Læsetid: 6 min.

En elskelig satan

Orhan Pamuk udfordrer politiske islamister i romanen, Mit navn er rød, der udkommer på dansk i dag
22. august 2002

Litteratur
ISTANBUL – I slutningen af det 16. århundredes Istanbul strides miniaturemalerne i sultanens bogværksted om den rette måde at illustrere virkeligheden på. Skal man stædigt søge at fastholde den oprindelige persiske og osmanniske miniaturetradition, der ikke gengiver verden realistisk – eller lade sig inspirere af det flamske og venetianske maleris nyopdagede brug af personlig stil i naturtro portrætter?
Forestillingen om at blive foreviget i den nye europæiske stil virker uendeligt tillokkende på de forfængelige, og det spås, at traditionalisterne ikke vil kunne holde stand længe. Men eftersom personafbildning betragtes som en synd i islam, vækker rygterne om den nye malerkunst vrede og modstand blandt religiøse fundamentalister.
Efter udgivelsen af den internationalt roste Den Sorte Bog i 1990 begyndte Orhan Pamuk arbejdet med at skrive om de længe oversete, oprindelige miniaturemalerier i Mit navn er Rød. Både i Tyrkiet og i de år, hvor han boede i New York, afsatte han tid til at betragte og forsøge at forstå de bittesmå malerier med deres lysende klare farver og naive udtryk. Men ligesom mange af personerne i romanen havde han vanskeligt ved at påskønne og forstå denne uddøde tradition, der forekom ham delvist primitiv i forhold til den europæiske malerkunst efter renæssancen.

Hen til Monet
Efter at have tilbragt 45 minutter på Metropolitan Museum med at stirre på de islamiske miniaturer, han havde sat sig for at lære at holde af, plejede han at gå de tre minutters gang til de franske impressionisters værker, der var udstillet på samme etage. Og han ville øjeblikkeligt lade sig betage af Monets udtryk og kraft.
»Men på den anden side,« som han siger og vender tilbage til miniaturerne, »er der alligevel noget særligt i disse billeder, der indeholder så meget arbejde og så megen intellektuel kreativitet.«
Pamuks syn på henholdsvis den islamiske og den
europæiske malerkunst afspejler den ambivalens, som han udstiller i alle sine romaner, og som er forsøg på at fremstille Tyrkiets position som en historisk og kulturel hybrid, en sammenfletning af forskellige traditioner. Tyrkiet er ikke enten europæisk eller mellemøstligt, men et både og.

Adopterede Vesten
Med romanen bringer Orhan Pamuk nutiden i kontakt med fortiden. Han lader os ikke glemme historien, men han skildrer den hverken nøgternt eller som et savn:
»De to eller tre foregående generationer af tyrkiske forfattere imiterede Vestens bøger – og selve romanformen er selvfølgelig også en helt igennem europæisk opfindelse. Det var en god ting, at de gjorde det. Men samtidig forhindrede imitationen dem i at se tilbage på deres egen fortid. Sammen med romanformen adopterede de også hele
atmosfæren og billedsproget fra Europa. Og det var måske her, de fejlede.«
»Eller også skrev de om landsbylivet og de fattige bønder, som det måske var muligt for f.eks. en John Steinbeck. De vidste ikke, hvordan de skulle behandle vores egen historie på en frugtbar måde. De var bange for de politiske implikationer ved f.eks. at skildre en elskelig ottomaner. De havde lært, at hvis de fremstillede historien positivt, var de reaktionære, og de ønskede at være moderne.«

Opfandt ny fiktion
Men ud over disse særlige omstændigheder, der gjorde sig gældende for den historiske roman i Tyrkiet, befandt den sig ifølge Pamuk i 1970’erne generelt set i et dødvande:
»Den type af historiske værker, der dramatiserer fortiden som en form for Hollywood-udstyrsstykke, hvor forfatteren forpligter sig til at gengive fortiden med alle dens eksotiske detaljer, havde udspillet sin rolle. Men så kom forfattere som Italo Calvino, den belgiske forfatter Marguerite Yourcenar, Borges og Umberto Eco, og de opfandt grundlaget for en ny type af historisk fiktion. Efter Calvino opstod ideen om, at fortiden kan bruges på kreativ vis med realistiske detaljer, men med en struktur, der siger til læseren: ’Se! Det er en fiktion, det er en leg; selv om der er masser af informationer om fortiden, handler det om i dag’. Det var en helt ny forestilling om den historiske roman.«
»Det essentielle f.eks. i Mit navn er Rød er alle disse legende, geometriske spil mellem personerne, mere end det er at sige til læseren ’Se! Sådan var livet i Istanbul i det 16. århundrede’. Men på den anden side er alle disse detaljer om, hvad de spiste, hvad de købte, hvad de havde på, og hvordan der lugtede meget grundigt researchet. Men det er ikke en realistisk roman.«

Kom for sent
Det er vanskeligt at læse Mit navn er Rød uden at drage paralleller mellem romanens historiske tid, hvor politiske islamister kæmper i gaderne, og Tyrkiets nyere historie om magtforskydninger mellem islamiske traditionalister og grupper, der søger at videreføre arven fra Atatürk, de såkaldte kemalister, der især kan findes i militære kredse, og som gentagne gange har overtaget magten i landet via militærkup:
»Lad mig fortælle en anekdote. Da jeg begyndte at skrive denne roman i 1990’erne, var politiske islamister i opmarch. Jeg tænkte, at de sikkert ville være ved magten, når jeg udgav bogen, og at den ville blive læst politisk. Men de kom til magten så hurtigt, at jeg ikke nåede at færdiggøre den. Og da den udkom, var de blevet sparket ud af militæret. Den kom for sent.«
Orhan Pamuks ansigt, der det meste af tiden ligger i alvorlige folder, mens han gør sig umage for at vælge de rette ord og udtrykke sig præcist, folder sig ud i et stort smil, mens han ler hjerteligt og længe.
»Men heldigvis beskæftiger den sig jo med restriktioner af enhver religiøs art og ikke med en specifik periodes politiske strømninger.«
I sine tidligere romaner pakkede Pamuk ethvert politisk statement ind i et tykt lag ironi eller kamouflerede det bag andre fortælletekniske kneb. Han gjorde sig stor umage med at adskille forfatteren Pamuks politiske engagement i enkeltsager fra fortælleren Pamuks historier. Mit navn er Rød er en langt mere åbenlys polemik imod politisk islam. Blandt andet må en historiefortæller i romanen lade livet, kvalt af fundamentalisterne:
»Det var et af de meget åbenlyse anti-fundamentalistiske udsagn. Og selv om det er skrevet i meget almene vendinger, havde jeg da særligt til at begynde med en bestemt politiker i tankerne, som jeg projicerede tilbage til det 16. århundrede. Og fundamentalisterne genkendte da også sig selv. F.eks. var der en bestemt politisk islamistisk gruppe, der nægtede at sælge romanen fra deres boghandlere.«
I et afsnit giver Orhan Pamuk ordet til Satan selv:
»Da jeg skrev romanen, var jeg klar over, at det var et af de der farlige afsnit, hvor forfatteren leder efter problemer, fordi det leger med Koranen og tildeler Satan en meget elskelig og sød fremtoning.«
Et andet sted lader han en af sine personer udtrykke frygt for, hvad fremtiden vil bringe fra islamisternes side. Og selv om ordene ikke er Pamuks egne, men udtrykker en fiktiv karakters holdning, står figurens advarsel »vær på vagt, det kunne også ske for dig«, som et kraftfuldt indlæg, som det er svært ikke at relatere til Tyrkiets nyere politiske historie.

Intet logisk svar
Er afsnittet om Satan en form for genmæle imod den kritik, som fundamentalisterne tidligere har rejst imod Pamuks romaner?
»Nej,« lyder hans bestemte svar: »Fundamentalisternes vrede og præmoderne tænkning kan ikke besvares med cartesiansk logik eller vittigt som hos Voltaire. De er ligeglade med det logiske eller tekstuelle svar. Det eneste svar, de ønsker, er en form for entusiasme: at du forsikrer dem om, at du er ligesom dem. De vil have, at man skal sige: »Jeg er også tyrk! Jeg er stolt over at være tyrk. Jeg er også muslim og min bedstefar...« – den slags. Men jeg vil ikke give det svar. Det er ydmygende.«
– Så i stedet vælger De at
ignorere dem?
»Ja. Men ikke, fordi jeg er ligeglad med dem. Men fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal besvare den slags.«
Men måske kom bogen ikke bare for sent, men også for tidligt? Der er parlamentsvalg i Tyrkiet igen til november.

*Rikke Uldall studerer litteraturhistorie
*’Mit navn er rød’ anmeldes her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu