Læsetid: 6 min.

Med benene først

Dejlig er jorden – især når man ejer den selv. Og det gør du i op til 25 år efter, at dit personnummer udløber
2. august 2002

(2. sektion)

Sidste salgsdag
Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Det ved enhver forbruger. Men vidste du, at du faktisk ejer dit eget gravsted? Skødet må myndighederne i sagens natur videregive til dine pårørende, hvis du altså har nogen, hvad færre og færre afdøde statistisk set har. Men reelt ejer du, når den tid kommer, en lille lod af jorden, hvoraf du er kommet, og hvoraf du skal genopstå på jordens sidste salgsdato.
Som afdød har du ganske vist flere rettigheder end pligter, men love og bestemmelser følger med dig til dit sidste forbrugsgode: din grav.
Det kan være betryggende at vide, før du stiller træskoene, at mængden af love, forordninger og bestemmelser for kirkegårdsdrift og vedligeholdelse er vokset støt med skiftende kirkeministre.
»Særlig Bodil Koch var skrap med reglerne,« mindes Jens Erik Sørensen, der gennem 40 år som graver ved Vissenbjerg kirke på Fyn har tilset, at bisættelser er gået sømmeligt og lovformeligt for sig. På kirkegården er det graveren – kirkegårdslederen – der er ansvarlig for, at lovene overholdes. Jens Erik Sørensen er pensioneret i dag, men trækker på en lang erfaring, idet både hans far og bedstefar var gravere i Vissenbjerg før ham. Desuden har Jens Erik Sørensen haft bijob som bedemand, og efter at have lagt ca. 6.000 mennesker i kister kender han om nogen både reglerne og rutinerne. I alle tilfælde er transporten til kirkegården foregået med benene først.
»Sådan er reglerne. En afdød bliver altid ført med benene fremad. I rustvognen eller når kisterne føres, bæres ud og ind af kirken er det altid med fødderne fremad,« siger Jens Erik Sørensen.
Når du ankommer til dit sidste retmæssige hvilested, er der på forhånd gravet et hul, som skal leve op til nøje specificerede lovkrav.
»Der skal graves ca. 1,5 meter ned, for loven tilsiger, at der skal være én meter jord over kisten. For urner er det 50 cm. Et kistegravsted skal måle 1,25 gange 2,5 meter, for en urne er det en halv kvadratmeter. Før i tiden målte en kiste 1,98 meter, i dag er det sat op til 2,15 meter,« siger Jens Erik Sørensen, der kan oplyse, at moderne mekanik har gjort det nemmere at opfylde lovens bestemmelser:
»Engang, og det vil sige indtil for ca. 20 år siden, var det fire timers arbejde for to mand med spade og skovl at grave en grav. I dag tager det fem kvarter med en gravkalv.«

Fredet i 25 år
Ved selve bisættelsen foreskriver bestemmelserne, at afdøde sænkes ned på sømmelig vis. Det kan ske manuelt eller mekanisk.
»Man må ikke bare gå hen over graven og droppe kisten. Den skal fires ned ved hjælp af mandskab, men man oplever desværre på mange kirkegårde i dag, at der ikke er et følge til at hjælpe. Da kirkegården ikke har ressourcer til at skaffe et mandskab, benytter man en ramme, hvorpå man placerer kisten, der så sænkes ned ved hjælp af et nedfiringsapparat.«
Vel nede har du 25 år til at formulde i, og det er mere end rigeligt for de fleste forbrugere.
»Før i tiden var tidsrammen 20 år, men det er sat op til 25 af etiske grunde,« siger Jens Erik Sørensen.
I hele perioden er gravstedet fredet, og det tilhører reelt dig, eller – idet du under formuldningsprocessen næppe er i stand til at tage vare på skødet – dine eventuelle pårørende eller kommunen. Efter 25 år vil en typisk gennemsnitsdansker være sin egen vægt værd i muldjord. Kirkegårdens ledelse har herefter ret til at genbruge gravstedet. Har du valgt en kremation, er fredningsperioden for din urne 12 år.
Jens Erik Sørensen kan oplyse, at færre og færre forbrugere vælger urneløsningen, mens der til gengæld ses en stigning i antallet af folk, der vælger mere afslappede begravelser i kirkegårdenes naturskønne skov-/parkanlæg. Der er tale om skiftende livsstilstrends, som Jens Erik Sørensen gennem sit lange virke har set komme og gå.
»Kremation var en mode, der kom fra USA,« siger han, »det var nemt, der var ikke noget at passe.«
I dag har de fleste moderne kirkegårde skov-/parkanlæg for at modsvare efterspørgslen på naturbegravelser.
»Der gror valmuer og kornblomster og engblommer, altså naturblomster, der får lov at henligge. Man kan vælge at stille en planke eller et stykke skifersten imellem planterne.«
En naturbegravelse koster mellem 20 og 35.000 kroner, men ifølge Jens Erik Sørensen er moden ikke forbeholdt velhavere:
»Mange mennesker sparer op til deres begravelse via bedemændenes Elysium-ordning. Pengene kan hensættes skattefrit. Og hvis man har pårørende til at forestå vedligeholdelsen, er det gratis.«
Hvilken type jord, man formulder til efter sin bisættelse, afhænger af jordforholdene på den aktuelle kirkegård. Ved Vissenbjerg stammer jorden fra istiden og er af en let stenet og gruset kvalitet. Af samme grund er man nødt til at planke gravene til før bisættelserne. Andre kirkegårde kan være mere lerede eller sandede, men alle er som regel ret tørre. Du skal derfor ikke gøre dig for store økologiske håb om at blive ’genbrugt’ af nærvedstående buske eller planter.
»Hos mange af dem, jeg har lagt i kiste, var der ikke meget volumen tilbage til plantevækst,« siger Jens Erik Sørensen, »vi skal en meter ned i et nygravet gravsted, og selv om der står et træ eller en stor busk i nærheden af en ny grav, så varer det altså lidt, før den kan gå ind i en kiste, og da der kommer ikke fugt ned til kisterne, så har træerne ikke noget at gøre der.«

Alle kan være med
Er du medlem af folkekirken, har du ret til en gravplads, og er du ikke, koster det kun et symbolsk beløb at være med. Det, der koster penge, er tjenesteydelser i form af service på gravstedet, renholdelse, plantning af blomster m.m. Hvis en pårørende påtager sig arbejdet, er det gratis.
Men mens kirkegårdenes tilbud til forbrugerne tillige med love og reglementer vokser både i mængde og kvalitet, er de praktiske og økonomisk fordelagtige pårørende til gengæld med tiden blevet en mangelvare.
»I de store morgenaviser efterlyser Rigshospitalet løbende pårørende,« bemærker Jens Erik Sørensen, »en kollega i København var ude for en enkelt uge at kaste jord på 52 mennesker uden pårørende.«
Ifølge Sørensen er moderne pårørende, når de forekommer, ikke nær så pårørende, som de var i gamle dage:
»Dengang fulgte man afdøde hjemmefra, og bagefter var der suppe, steg og is. I dag går man fra hinanden, for man har ikke noget at tale om, og de færreste har råd til at tage fri fra arbejde.«
»Vi kan sidde derude med et følge på 20, og der er kun tre, der kan bære, fordi folk har så mange arbejdsskader eller kunstige hofter og knæ, og dem tør de ikke belaste for at hjælpe en gammel ven med kisten. Tidligere var det at følge en nabo eller god ven det sidste stykke en ære. Det svarede til at stå fadder til en barnedåb. Det var dengang, man ikke behøvede sætte et skilt i vinduet med nabohjælp.«
Ved siden af opsparingen er det altså værd at huske, at der skal mindst to til en kvalitetsbegravelse: Dig og din(e) pårørende. Husk på, at selv om jorden genbruges efter de 25 år, hvor du i ro og mag og et stressfrit miljø er blevet til kvalitetsmuld, som du selv eller dine pårørende har skøde på, har du stadig den vigtigste oplevelse ved din begravelse til gode. Der er nemlig en årsag til, at du bliver placeret i graven med fødderne mod øst og hovedet imod vest.
»Fødderne vender mod øst, fordi de døde rejser sig i deres grave med ansigtet mod øst på opstandelsesmorgenen. Sådan siger reglerne, og de går helt tilbage til moseloven,« siger Jens Erik Sørensen, »derved får de solen lige i ansigtet, når de står op.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Eliot Juhl
Peter Eliot Juhl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu