Læsetid: 5 min.

Få så åbnet de arkiver

Hvis arkiverne fra Den Kolde Krig kun åbnes for særlige forskningsprojekter, vil den historiske værdi af undersøgelserne være begrænset, siger historiker
30. august 2002

(2. sektion)

Lærestykke
Som lektor i erhvervshistorie på Handelshøjskolen i København er det uden tvivl nogle lidt andre rammer og nogle lidt andre studerende, Kurt Jacobsen i dag oplever, end dem, han oplevede som lærer på Den Røde Højskole i 1980’erne.
Men selv om både Den Kolde Krig og Kurt Jacobsens eget medlemskab af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) for længst er
fortid, så er danmarkshistorien efter 1945 historisk set stadig en markant underbelyst periode. Og derfor ser Kurt Jacobsen gerne alt endevendt, men han er som historiker kritisk over for den fremgangsmåde, der politisk bliver lagt for dagen.
»Det er helt bærende for historikere, at vi kan ikke have tillid til forskning, der bygger på eksklusiv arkivadgang. Derfor har jeg det dårligt med, at der skal sidde nogle folk fra de forskningsprojekter, regeringen har defineret, og kigge i arkiver, som vi andre ikke må se. Det er meget essentielt, at andre historikere får lov at kigge efter, for folk kan overse noget, eller man kan være uenig i deres vurderinger. Og det svært for mig at sidde og vurdere andres arbejde, hvis ikke jeg må se deres kilder,« siger han.
»Det er jo den måde, historie udvikler sig på. Vi kan stadig skændes om Romerriget, og hvis vi skal skændes om Den Kolde Krig, er det fuldstændig uholdbart, at vi alle sammen skal tage udgangspunkt i nogle bøger, hvis kilder vi ikke må undersøge.«

Almindelig historie
Under arbejdet med en afhandling om den tidligere DKP-formand Aksel Larsen har Kurt Jacobsen selv forsøgt at få adgang til sikkerhedstjenestens arkiv, men døren var lukket og låst. Han mener, at de notorisk lukkede danske arkiver er det største problem omkring udredningen af danske forhold under Den Kolde Krig.
»Man skulle for længst have givet historikerne adgang til de arkiver, som DUPI og PET nu sidder og bygger på. Der er mange, der kritiserer historikerne for ikke at have beskrevet truslerne under Den Kolde Krig før, men der er få, der ved, hvordan Justitsministeriet og sikkerhedstjenesterne og Udenrigsministeriet vogter over deres arkiver,« siger han.
Fokuseringen på den indre trussel mod Danmark så Kurt Jacobsen gerne udvidet til en langt bredere undersøgelse af danske indenrigspolitiske forhold under Den Kolde Krig.
»Der er et særligt aspekt omkring kommunisterne, østblokken og Den Kolde Krig, som gør, at hver gang, der bliver sagt koldkrigshistorie, så er det dét. Fordi interessen er politisk. Men der blev også produceret, folk gik på arbejde, busserne kørte – der var også ’almindelig’ historie under Den Kolde Krig, som bør fremstilles. Det ender med, at vores største viden om det danske samfund efter 1945 bliver om kommunisterne og sikkerhedspolitiet. Det er en skævridning af historien, for det er en af de mest afgørende faser i danmarkshistorien og der, hvor velfærdssystemet blev bygget op,« siger Kurt Jacobsen, der også savner historieskrivning om Den Kolde Krigs betydning for det danske samfunds demokratiske tilstand:
»Noget af det allermest væsentlige at finde ud af er, hvad denne her indre og ydre trussel betød. Hvad betød det for det danske samfund? Hvor mange blev overvåget? Hvor mange mistede deres stillinger? Hvad skete der egentlig med det danske samfund under Den Kolde Krig? Ville det være rimeligt at tale om, at vores demokrati i realiteten kom til at lide af alvorlige mangler?
»Det er ikke, fordi man ikke skal rode op i hele venstrefløjen – det har jeg selv gjort mit bedste med – men helhedsbilledet er vigtigt. Man bør både undersøge dem, der blev overvåget, men også dem, der overvågede. Der er blevet sagt, at op mod en halv million danskere stod i arkiverne. Det kan være i orden at overvåge de danske kommunister, men det er vigtigt at vide, om man i jagten på den indre fjende gik så langt, at der blev gjort skade på de demokratiske institutioner,« mener han.
Hvor mange overraskende eller væsentlige oplysninger, historikere vil kunne finde i arkiverne om venstrefløjens aktiviteter, er begrænset, vurderer Kurt Jacobsen.
»I den udstrækning, venstrefløjen var involveret i noget, den ikke skulle have været involveret i, tror jeg ikke, de har gemt det i arkiver. Men der er da en del enkeltpersoner, der kunne fortælle om det. Man kunne spørge Ole Sohn om finansieringen af DKP og Frank Aaen om finansieringen af Land og Folk. Der var også en lang række VS’ere, der deltog i PFLP’s træningslejre i Libanon. Men der sker det, at man tager nogle ekstreme ting og generaliserer hele venstrefløjen ud fra det. Der ligger en fare for skævridning også der,« siger han.
Den beskrivelse af »hvad, der lå bag fredsbevægelsen«, som Birthe Rønn Hornbech (V) efterlyser øverst på denne side, har han svært ved at se det væsentlige i.
»Der var en fundamental uenighed i det danske samfund over, hvordan man opnåede fred og afspænding. Men fordi man havde en anden opfattelse end de borgerlige af, hvad der gavnede freden, hvad så? Det er da lige meget med Kvinder for Fred og Hønseavlere for Fred. I de sammenhænge er der kun et parti, der har noget i klemme, og det er DKP. Man kan diskutere, hvor klogt og hvor moralsk det var for DKP at lægge sin politik op ad Moskvas, men det var da en lovlig politisk indstilling at have. Men det er fair at spørge, i hvilket omfang DKP blev redskab for en fremmed magt. Lad os bare få det på bordet,« siger han.

Naragtigt
At en række borgerlige politikere i de seneste uger specifikt har understreget behovet for en undersøgelse af »den indre trussel mod Danmark«, er Kurt Jacobsen som historiker betænkelig ved:
»Jeg synes, at det er naragtigt. Man skal belyse og beskrive alt, hvad der vedrører venstrefløjens og andres politiske grupperingers optræden, men ved at tage udgangspunkt i, at de udgjorde en indre fjende, er det lagt fast, at det her ikke er en historieundersøgelse, men en politisk heksejagt. Det er jo et dårligt udgangspunkt for enhver undersøgelse, at der eksisterer venner og fjender i den. Så er vi ude i noget politisk og ikke længere noget historievidenskabeligt.«
»Hvis endelig man ville have undersøgt det her, kunne man smide 10 millioner ind i Forskningsrådet og så lade rådet og dermed forskerverdenen selv formulere problemstillingen ud fra nogle retningslinjer. Så får man hele defineringen af det væk fra statsinstitutioner. Det havde været det optimale. Det er underligt, at man først i mange år har nægtet historikere adgang til at se sagsakterne, og nu gør man en stor dyd ud af, at nu skal vi vide det. De kunne da bare have givet os lov før.«
»Der kunne have siddet en masse ph.d.-studerende og rodet rundt i det. Først må vi ikke vide det, og nu skal vi vide det,« bemærker han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her