(2. sektion)
*Lasse Hallström fik her sit comeback, efter at instruktøren til Mit liv som hund i nogle år havde filtret sig ind i de produktionshæmmende lianer i Hollywoods jungle. Johnny Depps Gilbert er en ung mand, der, adspurgt hvad han vil med sit liv, tænker sig ret længe om og siger: »Være et godt menneske«, hvad der ville lyde gyseligt lammefromt i alle andre munde end Depps. Han giver sin Gilbert Grape en forening af reservation og vegeterende charme, mens han prøver at få det bedste ud af forholdet til en mildest talt problematisk familie langt ude på staten Iowas bøhland. Faderen har begået selvmord, moderen vejer 259 kilo, og den ene af sønnerne er retarderet (han spilles i øvrigt af Leonardo DiCaprio). Gilbert skal holde sammen på det hele, men Becky (Juliette Lewis) kan blive Gilberts billet væk fra disse belastende, men også berigende bindinger. Lasse Hallström tegner et mildt ironisk lilleby-portræt i denne nedtonede film, hvor den grotesk overvægtige mor, irriterende og forkælet, dog bliver en skikkelse i det store viljes-format, da hun kræver sin retarderede søn udleveret af politiet: Dette er moderkærlighed af uimodståelig urkraft.
Whats Eating Gilbert Grape?/ Hva så, Gilbert Grape? TV3, fredag kl. 20.00-22.25
*Ellen Gottschalch har sin betydeligste seriøse filmrolle i dette melodrama fra 1946, hvor hun spiller en midaldrende kvinde, der for første gang oplever kærligheden. En bevægende præstation af en betydelig skuespillerinde, der ellers mest forbindes med det lette repertoire og også opnåede stor popularitet som sangerinde. Gottschalch spiller den enlige Marie Jantzen, som gennem en snes år med stor flid har ledet et strygeri med tre ansatte. Hun drømmer stadig om mand og barn. Da hun lærer den flotte Georg at kende gennem en ægteskabsannonce, bryder hun sig ikke om ham. Men han forstår at spille på sin maskulinitet, og Marie falder for ham i en grad, så hun bliver blind for, at Georg bedrager hende på alle tænkelige måder. »Kærligheden er en kamp,« som hun siger, og hun agter at kæmpe den sejrrigt til ende. Med uforfærdet stolthed spiller Ellen Gottschalch den modne kvinde Marie, der løber en tragisk line ud og nægter at bøje sig for skæbnen. Et usædvanligt kvindeportræt i 1940ernes danske film, båret af stejl følelsestyrke og usentimental svaghed. Men også Erni Arneson og Petrine Sonne skaber gode kvindeportrætter i John Prices og Søren Melsons instruktion, der efterhånden spiller dramaet lidt for voldsomt ud.
Billet Mrk. DR 2, fredag kl. 20.50-22.30
*Bill Murrays uforligneligt frække, farlige bad boy-charme ligger som et ekstra lag af kuldslåethed over hans portræt af den stenrige gangster og lånehaj Frank, der giver den som stand-up-komiker i sin egen klub. Bag sin uigennemskydelige manér har Frank en svaghed for det afvigende og kunstneriske og er på jagt efter, hvad han kalder »rigtige venner«. Frank er den ene hovedperson i John McNaughtons pudsigt underdrejede komedie, Robert De Niros storby-ensomme politimand er den anden og Uma Thurmans nervøst sensitive gangsterpige den tredje. Og denne skæve trios fint afstemte spil (især Murrays) gør filmen til andet og mere end veldrejet Hollywood-underholdning.
Mad Dog and Glory/Pigen i midten. TV3+, fredag kl. 21.00-22.50
nMike Leighs karrierepiger er en rappenskralde og et mæhæ. Og de overhældes vel at mærke ikke automatisk med medfølelsens flødesovs, men får lov at stritte i alle retninger, uslebne i deres særpræg. I Leighs øjne er de komiske, irriterende og rørende på én gang, snart dumme, snart kloge. Og hans to uheldige karrierepiger reduceres derfor aldrig entydigt til den bekvemme offerrolle, som så ofte lammer film om outsidere og gør dem sentimentale. De to piger i centrum bliver veninder, fordi de er modsætninger, og fordi de bor sammen. Den polyteknikerstuderende Annie flytter via en annonce ind hos litteraturstudinen Hannah. Annie er et bundt af neuroser og kontaktvanskeligheder så genert, at hun altid ser ned og har svært ved at holde hovedet i ro. Men hun har en bunden varme og optimisme, som Hannah har svært ved at finde hos sig selv. Hannah er manisk snakkesalig og udspyr syrligheder, sarkastiske vitser og ordspil i massevis en stand-up-komiker uden publikum, en klovn med ordene for at holde bitterheden på afstand, og nok i slægt med den mandlige desperado i Leighs tidligere film Naked. Leigh præsenterer de to piger som noget nær freaks i de hurtige ping-pong-dialoger, han mestrer så overlegent, men gør dem mere og mere menneskelige, så vi til slut kun kan undre os over, at vi i starten fandt dem så skæve. Der skiftes mellem fortid og nutid, Annies og Hannahs studenterdage sammen seks år tilbage og nutidens møde, hvor åh, hvor forandret-udviklingen markeres med blændende præcision af de to skuespillere, Lynda Steadman og Katrin Cartlidge (sidstnævnte er kendt som søsteren i Breaking the Waves). De mødes igen for en weekend, og Annie har vundet i sødme og selvtillid, mens Hannah er sit sardoniske selv, blot i mere dæmpet, blasert udgave. Leigh fanger det fornyede venskabs etaper af lettere generthed og genfunden fortrolighed. Nu har pigerne passeret de 30 og er blevet helt elegante sammenlignet med før, men den gamle spontanitet er svær at fange. Filmen er et spil for to stemmer, to ansigter og to livsholdninger. En bitterhed, der kunne blive til kynisme, sat over for en livstro trods alt, et ikke helt opgivet håb om, at life is sweet. Mødet mellem veninderne baner en smal sti for nye muligheder. En forsigtig opskruen af varmegrader, bevægende i hvert sekund, for ingen kan påstå, at Leigh ikke så godt som nogen kender kulden.
Career Girls. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-22.40
