Læsetid: 6 min.

Ej-sikke-lej-sikke-Londonton...

At vandre rundt i London er at vandre rundt i et levende bibliotek, hvor man ser byen gennem linser forfærdiget af forfattere som Charles Dickens, Conan Doyle, Joseph Conrad, T.S.Eliot, Virginia Woolf, Iris Murdoch, Salman Rushdie
13. august 2002

Litterære hovedstæder
Hvis man bliver træt af London, så er man blevet træt af livet, skrev den engelske forfatter Dr. Johnson engang (i midten af 1700-tallet). Siden da er denne leveregel blevet gentaget så mange gange, at man måtte kunne bygge en Millenium Dome af alle indskrifterne. London er så stor, så spredt og så uoverskuelig en by, at den slet ikke ville være til at få hold på, hvis ikke forfatterne havde sat ord på oplevelsen. At vandre rundt i London er at vandre rundt i et levende bibliotek, hvor man ser byen gennem linser forfærdiget af forfattere som Charles Dickens, Conan Doyle, Joseph Conrad, T.S. Eliot, Virginia Woolf, Iris Murdoch, Salman Rushdie.
Vejen går fra arkitektur til litteratur og tilbage igen. Forfatterne har selv beskrevet deres afhængighed af gader og gyder. Tag f.eks. Dickens! I 1846 sidder han i det fredelige og kedelige Schweiz og slider med romanen Dombey and Son, og så må han bare skrive til vennen John Forster – med spærrede typer – om sit rent ud narkomaniske behov for gader:
»Jeg kan ikke sige, hvor meget jeg savner gaderne. Det er som de forsynede min hjerne med noget, den ikke kan undvære, når den er travlt optaget. (...) Det hårde slid med at skrive, dag efter dag, uden gadernes tryllelygte foran mig, er UMÅDELIGT«.
Dickens elskede nattevandringer i London, og han kunne som David Copperfield sige om sig selv, at han »lavede historier for sig selv ud af gaderne«. I debutværket Sketches by Boz handler flere af skitserne om gader – f.eks. Monmouth Street og Seven Dials – og ’Mr Boz’ indrømmer åbent, at han elsker at fantasere om de folk og steder, han passerer under sine byvandringer. Hele den dickensenske kongerække af lurvede excentrikere, er inspireret af de tilfældige møder på gaden, hvor der jo gælder et særligt dobbelt bogholderi for omgangsformerne: På den ene side skal man holde igen, så man ikke prisgiver sig mængden, og på den anden side skal man ikke desto mindre holde et karaktertræk frem, hvis man vil sikre sig, at andre overhovedet får øje på én.
Hos Dickens skal man ikke undre sig, hvis et hus pludselig kunne finde på at flytte sig et andet sted hen, og i romanen Bleak House, der simpelthen starter med et rungende »LONDON!«, inviteres læseren til at se, hvordan gademudderet på Holborn Hill fortætter sig til en 40 fod lang, vraltende megalosaurus. Det kan derfor ikke undre nogen, at læserne hurtigt fandt vej til hans forfatterskab, og fra forfatterskabet fandt de videre til det rigtige London.

’Disse herlige drosker...’
Selv hos så u-dickensenske forfattere som de højdekadente, parfumerede æstetikere fra slutningen af det 19. århundrede mærker man, at London ses gennem Dickens’ romaner. Man kan f.eks. nævne den belgiske forfatter Joris-Karl Huysman. I hans roman A Rebours (Mod strømmen, 1884) er helten på vej til London for at opleve den by, han har læst om hos Dickens – men ombestemmer sig dog i sidste øjeblik for i stedet at omdanne sit ensomme hjem efter alle kunstens regler.
Og man kan nævne den samtidige Henry James, der i Portrait of a Lady (1881) fortæller om Isabel Archers første rejse til London:
»Hun var nysgerrig efter det tætte og detaljemættede billede af London, som altid havde hævet sig højt og rigt for hende... De skulle indlogere sig på en pittoresk gammel kro – en af de kroer som Dickens havde beskrevet og så køre gennem byen i en af disse herlige drosker...«

Avlet af slim
I Dickens’ London smelter figurerne ud af deres kamre om morgenen og smelter ind i deres bopæl igen, når tusmørket sænker sig. Her avler bygninger og personer plots med hinanden. Bygningerne kan være besjælede med dorske vinduer eller med mursten, der er gule og afblegede som en gammel mands hud, og omvendt kan personer være dannet af mur og mørtel – som Mr. Gradgrind i Hard Times med »hans firkantede mur af en pande, der havde hans øjenbryn til fundament, medens hans øjne havde en rummelig kælderlejlighed i to mørke, af muren overskyggede huler.«
Det mest fortrolige mødes med det mest grotesk fremmedartede i Dickens’ London, hvor husene er forlenet med organisk vækst og moralsk karakter. Ligesom menneskene er husene opdelt i gode og onde huse. De mange krøllede detaljer – det som Henry James kalder »thick detail« – er ligeså mange håndtag for forestillingsevnen, der famlende prøver at fatte det London, som i Oliver Twist simpelthen kaldes »London! – that great large place«. På den måde bliver selv forbryderkongen Fagin forståelig: Han så jo ud, »som om han var avlet af alt det slim og mørke, som han bevægede sig igennem«.

Den uvirkelige by
Hos dekadenterne forsvinder detaljerne. Henry James skildrer et nærmest mennesketomt London. Og hvis han alligevel lader en af sine personer indrømme, at der i London bor en tre-fire millioner mennesker, ja så lader han hen de straks tilføje, at de jo alle er »lavere middelklasse« og derfor »uden betydning«. Konturerne af et nyt London begynder at aftegne sig. Det er den »uvirkelige by«, som T.S. Eliot maner frem i langdigtet The Waste Land. Og det er det London, som får Wilfred Whitten til i bogen A Londoner’s London (fra 1913) at tale om Londons »inexistence«.
Allerede Dickens noterede, at han i Bleak House dvælede ved de romantiske sider af alt det fortrolige, »familiar things«. Whitten går et skridt videre og siger, at det kun er det nære, intime London, som overhovedet træder i eksistens. Det er ikke det umådelige London, som fik Horace Walpole til at segne under anstrengelserne med at beskrive det. Nej, londonerens sande London er mindre: »Det er summen af hans spor gennem labyrinten, det er den by, hvor han har spist sit brød og tænkt sine tanker. Dette er et meget lille London.«
Siden Margaret Thatcher i 1980’erne slap det frie initiativ løs, er det blevet sværere at fornægte massernes »uvirkelige by« for i stedet at koncentrere sig om det intime London. Den nye, kaotisk voksende by er blevet skildret i roman efter roman. Den interesserede læser kan f.eks. konsultere Martin Amis’ London Fields, Peter Ackroyd’s Hawksmoor, Iain Sinclair’s Downriver, Justine Cartwright’s Look At It This Way.

London med drøn på
Men vil man læse en London-roman, hvor der virkelig er drøn på, skal man snuppe Salman Rushdies The Satanic Verse ned fra hylden. Her bliver der slået et storslået litteraturhistorisk cirkelslag tilbage til Dickens’ magiske realisme. Her sættes panoramalinsen på for at dække London »fra A til Z«.
London er, som et af kapitlerne meddeler, »den synlige, men usete by«, men teksten lader alt det usete træde lyslevende frem for læserens blik. Den ærkeengelige Gibreel oplever, at byens gader slynger sig om ham, snoende sig som slanger, og at byen er ustabil, angst for at have mistet sin fornemmelse af sig selv, klemt mellem sin uudholdelige fortid og sin dystre fremtid, gemt bag masker og parodier. Men netop derfor fatter Gibreel den beslutning, at gøre sit lommeatlas til sin master-plan:
»Han ville forløse byen blok for blok...« Og den store forløsning viser sig at bestå i en forvandling af London til en tropisk by: med indførelse af en national siesta, med en reformering af popmusikken, med nye fuglearter i træerne, med forbedret gadeliv, med mindre stiff upperlip i kultur og politik, med et mere krydret køkken, med blomster i skrigende farver osv. osv.
Kender man ikke dette tropikaliserede London? Det ligner til forveksling det London, som enhver tilrejsende i dag vil møde, når han stiger op fra ’undergrunden’. Selv vejret er jo blevet bedre siden dengang, da Dickens svøbte sine løjerlige figurer og deres ligeså løjerlige huse i tåge. Det er en forvandling som midt i sin vilde fantasi minder svært meget om det moderne, multikulturelle London. Det gælder stadig, at hvis man er blevet træt af London, er man blevet træt af livet.

*Jfr. også Adam Thorpes bidrag til Martin Zerlang (red.): Representing London. Forlaget Spring

*Dette er den første artikel i en serie portrætter af byer og deres forfattere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu