Læsetid: 2 min.

Bæredygtige havemøbler er et hit

Familien Danmark vil sidde bæredygtigt i sommerhaven. Ryddet regnskov er bare for pinligt
1. august 2002

Forretningskæden Jysk, bedre kendt som Jysk Sengetøjslager, melder udsolgt. Sommersalget af miljørigtige havemøbler har været forrygende. Nu går kunderne tomhændede hjem. Mange af dem vil ikke have møbler uden det såkaldte FSC-mærke, selv om de er på tilbud. Så hellere vente til næste år og sikre sig et bæredygtigt møblement.
»Det passer os fortrinligt,« siger kommunikationschef Kim Nøhr Skibsted: »Vi prøver at løfte vores image ud af det billige sengetøjslager og signalere samfundsansvar og miljøbevidsthed.«
Endnu bedre var han tilpas tidligere på sommeren, da kunderne kom kørende fra andre butikker, som ikke havde forudset tidens trend:
ParcelhusDanmark vil sidde bæredygtigt omkring grillen. Slut med ryddet regnskov. Slut med illegal hugst.
»Vores salg er gået 21 procent frem i de nordiske lande. De 42 procent, der var FSC-mærkede, blev udsolgt først,« siger Nøhr Skibsted.
Også i Brugsen og de andre Coop Danmark-butikker har salget været strygende, siger informationschef Jens Juul.
WWF-Verdensnaturfondens og foreningen Nepenthes’ kampagner for bæredygtigt tropetræ er – sammen med det gode vejr – årsag til fremgangen, mener de begge.

Årlig kontrol af træet
FSC-mærket er et bevis på bæredygtig skovdrift. Miljøorganisationer, skovejere og handelsfirmer er gået sammen om at fastsætte reglerne, både om miljø, økonomi og sociale forhold.
»Det er et forholdsvis sikkert system – i betragtning af den globale handel med tropetræ på et marked, der både er præget af korruption og kriminalitet,« siger koordinator Søren Ring Ibsen fra WWF Skov 2000.
Reglerne indebærer, at driften af de knap 30 mio. hektar skov bliver kontrolleret en gang om året. Alt mærket træ skal kunne spores tilbage til sin oprindelse. Det bliver også tjekket en gang om året. Desuden er der stikprøvekontrol hvert femte år.
Ideen er slået stærkt igennem i Nordeuropa, selv om der stadig er mange møbelbutikker og byggemarkeder, der halter bagud, siger Søren Ring Ibsen. Opgaven er nu at få tendensen bredt ud til andre træprodukter.
»Der er stadig mange leverandører af FSC-mærket træ, der har svært ved at finde kunder – og virksomheder, der har svært ved at finde leverandører. Vi bruger meget tid på at sætte dem i forbindelse med hinanden,« siger han.
I firmaet Trip Trap, der sælger dyrere havemøbler af
teaktræ, har man ikke sporet en stigende efterspørgsel efter mærket træ, siger Anders Bundgaard Pedersen.
Alt teaktræ i Trip Trap-møbler kommer fra Indonesien, hvor det gik galt med godkendelsen og kontrollen på grund af indviklede problemer mellem miljøorganisationen Smartwood og det indonesiske statsselskab.
»Men jeg tror, vores kunder går ud fra, at vores træ er forsvarligt tilvejebragt – og det kan de også regne med. Vi sporer det helt tilbage til oprindelsen,« siger han.
Næste år vil Coop Danmark kun handle med FSC-mærkede havemøbler.
Samme mål har Jysk. Og det skal være til samme pris, som de umærkede møbler havde før.
»I stedet for at købe mærket træ på det åbne marked har vi selv lavet aftaler med leverandørerne,« siger Kim Nøhr Skibsted.
»På den måde kan vi holde prisen, hvor vi gerne vil have den – og slippe for problemer med ukorrekt mærkning. Det handler om cool cash. Det er ikke vores opgave at redde regnskoven, men vi vil gerne være med til det, og vi ved at ansvar for miljøet spiller en vigtig rolle i fremtidens konkurrence,« tilføjer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her