Læsetid: 4 min.

Dagligdagen og paradiset

Havekunsten er i det hele taget overset, men nu kan man møde en stor mester i en retrospektiv udstilling på Gammel Dok
24. august 2002

Havekunst
Sven-Ingvar Andersson er en verdensberømt dansk – og svensk – kunstner, som vi ikke selv kender ret godt. Det skyldes måske, at den havekunst han udøver, ikke er blandt de kunstarter, der giver forsider i aviserne og portrætter i fjernsynet. Mærkeligt nok. For netop Sven-Ingvar Anderssons omdannelse af Sankt Hans Torv er et forbillede for byudviklere over hele landet, fordi den dejlige plads har trukket hele kvarteret med sig i en positiv udviklingsspiral.
Noget tilsvarende gælder for hans arbejde med Museumsplein i Amsterdam, Karlsplatz i Wien og Havnefronten i Helsingborg. Alle byrum, der bruges af tusindvis af mennesker i hverdagen, mennesker, der nyder stemningen, ofte uden at ænse hvorfor.
Man kunne ønske sig, at der var en større bevidsthed om kvaliteten i vore byrum og landskaber, sådan som det er sket i de tysktalende lande og Holland, i takt med engagementet for en mere bæredygtig udvikling. Det er jo ikke lige meget om et byrum indrettes med gode opholdspladser eller med formalistiske stiløvelser. Og det er ikke lige meget om en park i en forstad har gode sammenhængende forløb, af små og store rum, eller om den er et formløst rod. Forskellen er en fundamental respekt for de mennesker, der daglig bruger anlæggene, uden at se dem som kunst, men som nødvendige åndehuller i hverdagen.

Mennesket i centrum
Torsdag åbnede imidlertid en udstilling på Gammel Dok, der bredt introducerer til Svend Ingvar Anderssons 40-årige virke som kunstner og formidler.
På udstillingen findes projektskitser og fotografier af arbejder i alle størrelser, fra den private have til det store landskabelige anlæg. Her er talløse solskinsmotiver med grønt og vand, som en evig sommerferie. Det er så dejligt, at man let glemmer hvordan anlægget egentlig ser ud, så havekunsten forsvinder i lutter nydelse.
Både skitser og fotografier er fyldt med personer, der nyder livet, hvadenten de bare hviler sig lidt på en kant i hverdagen, eller de sidder og hygger sig i en havestue. Og her finder man da også én nøgle til Anderssons arbejde. Fra den skandinaviske tradition, som han har videreført i sit virke som professor på Akademiet, har Sven-Ingvar Andersson arvet en indlevet humanisme. Her er mennesket og menneskelige forhold i centrum. Men der er mere end det.

Plan og perspektiv
En havekunstner har plantegningen, perspektivet og beskrivelsen som sine vigtigste redskaber. Planerne og beskrivelsen fortæller gartnere og brolæggere præcis hvad, der skal være hvor. Men planerne er også gode redskaber til at ’finde vejen’, til at opklare hvor bevægelserne og sigtelinierne i et rum skal være. Og beskrivelserne kan fortælle hvad tingene betyder. Om en bænk kun er en bænk, eller om den også angiver en afgrænsning i rummet, for eksempel. Perspektiverne viser til slut havekunstnerens billede af rumligheden og dets anvendelse.
Der er ingen tvivl om, at den æstetik, der dyrkes i tekster og tegninger, kan genfindes i de endelige resultater. For Sven Ingvar Andersson er det tydeligt, at kunstnere som Kandinsky, Klee og Arp har spillet en stor rolle, både hvad angår kompositionen af punkter, linjer og flader i landskabet, og når det gælder det særprægede og lidt surrelle poetiske sprog, der hos Andersson bruges til at sammenstille betydningselementer i landskabet eller bylandskabet. Men hvor planerne og skriften kan minde om billedkunst og poesi, da opstår noget helt tredje, det afgørende, når der kommer perspektiv på.
Når rummet bringes i spil, træder menneskene ind, og med dem kommer der bede, bænke, pavilloner og vandkunster, alt det, der gør dagene og sindet lysere. Her spiller kunstnerens enorme viden og erfaring ind. Allerede som helt ung påbegyndte han sin fotografering af alle mulige og mærkelige haver og landskabsrum, og denne fotosamling er i sig selv et livsværk, der burde udgives.
Den enkle organisation på planerne forvandles i perspektiverne ved hjælp af indre billeder fra hele havekunstens historie, fra Kina og Japan, fra hele Europa og Syd- og Mellemamerika. Men det betyder langt fra, at man skal kende hele havekunsthistorien for at nyde – tværtimod.
Al Sven-Ingvar Anderssons viden forenes hver gang i det umiddelbart sanselige, for den allerdybeste viden er den, at haven er menneskenes paradis.
Her dyrker vi ikke bare planter, men også glæden over skaberværket, det gode i livet på jorden. Det bedste var, om en tur på Gammel Dok kunne være begyndelse til en rejse rundt til alle de steder, som Sven-Ingvar Andersson har paradisificeret rundt om i Europa, for haver og pladser skal opleves i virkeligheden.
Men udstillingen er under alle omstændigheder en velkommen introduktion til en væsentlig kunstner og kunstart for de mange, der har mødt dem uden at kende dem.

*Sven-Ingvar Andersson. Dansk Arkitektur Center, Gammel Dok, Strandgade 27 B, København. Åbent hver dag 10-17, fri entre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her