Læsetid: 6 min.

Har Fanden skabt inspirationen?

Religionshistorikeren Per Bilde mener, at både Paulus og Jesus var inspirerede asketer, der stillede langt strengere krav til syndefrihed, end teologerne går rundt og tror
13. august 2002

Inspirationens veje
Religionshistorikeren Per Bildes 572 sider om kristendommens tilblivelse i det første århundrede: En religion bliver til, er nøgternt set en gruopvækkende historie om fanatisme, fundamentalisme, selvbedrag og selvretfærdighed i et omfang, der ændrede verdenshistorien. Middelalderhistorikeren Aksel Haaning, der har sendt mig videre til Per Bilde mente, at inspiration var fandens opfindelse, så med hans ord i baghovedet lyder mit første spørgsmål:
– Var Jesus og Paulus inspirerede?
»Der er tekster, der siger det, tekster om Jesus’ dåb. ’Denne er min søn i hvem jeg har velbehag, hør ham.’ De forskellige evangelier har forskellig længde. I den ene version er det kun noget Jesus ser, i den anden ser alle og hører det.«
»Markus fortæller ikke om Jesus’ fødsel, men begynder ved Johannes Døber og går videre til Jesus’ dåb, et argument for, at teksten anser det for vigtigt. Et andet argument er, at Jesus stilles på en prøve – som han består. Den udrustning, Jesus får, Guds ånd i skikkelse af en due, viser altsammen at dette er afgørende for hans virke. Han bliver udrustet med himmelsk autoritet.«
»Derefter begynder forestillingen, der varer indtil passionshistorien.«
– Og Paulus?
»Ifølge Apostlenes Gerninger var Paulus modstander af Jesus-bevægelsen, men blev udsat for en himmelsk vision på vej til Damaskus. Han så Jesus i himmelsk skikkelse omgivet af lys, hvilket er en typisk ’kaldelsesoplevelse’ bestående af en vision plus audition, befalingen om deltagelse i en mission. Fortolkerne er enige om, at det var et ’vendepunkt’, og Paulus anså det også selv for en skelsættende begivenhed. Der er tale om det samme som med Jesus’ dåb.«

Kaldelsesoplevelser
– Kan du sige noget om kvaliteten af inspirationen? Kan man kalde den nidkærhed?
»Nidkærhed er korrekt. Men det rykker ikke ved overbevisningen om, at begivenheden fik fundamental karakter. Det er svært at komme langt med spekulationer.«
– Men Paulus er sådan en, der altid har ret!
»Det er klart, at Paulus’ åbenbaring svarer til profeternes kaldelsesoplevelse. Det er den samme struktur. Et ordinært menneske, der udsættes for en voldsom oplevelse. Derefter er teksten overbevist om, at personen har modtaget guddommelig inspiration. Men Paulus var nok også før Damaskus overbevist om, at han handlede på Jahves vegne. Som derefter på Jesus’.«
»Jesus er også sikker på sin myndighed, han kan få folk til at forlade hus og hjem, børn og arbejde og sætte naturlove ud af kraft.«
»Men han er del af en tradition, noget sådant har forhistorie i den græsk-romerske verden. Eksempler er Apollonios fra Tyana i Lilleasien, der kan siges at være en nærliggende parallel til Jesus. Han var en fornyende filosofisk, pythagoræisk lærer og undergører, som samlede elever omring sig. Han har også en underfuld fødselshistorie, gør undere og mirakler og farer til himmels – ligesom Elias og Enoch, som er mindre kendt. Der står kun fem vers i 1. Mosebog om, at Jahve tog ham til sig. Men på Jesus’ tid var der en hel
Enoch-litteratur – om hvad han oplevede i himlen. Han er den eneste, hvor der fortælles om hans himmelfart ud over Elias og Jesus.«
»Men i modsætning til de to andre døde Jesus.«
Martyrer
– Din bog giver det indtryk, at Jesus’ død var det fuldstændigt centrale for Kristendommens opståen?
»Min pointe er, at Jesus’ død var en katastrofe for Jesus-bevægelsen. Og at modstanden mod at acceptere meningsløsheden er den kraft, der skaber en positiv fortolkning af Jesus’ død.«
»Den skal give mening.«
»Derved skabes Kristendommen. Den er en desperat kamp for mening på trods. Unikt er ikke hvad Jesus sagde, men hans død.«
»Men tanken ikke så fjern. Det nærmeste man kommer tankegangen, er martyrernes meningsfulde død – også før Jesus. Der er et eksempel i II. Makkabæerbog, hvor én blev martyr, fordi han ikke svigter Moseloven – men så vil han få sit liv igen i opstandelsen. Og fordi han er retfærdig, fik hans død sonende effekt.
I Esaias 53 står der, at Jahve har udvalgt sin tjener. ’Hans død skal bringe liv til mange’.«
»Der er et overskud i Jesus’ død, ligesom i et uskyldigt dyrs død på offerbordet. Tanken er den, at brydes reglerne, kræves der bod. Den gav man til guderne i form af offergaver, for der skulle blod til at tilfredsstille gudens krav om hævn.«
– Hvem giver Jesus hvad til?
»Ja, man må spørge, om Jahve selv sat det hele i værk for at bringe Jahve ud af den vanskelighed, syndefaldet satte ham i! Er begyndelsen (før syndefaldet) også endemålet og Jesus den, som heler splittelsen? Dette er fortolkningen i Johannes Åbenbaring. Her får Jesus universel, kosmisk betydning.«
»Jødedommens forståelse er derimod, at Jesus var en martyr som andre, og blev belønnet med opstandelse. «

Europæisk distance
Mange religioner for ikke at sige religioner generelt er en kamp for mening på trods – altså i de urbaniserede samfund, hvor meningsspørgsmålet først melder sig, mener Per Bilde.
»Hvis der er noget nyt i min bog, er det forsøget på at anskue kristendommen på lige fod med andre religioner. Der er tradition for, at religionshistorikere holder fingrene fra jødedom og kristendom. Og det er ikke godt, for både jødedom og kristendom har godt af at blive beskrevet af ikke-religiøse. Jeg er uenig i, at undervisning i islam skal foretages af muslimer, i buddhisme af buddhister etc. Jeg går ind for den europæiske tradition, hvor man hylder distancen, det er min inspiration,« fastslår han.
»Jeg har altid savnet ordentlige historiske og religionshistoriske undersøgelser af vores egen religion. Teologer har altid en opbyggelig dagsorden på spil.«
»Der er en dansk tradition, som stammer fra Vilhelm Grønbech, ifølge hvilken Jesus var god og Paulus ond. Jeg siger: De var lige gode om det. Jesusbevægelsen er en del af en messiansk proces, der er blusset op som følge af den romerske besættelse. Den er jødisk, men efter Jesus’ død kommer der et årti, hvor man bevæger sig så langt væk fra de andre jødiske retninger, at man begynder at bruge en ny betegnelse. Det sker imidlertid først omkring år 110.«
»På Jesus’ tid består jødedommen af mange forskellige retninger. Ligesom i dag. Der var langt fra den ene til den anden og Jesus kunne sagtens være der. Først da man sætter den idé på ord, at Jesus er gudddommelig – og det er Paulus, der gør det mellem 50 og 60 – bliver splittelsen manifest.«

Forstyrret i hovedet
»Paulus er ikke bare uudholdelig og usympatisk, men også utroligt interessant, religionshistorisk set. Han er et typisk udtryk for sin tid, en tid med store vanskeligheder – i den daværende moderne verden. Paulus betyder meget for jeg’ets udvikling, Kristendommen bliver personlighedens, det moderne menneskes religion, noget der blev skærpet af Luther, der hævder, at det kun er individets inderlige tro, der kan frelse, ikke gode gerninger.«
»Men det har hverken Paulus eller Jesus ment. De har begge ment, at når man var døbt, måtte man ikke synde mere. Bogstaveligt. De lever i en ekstatisk periode, en vækkelsesperiode. Den moderne folkekirke hviler faktisk på sand – med Søren Krarup som vor tids Luther.«
»Paulus og Jesus var asketer. Jeg tror, Jesus kun havde enten den himmelske verden eller Israels befrielse i hovedet. Jeg vil sætte Paulus meget tættere på Jesus, end Grønbech gør.«
– Kan dine studier inspirere til en forståelse af Mellemøstkonflikten?
»I en vis forstand ja, for Sharon og Likud svarer til
zeloternes og Bar Kokhbas oprør mod romerne. Det sidste førte til templets endelige ødelæggelse i 135.«
– Hvem indtager så romernes position?
»Det gør de mellemøstlige stater! Min pointe er, at den militante konfrontation med ikke-jødiskheden for jøderne altid har ført til katastrofe. Min helt, den jødiske filosof Josefus står for ikke-konfrontation og fredelig sameksistens med hedninger.«
»Men både palæstinensere og jøder er børn af jødedommen, det er den samme kultur, de er alt for nære. Forholdet mellem muslimer og jøder svarer til forholdet mellem kristne og jøder.«

*Dette er det femte interview i inspirations-serien. Det foregående var med middelalderhistorikeren Aksel Haaning. De tidligere stod i Information den 27., 31. juli, 3.-4. og 7.
august. Det sjette og sidste interview bliver med tegneren Karin Birgitte Lund, hvis antikke motiver får Per Bilde til at pege på hende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu