Læsetid: 4 min.

Den dag jorden stod stille

Med ’Signs’ har M. Night Shyamalan lavet en rørende, spændende og usædvanlig film om en families mulige møde med udenjordiske væsener
29. august 2002

Ny film
Hvad ville du gøre? Hvis du en morgen vågnede ved, at hunden gøede som en sindssyg, og siden opdagede, at nogen eller noget havde moret sig med at afsætte sit gigantiske fingeraftryk midt i din kornmark.
Ville du blot, som det rationelle menneske, du naturligvis er, slå det hen som drengestreger og nøjes med at ringe efter politiet? Men måske du alligevel er et mere følsomt og overtroisk gemyt, som let lader sig gribe af panik og er overbevist om, at korncirkler er tegn i sol og måne på, at fremmede udefra – aliens, om du vil – går på denne, vores jord.
Hovedpersonen i M. Night Shyamalans intelligente og underspillede drama Signs, faderen, faren og farmeren Graham Hess, er lidt af begge dele. Da han finder en elegant svunget korncirkel på sin mark, går hans tanker først i retning af lokale ballademagere. Men den tidligere præst, der mistede troen, da hans kone seks måneder tidligere på modbydelig vis omkom i en bilulykke, har alligevel en fornemmelse af, at verden ikke er helt så ligefrem, som han går og håber på.

Overraskelser
M. Night Shyamalan laver uspektakulære og usædvanlige film, der tager velkendte, populære genrer og gennemtærskede historier og drejer dem til noget, vi sjældent, om overhovedet, har set før, og som ganske overrasker og forundrer.
I Den sjette sans vendte han spøgelseshistorien på hovedet og fortalte den fra spøgelsets synsvinkel. I Unbreakable blev den ofte overgearede superheltefilm begavet med et mål af følelsesmæssig troværdig socialrealisme. Shyamalan bruger overraskelsen aktivt, og jo mindre, man på forhånd ved om hans film, jo bedre – de fortæres bedst på tom mave, men kan til gengæld ses igen og igen, og det opmærksomme publikum vil så lægge mærke til alle de små detaljer og spor, som instruktøren har lagt ud undervejs.
Signs er Shyamalans utraditionelle bud på en film om menneskers mulige møde med udenjordiske væsener, og den minder ikke meget om de fleste andre, storskrydende og højeksplosive film i genren, f.eks. Independence Day og Men in Black.
Snarere har instruktøren hentet inspiration i Chris Carters X-Files til sin lune og ræsonante historie om en helt almindelig familie, der på baggrund af en personlig tragedie kæmper med at kapere de uforståelige ting, som sker omkring dem.

Publikum fanges
Mel Gibson er afdæmpet og mindre manieret end sædvanlig i rollen som Graham Hess, der sammen med sine to børn, den lille pige Bo og hendes astmatiske storebror Morgan (meget fint spillet af Abigail Breslin og Rory Culkin), bor sammen med sin yngre bror Merrill (Joaquin Phoenix) på en gård et stykke uden for Philadelphia.
Da de finder korncirklerne i majsmarken og en nat støder på et mystisk væsen – en mand, en alien? – forsøger Graham og Merrill først at overbevise sig selv og børnene om, at intet usædvanligt er på færde. Men efterhånden som fjernsynet kan berette om utallige lignende korncirkler verden over, og en gammel og ellers defekt babyalarm begynder at udsende mærkelige snakkelyde, begynder også de at vakle i troen på en jordbunden forklaring.
Som Den sjette sans og Unbreakable er Signs ikke en krimi eller en thriller i gængs forstand, men den holder publikum fanget, som var den skruet sammen af en mester i genren.
Langsomt og effektivt bygger Shyamalan spændingen op, dramaturgisk og med Tak Fujimotos smukke billeder og James Newton Howards velklingende musik. Ting og situationer får lov til at tage den tid, de tager – filmen er harmonisk klippet, og kameraet bevæger sig roligt – og konstant bringes vi tæt på familien og den fortrængte, følelsesmæssige tumult, som de usædvanlige omstændigheder bringer op til overfladen.

Antydningens kunst
Shyamalan er interesseret i mennesker og deres måde at reagere på under svære omstændigheder. Han skildrer sine personer med indlevelse og bruger populærkulturen – spøgelser, tegneserier, ufo’er – som tilforladelig og tillokkende indpakning til sine budskaber om selverkendelse, menneskelig styrke og troen på, at der findes en kraft, som er større end én selv.
Han leger humoristisk og selvrefererende, men aldrig for indforstået med vores forventninger til genrefilmen og nægter konsekvent at gøre ligesom alle andre.
Som demonstreret i en både morsom og lidt uhyggelig scene i Signs hvor Bo og Morgan sidder sammen med deres far og læser i en bog om aliens og mulige konsekvenser af en invasion fra rummet. Eller da Merrill opslugt stirrer på tv’et, der viser en hjemmevideo fra Mexico, hvor man ser det første korte og underligt ophidsende glimt af noget, der muligvis kunne være en alien.
Shyamalans film er ikke fyldt med voldsomme special effects eller blodige shootouts, og Signs er et fremragende eksempel på, hvordan de berømte antydninger kan skabe en stemning af den anden verden.
Er der så aliens på spil i Signs, eller er det bare indbildning? Tegnene hober sig op, men M. Night Shyamalan afholder sig klogeligt fra at give endegyldige svar før til allersidst, hvor man efter at have siddet på pinde i to timer får en forklaring – og den skal selvfølgelig ikke afsløres her.

*Signs. Instruktion og manuskript: M. Night Shyamalan. Amerikansk (Imperial, Palladium, Empire og CinemaxX i København og overnaturligt mange biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu