Læsetid: 4 min.

Film i tv

30. august 2002

(2. sektion)

*Michael Cimino brød igennem med The Deer Hunter i slutningen af 1970’erne, en periode, hvor auteur-instruktører stadig kunne folde sig grandiost ud i Hollywood. Disse privilegier var Cimino selv i høj grad med til at sætte over styr, da han gik over gevind i storhedsvanvid med den efterfølgende katastrofe Heaven’s Gate. Men den tre timer lange, magtfulde freske The Deer Hunter har placeret sig centralt som en film om hverdagsamerikanerens forhold til Vietnamkrigen, der kun skildres direkte i et midterparti af rædsel og kaos. Det er en film om en lille gruppe stålværksarbejderes venskab og overlevelseskraft stillet ansigt til ansigt med katastrofen. Cimino maler med den brede pensel i et virtuost gennemført start-afsnit, hvor han udmaler den ritual-spækkede bryllups- og afskedsfest, som stålværksarbejderen Steven (John Savage) holder, inden han og kammeraterne Michael (Robert De Niro) og Nick (Christopher Walken) sendes fra Pennsylvania til Vietnam. Her venter der et helvede i en Vietcong-fangelejr, hvor trioen tvinges til at gennemføre selvmordsritualet russisk roulette. Vennerne splittes, men sammeholdets ånd er ikke død. Cimino er instruktøren med den store gestus og den brede pensel og lader med stor filmfornemmelse sine personer vokse ud af baggrund og miljø. Det er fejende flot, men også i passager smertelig intenst, med vægten lagt på maskulin samhørighed. Ikke primært en politisk film om Amerikas krigs-engagement, men en beskrivelse af den mere ureflekterede amerikaners oplevelse af krigen. Robert De Niros præstation som det konfliktfyldte handlingsmenneske, jægeren Michael, er blandt de væsentlige i hans lange karriere, og det samme gælder Christopher Walkens fremstilling af Nick, en præstation, der gav Oscar for bedste birolle. The Deer Hunter er først og fremmest mændenes film, men Meryl Streep træder alligevel karakterfuldt frem i en af sine første større filmroller som Nicks kæreste, Linda, der indleder et forhold til Michael.
The Deer Hunter. TV 2, fredag kl. 20.00-01.05

*Philip Kaufmans version er nummer to ud af tre. Det hører til sjældenhederne, at Hollywood prøver at skræmme publikum hele tre gange med den samme science fiction-historie, men skrønen om ligrøvernes invasion – Invasion of the Body Snatchers – har uhygge-genklang som en lignelse om, hvor galt det kan gå i USA, hvis ensretning og konformitet tager overhånd. Don Siegels 50’er-version lod sig inspirere af kommunistskrækken, mens Abel Ferraras 90’er-udgave var mere optaget af mediernes hjernevask. Philip Kaufmans fortolkning fra 1978 adskiller sig ret kraftigt fra de nævnte ved klart at advare mod et følelsesforskrækket samfund, der er bange for kærlighed. Donald Sutherland spiller sundhedsinspektør i San Francisco, der kommer på sporet af en mystisk sammensværgelse mellem personer dannet af en bælgplante. De ligner ellers almindelige mennesker til forveksling. Plantemenneskene har skaffet sig af med ethvert besværligt følelsesliv og er nu klar til at overtage magten. Kaufmans film spiller på det suggestive og atmosfæreladede mere end på det kontant spændingsskabende – som det sømmer sig for en instruktør, der også er kendt for Tilværelses ulide lethed og Mænd af rette støbning. I den kvindelige hovedrolle ses Brooke Adams.
Invasion of the Body Snatchers/Stjålne kroppe. DR 1, fredag kl. 23.10-01.00

*Daniel Myrick og Eduardo Sanchez har her fat i et elementært gyser-princip, der allerede i 1932 viste sit værd, da Carl Th. Dreyer lavede Vampyr: Den anede uhygge kan være den stærkeste. Filmen er en ungdomsgyser uden bestialske mord og opgejlet underlægningsmusik, optaget for 35.000 dollar med håndholdt kamera af to unge, debuterende instruktører. Og den blev såmænd en af de største økonomiske succeser i filmhistorien, hvis man måler udgifter med indtægter. Tre unge filmamatører begiver sig ind i skovens dyb for at lave en dokumentarfilm om den lokale spøgelses-legende: Blair-heksen og de små forsvundne børn. Et år senere finder man den lille gruppes optagelser, men filmholdet selv er sporløst forsvundet. Vi ved altså fra starten, at
udflugten vil gå mere end galt. Alligevel suggereres man ind i den stemning af angst og fortabthed, der gennemsiver de tre filmmagere, efterhånden som de trænger dybere ind i skoven og mister orienteringen. Det skyldes især et dristigt formelt greb, som ikke er nyt (det blev f.eks. for relativt nylig anvendt i den hollandske Lillesøster): Vi ser kun, hvad ekspeditionens kameraer optager, hvilket skaber fornemmelsen af hjemmevideo-ægthed. Og billederne er så primitive som i nogen Dogme-film. Man bliver bange for, hvad de vil opdage. De tre unge på turen er ikke særligt interessant tegnede, og det dramatiske spil mellem dem går på ingen måde dybt. Men opfindsomt anderledes er denne gyser, hvor nørderne ender på klumpedumpe-udflugt med døden.
The Blair Witch Project. TV3, lørdag kl. 23.50-01.15

*Cary Grant spiller en bebrillet og pedantisk zoolog, Huxley. Og Katharine Hepburn er den excentriske society-pige Susan, der splintrer hans velordnede tilværelse. Hun hvirvler Huxley ind i en malstrøm af umulige situationer og groteske uheld, der konstant ydmyger ham, men også lærer ham
noget tiltrængt om en mere farlig tilværelse end den, han kender fra den zoologiske videnskabs snævre cirkler. Under ledelse af mesterinstruktøren Howard Hawks skaber Grant og Hepburn vanvidskomik, der har gjort Han, hun og leoparden til en af de mest elskede screw ball-komedier fra 1930’erne. Filmen vrimler med skøre figurer – deriblandt en leopard kaldet Baby, som spiller en afgørende rolle i den selvironiske histories hyldest til livets lunefuldhed og naturlige kaos.
Bringing Up Baby/Han, hun og leoparden. DR 2, søndag kl. 16.10-17.55

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu