Læsetid: 2 min.

Efterløn er mest for de svageste

Det er mest de hårdest belastede grupper på arbejdsmarkedet, der går på efterløn. Afskaffes ordningen, vil man stå med en udbrændt del af arbejdsstyrken, der koster penge andre steder i systemet
7. august 2002

Det er først og fremmest hjemmehjælperen med den dårlige ryg, bageren med de ødelagte knæ og den nedslidte maskinarbejder med dårlig hørelse, der går på efterløn, når de fylder 60. Det viser de seneste tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Da der er tale om de mest belastede grupper på arbejdsmarkedet, er det hverken personligt eller samfundsmæssigt forsvarligt at afskaffe efterlønsordningen, mener Henry Jochumsen, der er formand for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF).
»Afskaffer man efterlønnen, vil man stå med en medarbejderstyrke, som man tror, at man har på arbejdsmarkedet, men som simpelthen er brændt ud og derfor må søge andre kanaler – indvalidepension, førtidspension eller hvad tingene nu kommer til at hedde,« siger han.
Kommentaren falder efter at formanden for Kommunernes Landsforening (KL) Ejgil W. Rasmussen har foreslået at afskaffe den nuværende efterlønsordning. Han mener, at den er blevet et alt for dyrt velfærdsgode for mange velfungerende folk over 60 år.
Hos Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA) møder forslaget også skarp kritik.
»Efterlønsordningen er og skal fortsat være en mulighed for tilbagetrækning for de mest nedslidte ansatte i kommunerne, heriblandt rengøringsassistenter og hjemmehjælpere,« siger Dennis Kristensen, der er formand for FOA.

Overvejende de udsatte
Arbejdsmarkedsstyrelsens tal viser, at selv om antallet af højtuddannede efterlønsmodtagere er steget inden for de seneste år, er det stadig folk fra de mest belastede erhverv, der udgør langt størstedelen af de omkring 160.000 efterlønsmodtagere.
I NNF, FOA, Restaurationsbranchens Forbund (RF) og Pædagogmedhjælpernes Forbund (PMF) er det over 80 procent af medlemmerne over 60 år, der er på efterløn.
Til sammenligning finder man i den nederste del af statistikken magisterne, akademikerne, ingeniørerne og journalisternes forbund, hvor kun 30-40 procent af medlemmerne over 60 år modtager efterløn.
På den baggrund kalder arbejdsmarkedskonsulent i A-kassernes Samvirke Lars Peisler det absurd, når efterlønsordningen kritiseres for at være blevet et dyrt velfærdsgode for de i forvejen stærke grupper på arbejdsmarkedet.
»Det er helt hen i vejret at se det som et stort problem, at akademikere går på efterløn. I praksis er det meget få højtuddannede vi taler om og i et nationaløkonomisk perspektiv betyder det absolut ikke noget i det store regnskab. Men det har selvfølgelig en stor symbolværdi,« siger han.
De omkring 21 milliarder kroner, som efterlønsordningen koster samfundet i år, er ifølge Preisler godt givet ud. Det mener Henning Jørgensen, der er professor og direktør for Center for Arbejdsmarkedforskning på Aalborg Universitet også.
»Det er et resultat af industrikapitalismens nedslidning af arbejdskraften, som vi står med. Og selv om efterlønnen koster 21 milliarder kroner, så skal vi huske på, at samfundet bliver rigere år for år. Så jeg kan ikke se, at det er et stort problem,« siger han.
Hvis man vil nedbringe antallet af efterlønsmodtagere, skal man ifølge Henning Jørgensen i højere grad være parat til at tilpasse arbejdsmarkedet til den ældre del af arbejdsstyrken.
»Kommunerne skal blive bedre til at tænke i lidt mere fleksible løsninger, så arbejdsmarkedet bliver mere attraktivt for dem over 60. Man kunne f.eks. kombinere efterløn med deltidsordninger eller i højere grad bruge ældre skolelærere som faglige konsulenter. Der må kunne findes alternativer til enten at blive skrottet eller fortsætte for fuld udblæsning,« siger Henning Jørgensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu