Læsetid: 2 min.

EU vil støtte atomkraft i u-lande

Afskyeligt, hyklerisk og selvmodsigende, mener miljøbevægelserne
3. august 2002

Miljøbevægelserne går stærkt i rette med EU-kommissionen, som vil hjælpe udviklingslande med bistand til at få mere atomkraft.
»Jeg håber sandelig, det danske formandskab vil protestere og råbe meget højt før topmødet i Johannesburg,« siger Jan Søndergaard fra Greenpeace Norden.
Danmark har selv udelukket atomkraft i sin plan for bæredygtig udvikling. EU’s ministre har heller ikke nævnt atomkraft med et ord i deres beslutninger forud for topmødet. Og EU har selv afvist at bruge mere atomkraft som en løsning på drivhusproblemet i sin beslutning om de såkaldte fleksible mekanismer i Kyoto-aftalen.
»Derfor er det både forundrende og skræmmende, at Kommissionen nu taler om en bæredygtig brug af atomkraft i sin plan for energisamarbejde med udviklingslandene,« siger Jan Søndergaard til Information.
I Bruxelles har Greenpeace kaldt forslaget »afskyeligt«, mens Friends of the Earth kalder det »hyklerisk«. De angriber også EU-kommissionens forslag om bistand til renere og mere effektive kul-kraftværker.
Selv siger EU-kommissionen, at effektivitet og energibesparelser og nye vedvarende energikilder ikke er nok – og ikke billige nok – til at dække det voksende behov for energi. En stor udbygning af de konventionelle energikilder bliver også nødvendig.

Manglende kundskaber
De fleste udviklinglande mangler de tekniske kundskaber, den politiske stabilitet og den kritiske offentlighed, der er nødvendig for »bæredygtig brug af atomkraft«.
Men i de udviklingslande, der alligevel vælger at bygge flere atomkraftværker, kunne EU i kraft af sine egne erfaringer yde teknisk bistand til at gøre selve værkerne og behandlingen af det radioaktive affald sikre – og give landene adgang til »moderne, sikker a-kraft-teknologi,« siger Kommissionen i sin plan, der blev præsenteret af energikommissær Loyola de Palacio og udviklingskommissær
Poul Nielson for nylig.
Næsten to milliarder mennesker mangler adgang til grundlæggende energiforsyning, dvs. strøm til belysning, køling, telefon, radio og tv og brændstof, f. eks. flaskegas eller petroleum, til madlavning madlavning og opvarmning.
»Afrikas energiforbrug er i høj grad baseret på brænde, der samles med håndkraft og transporteres over stadig større afstande. Det bidrager til afskovning, ørkendannelse og fattigdom. Hvis ikke der udvikles omkostningseffektive alternativer, bliver energimangel en af de største forhindringer for økonomisk vækst og bæredygtig udvikling i Afrika,« sagde Poul
Nielson ved fremlæggelsen.
Brænde er i sig selv en vedvarende energikilde, men det voksende forbrug i forholdsvis tæt befolkede områder er en hindring for at bekæmpelse fattigdom og sult, få børn i skole, forbedre kvinders forhold.
Effektiv energiforsyning og energibesparelser, bedre styring og koordinering har høj prioritet i EU-kommissionens plan. Det samme gælder udbredelsen af vedvarende energi. Men deres andel af energiforsyningen kan ikke forøges i samme takt som brugen af brænde bør trappes ned, konkluderer den.
Derfor er det også en del af planen at støtte mere moderne kraftværker, hvor kul og naturgas udnyttes bedre end de ca. 25 procent, der er gennemsnittet udviklinglandene i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her