Læsetid: 5 min.

Bold- og livskunstneren ’Lund’

Multimennesket, Informations første sportsredaktør, manden der ku’ noget mere – Knud Lundberg er død
16. august 2002

Nekrolog
Efter længere tids barsk sygdom præget af Altzheimer har Knud Lundberg 82 år fået fred få måneder efter, at hans kone og makker Hanne døde. Lundberg var et multimenneske. Et legebarn, der som voksen tog legen alvorligt.
I sportsverdenen med bifagseksamen i idræt, på landsholdet i fodbold med 39 kampe, i håndbold med 23 kampe og i basketball med 21 kampe, anfører og dansk mester i alle tre grene, fodbold-teoretiker, ditto taktiker og historiker, ’opfinder’ af indendørs fodbold. I sit civile liv sportsjournalist, indehaver af en lægeeksamen uden at bruge den eller aflægge lægeløfte.
Romanforfatter, slankeekspert (med journalisten Edward Clausen), tidskriftudgiver og redaktør for et månedsblad, der typisk nok hed Det Hele (og ville det som han selv), og som var tænkt som alternativ til Det Bedste, brevkasseredaktør om sex og samliv (sammen med sin kone), sundhedsapostel, socialdemokratisk kommunalpolitiker på Frederiksberg, og en munter mand i AB på det gamle anlæg i Nørre Alle. Men også en mand med anlæg og lyst til at være kontroversiel og en akademisk gadedreng. Det var han, bl.a. fordi han kunne tillade sig det i kraft af sin uafhængighed.
Kort sagt, den mest alsidige og originale personlighed i dansk idræt i det 20. århundrede. I sin glanstid landskendt – også og især i Sverige.
Fra AB til Information
Det startede i drengeårene i Akademisk Boldklub, hvor han var en af den legendariske leder P.W. Degners drenge og blev trænet af den endnu mere legendariske tidligere professionelle i Skotland Carl Skoma’r, der kunne sparke til en bold som ingen andre.
Det lærte Lundberg tidligt og udviklede en fin teknik og en næsten revolutionerende taktisk sans, der foregreb senere spillesystemer som 4-4-2 og 4-3-3 uden at få kredit for det. Det skete delvis som kompensation for hans egen snegleagtige langsomhed på de første fem-seks meter, der tæller på en fodboldbane. Når det drejede sig om en 100 meter, var lange Lundberg med de lattervækkende små trippeskridt så hurtig som de fleste. Han ville hellere lege med en bold end dyrke konditræning – ind til han passerede de 30.
Når han blev sendt på løbetræning i Fælledparken, sneg han sig ind i Otto Mønsted Hallen og så på håndboldpiger, hvorefter han tog en hurtig tur i saunaen fuldt påklædt. Således kom han svedende tilbage til AB’s anlæg. Lundberg legede og spillede sig i form, især når han gik fra en AB-kamp i Idrætsparken søndag eftermiddag og direkte til en håndboldkamp for HG i Idrætshuset samme aften.
Som ung kom Lundberg hurtigt på AB’s 1. hold – dengang permanent tophold som HG var det i håndbold – og spillede her som holdets suveræne dirigent i en snes år. Han debuterede på landsholdet og fik sit gennembrud i juni 1943 i en kamp med fem danske debutanter, der endte overraskende med dansk sejr 3-2.
Kampen blev hans indgang til journalistikken, idet han – gadedrengen – kom i pressepolemik med den udtagelseskomité, der dengang før trænervældet udtog landsholdet. Det førte til et engagement i Idrætsbladet til 10 øre pr. linje. I 1944 udgav han den første systematisk anlagte bog om moderne fodbold og fodboldtræning i to bind.
Ved dannelsen af Information i maj 1945 blev han bladets første sportsredaktør med en daglig spalte og ret til at skrive, hvad han ville. Det gjorde han så i ni år – altid kompetent og yderst fair, også når det gjaldt omtale af hans konkurrenter til landsholdet som lange John Hansen fra Frem (helten fra Highbury og Italiens-kampen ved OL i London 1948) eller Aage Rou Jensen fra AGF. Lundberg var pioner på sit felt og satte en standard.
På Information skrev han i hånden, kom sjældent på bladet, der dengang udkom ved middagstid. ’Lund’ mente, at mennesker skulle sove til de vågnede af sig selv, og da han gik sent i seng (eller tidligt om morgenen) var han ikke på bladet op til dead-line. Han lagde sit manus under måtten på foran døren til sin lejlighed på Maglekildevej på Frederiksberg eller i AB’s kantine, hvor redaktionsbudet hentede det.

På kant
Lundberg var hyppigt på kant med DBU-lederne og især udtagelseskomitéen.
Under OL i Finland 1952 fik han forbud mod at skrive i Information om Danmarks landskampe, fordi han var med på holdet. Det forbud omgik han ved i brusebadet eller i omklædningsrummet umiddelbart efter kampene at diktere sit referat til den medudsendte J.B. Holmgaard, men maskeret som et interview.
Lundberg nægtede at gå med slips – det mest latterlige af alle menneskelige beklædningsgenstande, mente han. Han brugte sit eget enlige som bælte til sin badekåbe. Derfor blev han efter en landskamp mod Norge i Oslo udelukket fra den efterfølgende officielle banket. Det skabte krise i landsholdstruppen, og Lundberg blev afsat som anfører og senere fra landsholdet.
Det udløste et formeligt folkekrav om come back. Han fik det og spillede sin sidste fodboldlandskamp som 36-årig i 1956. Undervejs havde han klogeligt afslået flere smigrende tilbud fra udenlandske klubber om en professionel karriere. Sin frihed og uafhængighed satte han højere.
Da havde han som journalist forladt Information og var 1954 gået til Socialdemokraten, 1959 omdøbt til Aktuelt, hvor han forblev. Lundberg var her ubestridt den kyndigste fodboldskribent og analytiker herhjemme, indtil Per Høyer Hansen fra 1975 i dette blad og senere i Tipsbladet gjorde ham rangen stridig. Lundberg var blevet mentalt træt.
Han var glad for sit gade-drenge-image. I sit forfatterskab har han et par gange fortalt historien, da han som 18-årig var til international håndboldturnering i Berlin. Han havde lagt mærke til, at Førerens stedfortræder Brigadenführer Hermann ved sejrsceremonien, når han hilste på spillerne én efter én, løftede sin højre tåspids og vekslede ord med udvalgte spillere – hvorefter bifaldet bragede.
Da stedfortræderen nåede til den høje Lundberg med det lyse, ariske udseende og gav sig til at veksle ord, kom den danske gadedreng op i ’Lund’: Han løftede sin venstre fod og placerede den blokerende over tyskerens højre tåspids. Tyskeren kiggede ham dybt og rasende i øjnene, men løftede i stedet sin venstre tåspids, så Lundberg fik sit brølende bifald. Dagen efter kom selveste Reichsportführer von Tschammer und Osten på besøg hos danskerne. Under desserten trak rigssportføreren Lundberg til side og gav ham et særligt tilbud. Han kunne blive i Nazi-Tyskland, få lige så mange store, stærke lyshårede tyske piger han ville ha’. Og en bil og få lov til at lave hvad han ville, spille håndbold og studere. Et liv i lyst og vellevned. Hvis
han kort sagt ville være avlstyr.
Den 18-årige Lundberg, der efter eget udsagn stadig var jomfru, rødmede og afslog høfligt det ædle tilbud. I stedet fik han et liv i leg og uafhængighed.
I hele sit liv var Knud Lundberg var en af dem, der ku’ noget mere. En legende bold- og livskunstner. Dem er der ikke mange af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu