Læsetid: 7 min.

’Min egen lille litteraturhistorie’

Tilbageholdt lidenskab er nøgleordet for den romantiske litteratur i Danmark, fortæller den pensionerede professor i nordisk litteratur, Aage Henriksen
1. august 2002

Litteratur
Egentlig er interviewet slut. Professor emeritus Aage Henriksen gør mine til, at vi skal rejse os og forlade den lille karnap, hvor vi har søgt ly for heden.
»Du er den første, der har interviewet mig uden at spørge om mit forhold til Karen Blixen. Det er jeg glad for, at du ikke har« bedyrer han. Den 81-årige litterat kigger lidt væk og kan så alligevel ikke dy sig: »Hans Brix taler et sted om Søren Kierkegaard som en myreløve. Ved du hvad en myreløve er?«
Nej!
»Det er et insekt, der opholder sig på bunden af en sandtragt. Når myrerne løber over sandet, skrider de ned i sandtragten og glider lige lukt i munden på myreløven. Også Karen Blixen var en sådan myreløve. Bare det at hun var til gjorde, at man skred ned i hendes sandtragt. Men nu er I unge født efter hendes død, så nu eksisterer den fornemmelse ikke længere, hun er blevet mere offentligt tilgængelig.«

En forfatter som andre…
»Ja, dengang føltes det som en tikkende bombe… Hun sagde : De kommer for sent, - hvis De var kommet lidt før havde det været bedre. Men jeg kom ikke for sent.«
For et halvt hundrede år siden tilhørte Aage Henriksen sammen med skikkelser som Thorkild Bjørnvig og Knud W. Jensen den eksklusive kreds af unge åndsarbejdere, der fylkedes omkring Karen Blixen på Rungstedlund, i hvad der for senere generationer må fremstå som en forsvunden salonkulturs sidste svanesang. Balancerende mellem venskabets intimitet og skriftens offentlighed. Alt dette har Aage Henriksen for længst afgivet vidnesbyrd om, blandt andet i Christian Braad Thomsens dokumentarfilm Storyteller og i egne værker som De ubændige (1984) og Litterært Testamente (1998).
For den unge adjunkt i nordisk filologi blev det personlige venskab med Karen Blixen en afgørende kilde til hans litterære arbejde. I baronesse Blixen så Henriksen et sidste relikt af en døende slægt af forfattere, for hvem det litterære gennembrud var et bevidsthedsgennembrud, forårsaget af akut seksuel forsagelse. Vi skal tilbage til Digteren med stort d og til den litterære form for borgerlig følsomhed, der i Tyskland begynder med Goethe og i Danmark indvarsles af en anden af Rungstedlunds tidligere beboere: Johannes Ewald.
Henriksen forklarer:
»Jeg har min egen lille litteraturhistorie i litteraturen, som udgøres af en lille, men meget betydelig kreds af forfattere, der er kendetegnet ved en høj udvikling af identitetsbevidsthed. Det drejer sig om folk som Baggesen, Grundtvig, Sophus Claussen og Karen Blixen. Om den skulle være til stede i dag, ved jeg ikke. Det skulle da være hos Søren Ulrik Thomsen.«
Henriksen fortsætter:
»Men formentlig begrænser min litteraturhistorie sig til den forsagelseskultur, der eksisterede før de præventive midler blev rigtig effektive, og som endegyldigt forsvandt med opfindelsen af p-pillen.« Når opfindelsen af p-pillen har skrevet litteraturhistorie, skyldes det ifølge professoren, at den overflødiggjorde den sublimering, der hos de nævnte forfattere omsatte forsaget seksualitet til litterær følsomhed. Ligesom Kierkegaard konstaterede, at sanseligheden først fik sin åndelige bestemmelse med den kristendom, der gjorde et problem ud af den, således er det Aage Henriksens klare opfattelse, at erotikken får sit mest forfinede litterære udtryk i den borgerligt-protestantiske forsagelseskultur, der dæmmer op for den – og dermed intensiverer den.
»Dyden kan netop betyde, at man stemmes op til en uafbrudt erotisk aktivitet, således at den energi, der fra begyndelsen er helt udadrettet, vender sig og bevæger sig op i organismen. Det er det, som jeg genkender fra mig selv, og som nærmest har været min åbning til litteraturen.«

Dydig forsagelse
»I alle de tilfælde jeg kommer ind på, er der tale om en ursituation, som er ganske enkel: en ung mand forelsker sig og påtvinges af omstændighederne en dydig forsagelse. Altså: moralske omstændigheder bestemmer over ham. For eksempel: Grundtvig, der som huslærer forelsker sig i herregårdsfruen – formodentlig gensidigt, men det lod sig ikke rigtigt gøre. Kierkegaard, som var forelsket i en pige i København, og udviklede et forhold til hende, som dels på grund af hans religiøse tradition dels på grund af den borgerlige tradition, der dengang herskede i København, heller ikke kunne blive til noget på stedet. Det, der sker, er enkelt at tale om for Kierkegaards vedkommende, og mere sammensat for Grundtvigs. Nemlig at den unge forelskede, sådan som det er skildret i Gjentagelsen oplever et produktivt gennembrud, så han pludselig besidder en evnerække, som han ikke har haft før. Men samtidig bliver pigen ham ligegyldig.«
– Hvad er din forklaring på, at hun bliver ham ligegyldig?
»Det er jo klart, fordi den energi, som hidtil har været udadrettet pludselig bliver inddraget i et kompleks af andre kræfter. Det, de alle sammen oplever, er, at der sker noget med dem, som de ikke har villet, men som samtidig omspænder den ydre og indre verden som et arrangement, sådan at det opleves som en bevidsthed, der handler med dem. Det er det afgørende gennembrud, at de oplever dét, Freud senere, men ikke nær så sagkyndigt som dem der havde vidst det hundrede år forinden, skulle sætte ord på med sit udsagn om at 'jeget ikke er herre i sit eget hus'.«

Bevidsthedens udvidelse
Henriksen understreger, at den seksuelle forsagelse, der fører til denne bevidsthedsudvidelse, i langt de fleste tilfælde er forbigående, men selv om lidenskabernes spil kun blev holdt midlertidigt tilbage, var konsekvenserne omfattende.
»For Kierkegaards vedkommende førte det til en produktiv lidenskab, for Grundtvigs vedkommende til en mere omfattende tilstand af klarsyn. Men det er først og fremmest oplevelsen af, at jeget er omgivet af bevidste energier, som gerne vil overtage og styre dets liv. Den erkendelse åbner en lang vej, og du vil se, at de, der kommer ind i den erkendelsessituation, aldrig slipper den.«
Aage Henriksen har i sit forfatterskab aldrig lagt skjult på, at han fortolker sin række af hovedskikkelser i dansk kulturhistorie i forhold til en esoterisk tradition, som de færreste forbinder med navne som Grundtvig og Kierkegaard. Det er hans overbevisning, at det begreb om inspiration, der ekstrapoleres så voldsomt i romantikken, skal forbindes med det mere udvidede bevidsthedsbegreb, som teosofien og frimurerbevægelsen opererer med. Grundtvig og Kierkegaard, hovedskikkelserne i dansk teologi, trækker med andre ord på samme hammel som dybdepsykologien og metapsykologien. Dette skal ses i lyset af, at der med romantikkens interesse for det individuelle bevidsthedsliv i 1820’erne også opstår en egentlig psykologisk faglitteratur, der igennem hele det 19. århundrede blomstrede i mange retninger. For eksempel kalder Kierkegaard i 1843 sin roman Gjentagelsen for »Et Forsøg udi den experimenterende Psychologie«.
Akkurat som de digterskikkelser, der har fundet plads i Aage Henriksens 'litteraturhistorie i litteraturhistorien' på én gang opnåede stor anerkendelse, også i deres samtid, og dog måtte se hvorledes de mest åbenmundede reportager fra bevidsthedens overdrev, blev genstand for offentlig forargelse, således har Henriksen også selv måttet indtage samme dobbelte position. Nok blev han professor, og nok har hans åndeligt-organiske litteraturforskning haft dyb indflydelse på en generation af litterater, men omvendt har hans esoterisme og (selv-)biografiske metode også været genstand for nogen undren.
»Når jeg her på mine ældre dage har spurgt mine bekendte, om de var fortrolige med en sådan forvandling eller indre opstigning af den seksuelle kraft, så har de fleste svaret nej. Jeg troede i begyndelsen, da jeg lancerede dette synspunkt, at det ville ændre litteraturforståelsen på universitetet, men det har det altså ikke. Jeg håbede, at jeg kunne bidrage til litteraturforskningen med nogle originale erfaringskundskaber, som jeg har til fælles med en lang række af litteraturens folk fra Ewald og frem til midten af det tyvende århundrede. Det fik kun en minimal tilslutning.«

Efter professorvældet
Dette er imidlertid en sandhed med modifikationer. For med tiden vandt Henriksen så stor anerkendelse for sin litteraturforskning, at han kunne tiltræde et professorat i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Det var i 1969, året efter professorvældets sammenbrud og en tid hvor litteraturforskningen befandt sig i en rivende udvikling.
»På det tidspunkt, hvor jeg begyndte at studere på universitetet, var litteratur et fremtrædende emne i offentligheden. Men den udvikling, der er sket i forlængelse af ’68, er en intellektualisering, en teoretisering, som gør, at universitets teorier og litteratur i dag næsten udelukkende henvender sig til universitetsfolk. Det mest afgørende ved udviklingen indenfor universitetet er, at den nu vender indad som teorier, der kæmper mod hinanden og er uinteressante for den almindelige læser.«
»Ideologiernes tilbagetrækning fra offentligheden, den i dag akutte udvikling bort fra de intellektuelle og bort fra ideologier i det hele taget er vel en samfundsudvikling. Men den type mennesker, som slog sig stort op i ’68 og følgende år og stadig sidder som aldrende forskere på universitetet, forventer også alt af en begrebslig og teoretisk analyse. Hele symboltolkningen og semiotikken er teoretisk på en måde, som ikke vedrører den offentlige kulturtilstand. Med sin videnskabeliggørelse fjerner den sig fra det, der for os andre i sin tid var substansen.«
»Men som det jo siges på de bedste steder: Vorherres hus har mange boliger. Jeg tror ikke, at min vej til litteraturen er den eneste. Den har ganske vist meget gamle spor, men den er ikke den eneste vej ind i litteraturen.«

FAKTA
Aage Henriksen
Aage Henriksen (f. 1921) arbejdede fra 1969-90 som professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Han blev i 1954 doktor på en afhandling om Kierkegaards romaner. Syv år senere, i 1961, udkom Henriksens monografi Den rejsende om digteren Jens Baggesen, som blev til dels under påvirkning af esoteriske traditioner fra blandt andet frimurerbevægelsen, dels under inspiration af venskabet med Karen Blixen. Aage Henriksens delvist selvbiografiske forfatterskab omfatter desuden titler som Gotisk tid (1971), De ubændige fra 1984 og Litterært testamente fra 1998.

*Se en længere version af interviewet på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu