Læsetid: 4 min.

’Man skal arbejde sammen med nogle andre’

... siger 'Svendler', som gerne vil studere samfundsfag. Vi taler med ham i forbindelse med en Counter-Strike kamp
3. august 2002

Spilkultur
Kampen starter om et øjeblik. Spillerne er på banen, det vil sige den virtuelle bane, det virtuelle landskab, som Counter-Strike spilles i. Det kan være en italiensk landsby, et nordamerikansk bjerglandskab eller et industriområde med lagerhaller og store porte. I dette tilfælde drejer det sig om en aztekisk ruin med reliefudsmykkede kampesten, åbne paradepladser og små hemmelige rum, hvor man kan tage opstilling til et bagholdsangreb. Klanen (****) (Four Stars) skal starte kampen som terrorister, det vil sige, at deres opgave er at placere en bombe på ét af to på forhånd givne steder. Det er counter-terroristernes opgave at forsvare disse to steder, så terroristerne ikke lykkes i deres forehavende.
Terroristerne gør sig klar. Et ur nederst på skærmen tæller ned mod spilstart. Hver runde tager tre minutter. Der spilles tolv runder som først terrorist, dernæst bytter holdene side, og så tolv runder som counter-terrorist. Slutteligen gøres regnskabet op: det hold, der har vundet flest runder, har vundet kampen. Man kan vinde på to måder – enten ved at fuldføre sin mission eller ved at nedskyde alle på det øvrige hold. Hvert hold består af fem spillere.
Kampen går i gang. Terroristerne indkøber våben. I starten har de ikke ret mange penge. Desto flere runder, de vinder, desto bedre våben kan de købe. Man starter med håndvåben, slutter med automatvåben eller præcisionsgeværer med kikkertsigte. Dertil kommer håndgrater og flashgranater, samt en række accessoirers som skudsikker vest etc.
Indkøbene er overstået i løbet af få sekunder, et øjeblik senere løber terroristerne ind i ruinen. De rutinerede spillere ved nøjagtigt, hvor og hvornår man kan risikere at løbe ind i de første counter-terrorister; terroristerne tager opstilling ved en port og en hængebro, der fører over en lavvandet voldgrav. Så begynder de første skyderier.
»Det, der fascinerer mig specielt ved Counter-Strike i forhold til de andre skydespil,« siger Svendler, et medlem af Four Stars, »det er, at der er to hold, som spiller mod hinanden. Det synes, jeg giver lidt mere. Det er et hurtigere spil, og man skal arbejde sammen med nogle andre. Dertil kommer det, at du skyder mod nogen, som du kender og ikke bare en AI'er (en figur, der er genereret af computeren, Artificial Intelligence, red). Samtidig er der så plottet, terroristerne mod counter-terroristerne. Det skaber en del taktik. Det handler ikke kun om at skyde hinanden. Det er det, som jeg synes er sjovt.«
'Svendler' er nitten år gammel og bor i en lejlighed sammen med sin mor i Frederikshavn. Han er født og opvokset i byen og er halvt eritrerianer. Hans rigtige navn klinger muslimsk. Hans far er fra Eritrea og bor i nærheden. Svendler er netop med færdig som student og ønsker at studere samfundsfag på universitetet.

Udsatte terrorister
Klanen forsøger sig med en strategi, hvor de skal forcere hængebroen. Den primære fare kommer fra døråbningen på den anden side af broen. Hvert øjeblik kan en counter-terrorist dukke op og beskyde terroristerne, der er særligt udsatte på den åbne bro. Counter-terroristerne vil have dække af nogle enorme tilhuggede sten. Der går nogle ganske få sekunder, så er de første terrorister faldet. De øvrige tre trækker sig tilbage under voldsom beskydning.
»Wow, de skyder godt«, siger Svendler, som jeg sidder ved siden af. Terroristerne forsøger den anden vej, via porten. Den fjendtlige klan får snart skudt de sidste tre terrorister. De har tabt første runde.
»Den første klan, jeg spillede i, var ikke gode til at tabe. De begyndte at skændes, og det skabte et dårligt klima. Vi snakkede tit om at træne, men når vi så endelig skulle gøre noget ved det, så løb vi bare rundt og skød hinanden. Det gik ikke. Så kom jeg med i Four Stars. De var ældre, klanen var velstruktureret, og der var en god stemning.«
Det går ikke godt med spillet. Four Stars har tabt de første runder, og de har nu fået det problem, at counter-terroristerne har kunnet købe sig stærkere våben. Kampen er ulige. Man hører over hovedtelefonerne, hvordan folk beklager sig. På chatten på skærmen kan man se de andre fryde sig. Det er nogle gange barske kommentarer, der flyver hen over skærmen.
– Har du nogen sinde mærket noget til racisme i Counter-Strike?
»Nej, ikke i Counter-Strike-communitiet. Når jeg har fortalt folk mit rigtige navn, så har de måske lige studset lidt, men så har jeg i en enkelt linie fortalt om min baggrund, og så er det dét.«
– Hvorfor har du taget aliaset ’Svendler’?
»Det er noget, der stammer fra min barndom. Det er noget, de andre kaldte mig engang. Så tog jeg det navn. De fleste spillere bruger et eller andet alias, ’Killer’ og sådan noget.«
– Nu skal du til at studere samfundsfag. Kan du bruge dine erfaringer fra Counter-Strike til noget i den sammenhæng?
»Måske. Du får en idé om, hvor mange det er, der spiller de her onlinespil. Der er rigtig mange. Og så kan du analysere lidt på, hvorfor der er så mange, der spiller det.«
– Ja, hvorfor er der det?
»Det har noget med spændingen at gøre. Det er fortrinsvis drenge, der spiller.«
– Tror du, det får betydning på samfundsplan, at der er så mange netspillere, at der er så mange mennesker, der har en stor del af deres tilværelse på nettet?
»Altså på nuværende tidspunkt, så tror jeg ikke, at det har så meget at sige. Men man kunne godt forestille sig, at hvis spillene blev ved med at udvikle sig, og hvis der blev flere og flere spillere, samt internetbrugere generelt, så kunne det godt få betydning. Men jeg tror ikke, at det vil udvikle sig til et problem.«
Klanerne bytter side, og det går lidt bedre for Four Stars i rollen som counter-terrorist. Men den anden klan løber alligevel af med den samlede sejr. Four Stars rykkede ikke op ad rangstigen i denne omgang.

*Dette er den fjerde og sidste artikel i en serie interviews med medlemmerne af en Counter-Strike ’klan’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her