amerikanske advokat, Ed Fagan, som repræsenterer apartheids ofre ved domstolen i New York er imidlertid blevet kritiseret for griskhed på sine ofres vegne og for i for høj grad at gøre sagen til et pengespørgsmål. Fagan høstede international berømmelse, da han vandt en sag mod schweiziske banker, der blev dømt til at betale 1,25 mia. dollar fra deres konti til efterkommerne efter jødiske ofre fra Holocaust.
Han er dog ikke den eneste advokat på banen i denne sag. En anden gruppe sydamerikanske ofre, Apartheid Debt and Reparations Campaign (ADRC), har henvendt sig til en anden amerikansk advokat, Michael Hausfelt, der ligeledes indlagde sig et ry ved at føre erstatningssager for efterladte til ofre for folkemordet på Europas jøder. ADRC’s erklærede mål er, at gruppens sag skal føres ud fra »moralsk integritet«, og den lægger vægt på »at arbejde for retfærdighed og forsoning«, som dens koordinator, Liz Johnstone udtrykker det.

En mur af tavshed
Moralske symboler er vigtige, men det er penge også, insisterer en tredje gruppe ved navn Khulumani. Gruppen, som samler 4.000 ofre, indledte i juni en proces mod den sydafrikanske stat for at afkræve den svar på nogle simple spørgsmål. 21.000 ofre fik i 1995 lovning på erstatning fra Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission (TRC).
Syv år senere oplever de imidlertid gang på gang at løbe ind i en mur af tavshed hos myndighederne, når de henvender sig for at forespørge, hvornår og hvor meget. I 1998 anbefalede TRC en sum på tre milliarder rand (288 mio. euro), som skulle udbetales over en periode på seks år.
Men foreløbig er Trevor Manuel, Sydafrikas finansminister, kun gået med til at udbetale en »midlertidig« sum på 48 millioner rand (480.000 euro).
Det resterende beløb, hvis størrelse ingen tør give et bud på, kommer under alle omstændigheder ikke til udbetaling, før præsident Thabo Mbeki har fået forelagt en »endelig« rapport om spørgsmålet fra TRC.
Rapporten forventes offentliggjort i denne måned.
»Det er fuldstændig som med løfterne om at gøre noget ved bolignøden, arbejdsløsheden og det nedslidte sundhedsvæsen,« siger et medlem af Khulumani.
»Regeringen lover og lover, og vi venter og venter. Men intet sker.«

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her