Læsetid: 4 min.

Fredsbevægelse sygner hen

Den israelske fredsbevægelse lod for ni år siden freden være op til politikerne. Nu forsøger bevægelsen igen at få indflydelse, men den har svært ved at finde et alternativ til Sharon
16. august 2002

Den israelske fredsbevægelse lod for ni år siden freden være op til politikerne.
Nu forsøger bevægelsen igen at få indflydelse, men den har svært ved at finde et alternativ til Sharon

Åndenød
Det er skæbnens ironi, der har lagt sig som et tætsluttende låg over fredsbevægelsen i Israel.
Den dag i september 1993, hvor Yasser Arafat og Israels daværende ministerpræsident Yitzhak Rabin gav hinanden hånden uden for Det Hvide Hus, hvor Oslo-aftalen lå underskrevet foran dem på Ulysses S. Grants gamle valnøddeskrivebord, hvor direkte tv-transmission af øjeblikket til mere end 100 lande understregede det historiske i situationen – den dag begyndte nedturen for fredsbevægelsen i Israel.
»Med underskrivelsen af Oslo-aftalen mente de fleste i fredsbevægelsen, at nu var regeringen ansvarlig for freden,« siger Dr. Tamer Hermann fra Center for Fredsforskning ved Tel Avivs Universitet.
»Desuden var aktivisterne udbrændte efter den megen aktivitet sidst i 80’erne og først i 90’erne. Derfor var bevægelsen ikke aktiv i de næste syv-otte år, hvor den lod regeringen tage sig af freden. Den gik i hi.«

Forvirringen hersker
Dette er kimen til den israelske fredsbevægelses aktuelle krise, mener Tamara Hermann.
Med Al-Aqsa Intifadaens udbrud i efteråret 2000 genvandt bevægelsen ganske vist sin raison d’être, men samtidig fik den et skud for boven.
»Intifadaen var et hårdt anslag mod de ting, fredsbevægelsen troede på. De fleste aktivister har i dag tilsluttet sig den generelle stemning i befolkningen og er afvisende over for palæstinenserne. Bevægelsen er skrumpet til en meget lille gruppe aktivister,« vurderer hun.
Den Israelske Fredsbevægelse er ikke en samlet enhed, men flere mindre grupper. Groft sagt er der de meget venstreorienterede, som eksempelvis Gush Shalom (Fredsblokken), og de mere midtsøgende, som Shalom Achshav (Fred Nu), der er Israels største fredsbevægelse.
»Fredsbevægelsen er bestemt blevet svækket af de seneste to års begivenheder,« siger Amiram Goldblum, som er en af lederne i Shalom Achshav.
»Den er meget forvirret, og der kommer ikke nogen klar besked fra den. Det gælder alle grupperne,« mener han.
Goldblum forklarer, at forvirringen hersker på næsten alle punkter, at fredsbevægelsen simpelthen ikke længere ved, hvad den skal mene.
For eksempel om bygningen af et enormt hegn langs Vestbredden eller om Ehud Barak i sin tid virkelig tilbød palæstinenserne »så meget, som det påstås«, og om bevægelsen skal kæmpe mod Sharon eller fokusere på bosættelserne.
»Hvilken kurv skal vi lægge vores æg i, hvis vi overhovedet er i stand til at lægge dem i nogen kurv?« spørger Amiram Goldblum retorisk.
»Alle kurvene synes for store til en koncentreret fredsindsats lige nu.«
Fredsbevægelsen er med andre ord ikke i stand til at præsentere et seriøst alternativ til Sharons politik.
Enhver tale om forhandlinger afvises med, at Arafat ganske enkelt ikke er en troværdig samarbejdspartner, sådan er den almindelige opfattelse i Israel. Bevægelsen forsøger sig i stedet med sporadiske udfald.
Senest har den ytret skarp kritik af systematiske husødelæggelser og udvisning af familier til selvmordsbombere. Og dele af pressen – der ellers har lagt afstand til bevægelsen – har været ude i samme ærinde. Men tilsyneladende uden at vinde gehør.
»Om denne kritik har den store, folkelige opbakning, det tvivler jeg på,« lyder vurderingen fra seniorreporter ved Jerusalem Report, Leslie Susser.
»Jeg tror, israelerne føler, at selvmordsbomber har smadret for meget efterhånden. Mange vil endda nok ønske endnu hårdere tiltag, som selv ikke Sharon vil overveje. Han har også sin røde linje,« siger Leslie Susser med henvisning til, at et Knesset-medlem forleden foreslog systematisk bombning af de palæstinensiske byer. Sharon svarede, at manden måtte være gal.

Giv manden en chance
»Nogle er endda i splid med sig selv,« sukker Amiram Goldblum.
»Jeg kan ikke udholde tanken om, at Sharon er premierminister, men selv i Shalom Achshav er der enkelte, der siger: ’Arhh, vi må give ham en chance, han kan godt være fleksibel, det så vi under freden med Egypten. Han er en hård mand, men måske er han den eneste, der kan skabe et kompromis.«
»Det er der endda nogle, der siger i Meretz,« fortsætter Amiram Goldblum med henvisning til venstrefløjspartiet, der har 10 mandater i Knesset og er stærkt sammenfiltret med Shalom Achshav.
Tamar Hermann mener ikke, der umiddelbart er lys forude for fredsbevægelsen.
Den har ikke længere sagen i egne hænder og må derfor bero på andre, siger hun.
»Lige for tiden er det meget usandsynligt, at fredsbevægelsen bliver genoplivet. Ikke i den nærmeste fremtid. Jo, hvis Yasser Arafat i morgen trådte frem med udstrakt hånd.«
»Jeg kan desværre ikke lyde ret optimistisk omkring noget lige nu,« siger Amiram Goldblum og griner tørt.
»I hvert fald ikke på kort sigt, ikke de næste et, to, tre, fem år.«

FAKTA
Historisk
*1987 – Den første Intifada bryder løs og varer indtil 1993. Mere end 1.000 palæstinensere og omtrent 100 israelere dør.

*1988 – Den palæstinensiske eksilregering accepterer en to-stats-løsning. Israel opfatter PLO som en terrororganisation og foreslår i stedet forhandling efter afholdelse af frie valg i de besatte områder.

*1993 – Efter hemmelige forhandlinger i Oslo, underskriver palæstinensernes leder Yasser Arafat og Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin Oslo-aftalen – en principerklæring og en køreplan for egentlige fredsaftaler.

*1994 – Parterne enes om israelsk tilbagetrækning fra det meste af Gaza-striben og fra Jericho på Vestbredden. Over en fem-årig periode skal der ske videre tilbagetrækninger og en palæstinensisk stat samt en deling af Jerusalem skal drøftes.

*1995 – Oslo II-aftalen underskrives. Aftalen indeholder præcise retningslinjer for landdelingen. Rabin bliver skudt af en israelsk højreekstremist.

*1996-1998 – Likuds Benjamin Netanyahu kommer til magten. Implementeringen af Oslo-aftalen mislykkes.

*1999 – Ehud Barak fra Arbejderpartiet bliver ministerpræsident.

*2000 – Barak tilbyder at give palæstinenserne 97 procent af de omstridte områder tilbage. Arafat siger nej, da tilbuddet også indebære permanente jødiske bosættelser, samt at fire millioner palæstinensiske flygtninge nægtes retten til at vende tilbage. Likud-leder Ariel Sharon kommer til magten. Den anden Intifada bryder ud og har indtil videre kostet mindst 1.500 palæstinensere og knap 600 israelere livet. lm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her