Hvor var de borgerlige, da det gjaldt?

(2. sektion)

Kommentar
Hvad fanden er meningen? Hvor var nutidens borgerlige politikere dengang, da der virkelig var en indre trussel mod friheden i Danmark? På universiteterne, dengang i 1970’erne, da nymarxismen var en kampideologi, der havde besat studenterrådene og en stor del af de yngre lærere.
Parolen lød gravalvorligt: »Knus den borgerlige statsmagt.«
Det kan folk jo have lov til at mene, som de vil. Men hvad der blandt nogle studenter udløste et oprør mod oprøret var, at Studenterrådet trods sin politisering gjorde krav på at tale på alle studerendes vegne. Og at Rådet ville bruge den nyvundne studenterrepræsentation i universiteternes ledelse som affyringsrampe mod fjerne revolutionære mål. Bemærkelsesværdigt var der ingen partikommunister at få øje på i de nymarxistiske rækker.
Jeg var i efteråret 1970 med til at danne organisationen Moderate Studenter og var dens talsmand frem til 1973. Vi stillede op til de demokratiske studentervalg, som den daværende VKR-regering søgte at gennemføre efter den nye styrelseslov for universiteterne.
Studenterrådet ikke bare boykottede valgene. Det prøvede også at sabotere dem. Og løb bagefter storm mod mødelokalerne for at forhindre de demokratisk valgte universitetsforsamlinger i at mødes.
Rådet ville nemlig ikke finde sig i lovens valgmetode. Den var den gængse metode ved danske offentlige valg: listevalg med forholdsmæssig repræsentation. »Den gør det muligt at splitte de studerende,« lød Rådets afvisning. Underforstået: De studerende er enige, og hvis nogle ikke er enige, så er de irrelevante.

’Afvis quislingerne’
Vi, der deltog i valgene, blev mødt med rådsparolen: »Afvis quislingerne!« Vi var altså nazistiske landsforrædereÇ mindre kunne ikke gøre det. Studenterrådet søgte at skræmme os ved gangstermetoder: Politiske forhør i blændende lampeskær og tilståelser forelagt til underskrift. Og det var ikke ment i spøg. Lige så lidt som når rådsfolk trængte ind på vore interne møder og fór rundt og fotograferede os med blitzende lamper.
I de år levede nogle universitetsstudier i belejringstilstand: dansk, psykologi, samfundsfag. Den faglige standard blev fortrængt af politisk parole.
Studenterrådets ledelse lagde ikke skjul på, hvad de ville opnå: et marxistisk universitet som fremskudt front i »klassekampen mod senkapitalismen«.
Det kan man le ad i dag. Dengang synes jeg ikke, det var morsomt. Ej heller, når de marxistiske retorikere erklærede, at de ville »uskadeliggøre« deres modstandere. Hvad mon det præcist betød?
Kampen mod tyranniet stod vi ret ene om. Kun 15 procent af de studerende gad stemme ved de lovlige valg. Og det var ikke nemt at finde kandidater, der havde modet til at stille op. Eller ønskede at engagere sig. »At I gider« svarede en ung fremadstræbende Venstremand, da vi bad ham om hjælp.

Kun to
Blandt dem, der havde mod til at stille op, var kun to, der siden har gjort landspolitisk karriere. Den ene var den konservative Viggo Fischer, der kom så galt af sted i Tamil-sagen. Den anden var Peter Duetoft, der kun kan kaldes halvt borgerlig, fordi han er CD’er. Fra de andre politikerspirer, der dengang studerede ved universiteterne: ikke en lyd.
For god ordens skyld skal tilføjes, at socialdemokraterne heller ikke var hjælpsomme. Tværtimod. De havde under VKR-regeringen travlt med at tækkes nymarxisterne for at volde regeringen flest mulige vanskeligheder. Og hang bagefter på de vilde løfter, de havde været ude med.
Nogle af nymarxismens paroleforkyndere er nu blevet ideologer for nyliberalismen. Uskønt skue, når de falder datidens passive om halsen og hænger deres egne oprindelige meningsfæller ud.
Samtiden er rette tid at sige fra. Ikke en bekvem eftertid, hvor efterrationaliseringen snarere har som mål at besmykke én selv – eller genere ens nuværende politiske modstandere. Universiteterne kom igennem krisen. Med eller uden hjælp fra os, der stillede op til de demokratiske valg. Det skal jeg være varsom med at dømme om.
Til gengæld kan jeg ikke frigøre mig for en mistanke om, at de, der nu ivrer for et opgør med fortidens »indre trusler«, er drevet af flovhed over, at de ikke selv tog opgøret, mens tid var.

*David Rehling var medlem af Københavns Universitets konsistorium fra 1970-73