Læsetid: 4 min.

Englens smil og ha ha

Må man fortælle vitser om terrorisme? Hvor sjov er en konference om humor?
6. august 2002

Konferencesjov
En tarantel lurer i hjørnet af en kasse af glas. Nogle meter fra det gennemsigtige bur står en ung kvinde. Hvis hendes brystkasse også var gennemsigtig, ville man kunne se et skrækslagent og hastigt pumpende hjerte. Da hun var barn, fandt hendes ældre søster på at skræmme hende med store billeder af edderkopper, og siden har hun været bange for ethvert ottebenet kræ, ethvert klæbrigt spind. Men nu er hun heldigvis kommet i behandling hos professor i psykologi Larry Ventis, der med humor vil forsøge at kurere hendes fobi. Mere om dét eksperiment senere.
Der er siden midten af 1970’erne blevet afholdt konferencer om humor af sammenslutningen ISHS (International Society for Humor Studies).
For nylig fandt den 14. i rækken sted i den lille by Bertinoro, der ligger med udsigt over en brunlig slette og Adriaterhavet i det nordøstlige Italien. Cirka 200 forskere, studerende, tidsskriftsredaktører, hospitalsklovne og latteraktivister fra hele verden brugte en håndfuld dage på at diskutere den gåde og gave, som humor er.

Viden og vitser
Hvis humor var en pakke, ville der stå fragile på siden af den. Den tåler ingen hårdhændet behandling. Det så ud, som om to uskrevne regler gjorde sig gældende for konferencens mange talere.
For det første nærmede man sig vitsen og den muntre passage i yndlingsromanen på tåspidser og med blide kommentarer. For det andet bestræbte foredragsholderne sig på at præsentere deres viden med glimt i øjet og smil på læben. Den sidste regel var måske den sværeste at overholde, fordi den akademiske fremstillingsform traditionelt ikke indbyder til megen spas.
På baggrund af egne erfaringer argumenterede den amerikanske forsker Cornelia Wells for, at der bør være mere plads til humor på universitetet. »En af de første artikler, som jeg som ung forsker sendte til et anset amerikansk tidsskrift,« fortalte hun, »fik jeg tilbage med følgende kommentar: for mange vitser per kvadratcentimeter.« Hendes holdning var, at en skæg bemærkning ofte hurtigere end neutrale ræsonnementer vil vise ind til kernen i en sag.
Det er en klassisk indsigt, som allerede Erasmus af Rotterdam fremlagde i sin Tåbelighedens Lovprisning fra 1511. Hvis lystigheder har alvor i sig, spurgte Erasmus, vil den læser, som ikke er tykhudet, da ikke have mere udbytte af dem end af humørforladte og imponerende udredninger?

Humor og frygt
Latterens bredde er enorm. Den strækker sig fra, hvad en japansk taler med et drømmende udtryk kaldte »englens smil«, det første smil, der ruller over det tilfredse spædbarns ansigt, til den buldrende lyd, der vækkes ved en spøjs situation, en sjov bog eller film, en sær samtale, en ætsende karikatur.
Overalt findes der humor. Dette underlige og forunderlige fænomen kan derfor studeres fra mange forskellige vinkler.
Psykologer undersøgte de mentale processer bag humor og sansen for humor som social kompetence. Litterater læste forfattere som Mark Twain, Oscar Wilde, David Lodge og Nikolai Gogol. Teologer satte fokus på latteren i Det Gamle Testamente. Hvorfor, eksempelvis, lo
Abraham, da Gud fortalte ham, at han på trods af sine høje alder skulle få en søn, og hvorfor tålte profeten Elias ikke, at nogle smådrenge drillede ham med navnet ’skaldepande’?
Læger overvejede latterens mulige helbredende virkninger. Er det sundt at le? Er det rigtigt, som et gammelt italiensk ordsprog siger, at »latteren giver godt blod«? Kan en klovn på et hospital med magi og musik kalde det raske barn frem af det syge?
På tværs af disciplinerne var der enighed om, at med humor kan man håndtere – eller lettere håndtere – det, som er tungt at bære: lidelse, smerte og en katastrofe som angrebet på WTC sidste år. Da terrorhandlingen lige havde fundet sted, blev enhver spøgende kommentar anset for upassende og smagløs. I den italienske avis La Repubblica kunne man således i oktober måned læse om en amerikansk mand, der under en telefonsamtale med græske venner blev chokeret over at opdage, hvor mange vitser om angrebet, der cirkulerede i Grækenland. Han undrede sig samtidig over den aggressivitet, der lå i vennernes længsel efter at fortælle den ene såkaldte morsomhed efter den anden.

Araknofobi
Men også i USA begyndte vitserne at florere. Borgmesteren for New York, Rudolph Giuliani, opfordrede ligefrem amerikanerne til at joke med situationen for at løsne sorgens greb.
»Vitserne handler ikke om ofrene, men om vores fjender,« forklarede den amerikanske forsker Paul Lewis. Navnlig på nettet findes der oceaner af tegninger, sange og vittigheder, der har til hensigt at få Bin Laden og Taleban, årsagerne til vreden og frustrationen, til at synes underlegne og usle.
Humor kan også på et langt mindre dramatisk niveau bruges til at bekæmpe frygt. Det er her, at Larry Ventis og hans behandling af araknofobi kommer ind i billedet. På konferencen fortalte han om et forsøg, der viste, at hvis patienter lytter til små underholdende historier og på baggrund af disse forestiller sig edderkopper i latterlige situationer – på besøg hos McDonald’s eller iført lyserøde danseskørter, for eksempel – så kan deres associationer omprogrammeres. Tarantellen i glaskassen ophører med at være frygtindgydende og bliver et tåbeligt og derfor mere tåleligt syn.
Der er dog én ulempe ved behandlingen. En ulempe for psykologen, der har sat sig
for at få sine patienter til at le.
»Det er ret svært,« indrømmede Larry Ventis, »at finde på edderkoppevittigheder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu