Læsetid: 3 min.

Falun Gong i vejen for statsbesøg

I næste måned er Kinas ministerpræsident i København. Falun Gong-bevægelsen venter demonstranter fra mange lande, men er blevet bedt om at flytte sin lovlige demonstration foran Kinas ambassade
13. august 2002

I næste måned er Kinas ministerpræsident i København.
Falun Gong-bevægelsen venter demonstranter fra mange lande, men er blevet bedt om at flytte sin lovlige demonstration foran Kinas ambassade

Den kinesiske ministerpræsidents besøg forventes i næste måned at ville trække mange Falun Gong-tilhængere til Danmark, hvor de vil demonstrere mod undertrykkelsen af den spirituelle bevægelse.
De islandske myndigheder mødte i juni bevægelsens tilhængere med indrejseforbud, da Kinas præsident besøgte landet.
Da Island i juni annullerede visa og flybilletter for tilrejsende Falun Gong-tilhængere – heriblandt danske statsborgere – skete det tilsyneladende i tæt samarbejde med de kinesiske myndigheder og efter lister med navne på uønskede personer.
Ifølge Lingnan Wu, der er en af bevægelsens kontaktpersoner i Danmark, blev flere end 100 Falun Gong-udøvere fra hele verden forhindret i at komme til Island.
Den 22.-24. september er der asiatisk-europæisk ASEM-topmøde i Bellacentret på Amager. Ved samme lejlighed afholdes et topmøde mellem Kina og EU samt et bilateralt møde mellem Danmark og Kina, hvor Kinas ministerpræsident ventes at deltage.
I juni spurgte formanden for Folketingets Retsudvalg Anne Baastrup (SF) udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvordan han ville »sikre ytringsfriheden også for tilhængere af Falun Gong-bevægelsen, når Danmark får besøg af højtstående kinesiske myndigheder«.

Ikke særlige skridt
Svaret var kortfattet: »Der er ikke behov for at tage særlige skridt for at sikre ytringsfriheden under besøg fra udlandet. Enhver person eller bevægelse vil inden for Grundlovens rammer kunne give udtryk for deres mening, bl.a. gennem lovlig anmeldte demonstrationer.«
Netop en lovligt anmeldt demonstration er, hvad der siden 24. april hver dag fra mandag til fredag klokken 10-11 har fundet sted foran den kinesiske ambassade på Øregårds Allé i Hellerup.
Her har mellem to og fem Falun Gong-udøvere med et banner protesteret imod drab og tortur mod bevægelsens tilhængere i Kina.
Fredag den 26. april blev demonstrationen bedt om at flytte sig omkring 20 meter væk fra den oprindelige placering umiddelbart foran ambassaden. Ifølge Falun Gong-bevægelsen afviste politiet at begrunde flytningen, men henviste til, at det var en sag mellem ambassaden og politiet.
Information forsøgte mandag forgæves at få en forklaring hos Gentofte Politi.

Minister spørges
SF’eren Anne Baastrup har nu spurgt justitsminister Lene Espersen (K), hvordan politiets flytning af demonstrationen harmonerer med de store politiressourcer der i sidste uge blev brugt til at sikre islam-modstanderen Moses Hansens demonstrationer på Nørrebro i København.
Anne Baastrup siger til Information, at hun har »svært ved at se bort fra«, at den skærpede kurs mod den lille Falun Gong-demonstration i Hellerup hænger sammen med den kinesiske ministerpræsidents besøg i København næste måned.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup supplerer:
»Flytningen af demonstrationen kunne meget let hænge sammen med, at Danmark i forbindelse med EU-formandskabet bliver besøgt af repræsentanter for den kinesiske ledelse.«

DF: Tillad indrejse
Peter Skaarup lægger vægt på, at Danmark i modsætning til Island vil tillade Falun Gong-tilhængere at rejse ind i Danmark for at demonstrere.
– Dit parti vil ellers ikke lade hvem som helst komme ind i Danmark?
»Her er der jo tale om folk, der vil give deres mening til kende i forhold til en konkret begivenhed. Det skal vi ikke være modstandere af,« siger Peter Skaarup.
Lingnan Wu fra Foreningen for Falun Gong i Danmark forventer mange demonstranter fra udlandet:
»Falun Gong-udøvere vil bruge enhver lejlighed til at rette en appel til de kinesiske myndigheder,« siger hun.
Det lykkedes mandag ikke Information at få Udlændingestyrelsens svar på, om Falun Gong-udøvere kan få visum for at demonstrere i forbindelse med ministerpræsidentens besøg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu