Læsetid: 4 min.

’Dyb kløft splitter Vesten’

En afgrundsdyb kløft er ved at åbne sig mellem USA og Europa, siger den kontroversielle forsker Francis Fukuyama, der forudså ’historiens endeligt’
12. august 2002

Islamismen, al-Qaeda og talebanerne er kun en forbigående trussel. De repræsenterer ikke noget realistisk alternativ til det vestlige liberale demokrati, som efter sovjetkommunismens fald er eneste relevante ideologi og samfundssystem, skriver den kontroversielle forsker i international politik, Francis Fukuyama, i et nyt opsigtsvækkende essay.
Dels har islamismen begrænset appel over for ikke-muslimer, dels tilfredsstiller den end ikke aspirationerne hos det store flertal af muslimerne selv, hvilket de stærkt upopulære regimer i Afghanistan og Iran har vist os.
Så selv om »fanatiske islamister bevæbnet med masseødelæggelsesvåben er en alvorlig trussel på kort sigt, kommer den langsigtede udfordring i kampen mellem ideerne ikke fra den kant,« skriver Fukuyama. Det afgørende spørgsmål er derimod om begrebet »Vesten« kan blive ved med at hænge sammen, og om USA og dets udenrigspolitik er på vej til at blive de største konfliktpunkter i international politik.
Umiddelbart efter 11. september var de europæiske regeringers støtte til USA i dets »krig mod terror« uforbeholden og spontan. Men efter den massive militære sejr i Afghanistan, og George W. Bushs udpegning af Irak, Iran og Nordkorea som »ondskabens akse«, begyndte kritikken af USA at strømme frem.

Enorm kløft
»Hvad er det, der foregår? Historiens afslutning skulle handle om en sejr for vestlige, ikke kun amerikanske værdier og institutioner og gøre liberalt demokrati og markedsorienterede økonomier til det eneste gennemførlige valg… alligevel har der åbnet sig en enorm kløft mellem amerikanske og europæiske opfattelser af verden, og fornemmelsen af, at vi deler de samme værdier, bliver mere og mere tyndslidt,« siger Fukuyama.
Europæerne har som bekendt en lang og velkendt liste over klagesager, hvor de mener, USA går enegang og blæser på international lov og ret. Der er USA’s modvilje mod de mange internationale traktater om emner, der spænder fra klima og biodiversitet til nedrustning, landmineforbud og Den Internationale Straffedomstol. Men det alvorligste eksempel på USA’s unilateralisme set med europæiske øjne, er Bush-administrationens erklærede hensigter om at tilvejebringe et magtskifte i Irak, om nødvendigt ved at invadere landet på egen hånd.
Den nye amerikanske sikkerhedsdoktrin, som går ud på at slå først til mod fjenden og forebygge terrorisme hellere end at reagere på den blev indledt med talen om onskabens akse og videre udbygget under Bushs tale på West Point i juni, hvor han blandt andet sagde:
»Vi må føre krigen over i fjendens lejr, spolere hans planer og konfrontere de værste trusler før de opstår. I den verden, vi er kommet ind i, er den eneste vej til sikkerhed handlingens vej.«
Men den europæiske holdning er, at Europa forsøger at skabe en ny international orden, som bygger på love og regler, og som passer til omstændighederne efter afslutningen på den kolde krig.
»Denne verden, fri for skarpe ideologiske konflikter og militær rivalisering i stor skala, giver betydeligt mere spillerum for konsensus, dialog og forhandlinger som en måde at løse konflikter på. Europæerne er rædselsslagne over annonceringen af en reelt ubegrænset doktrin om at slå først til mod terrorister eller stater, der støtter terrorister, og hvor USA alene beslutter hvor og hvornår der skal bruges magt,” skiver Fukuyama.

Dybe principforskelle
Uenigheden bunder i dybtliggende principielle forskelle. Amerikanerne mener, at den højeste kilde til demokratisk legitimitet skal findes i den forfatningsmæssige demokratiske statsdannelse. Internationale aftaler indgås efter forhandlinger mellem sådanne stater, og de kan til enhver tid trække deres tilslutning til de fælles aftaler tilbage.
Europæerne oplever i langt højere grad, at der findes et fælles internationalt samfund, som er større end de enkelte stater, og som giver legitimitet til en lang række eksisterende internationale institutioner.
Således er de fredsbevarende styrker i Eks-Jugoslavien ikke bare et tilfældigt arrangement aftalt mellem nogle regeringer, men et moralsk udtryk for vilje og normer hos et større internationalt fællesskab.
»Mange amerikanere mener, at verden er blevet et fundamentalt farligere sted siden 11. september. De tror på, at hvis en leder som Saddam Hussein først får fat i atomvåben, vil han give dem videre til terrorister. De tror på, at dette er en trussel mod hele den vestlige civilisation. Denne akutte trussel er drivkraften bag den nye doktrin om at slå først og bag Amerikas forøgede vilje til at bruge ensidig magt over hele verden,« skriver Fukuyama.
»Modsat tror mange europæere, at angrebene den 11. september var en enkeltstående begivenhed, hvor Osama bin Laden var heldig og scorede stort. Men sandsynligheden for, at al-Qaeda vil opnå tilsvarende succeser i fremtiden er lille i betragtning af det forhøjede alarmberedskab og de defensive og forebyggende forholdsregler, man har taget efter 11. september. Europæere tror endvidere, at sandsynligheden for at Saddam vil forsyne terrorister med atomvåben er lille, og at man fortsat kan holde ham i skak. Det er derfor ikke nødvendigt at invadere Irak, inddæmningspolitikken vil virke som den har gjort siden Golfkrigen. Og endelig har de en tendens til at mene, at muslimske terrorister ikke repræsenterer en generel trussel mod Vesten, men har deres fokus rettet mod USA som følge af amerikansk politik i Mellemøsten og Golfen,« mener Fukuyama.
Kløften er ikke et forbigående problem, og skyldes ikke bare Bush-regeringens stil eller den øjeblikkelige situation i verden. Den afspejler dybt forskellige syn på, hvor den demokratiske legitimitet kommer fra i den bredere vestlige civilisation, slutter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu