Læsetid: 5 min.

Frihet på svensk

3. august 2002

Intermetzo
Den store nordiske krig er ved at bryde ud igen mellem på den ene side svenske regeringsmedlemmer og på den anden Dansk Folkeparti med støttepartier, Venstre og Konservative. En af årsagerne – måske den væsentligste – skal søges i Nordens historie. I mindreværdsfølelser og kvaliteten af oplysning. Sagen er den, at Danmarks oplysningstid – et fyord af politisk ukorrekthed i pastor Krarup og de nye magthaveres ordbog – ikke tåler sammenligning med den tilsvarende svenske i det 18. århundrede. Ikke i omfang, dybde og kvalitet og frem for noget: ikke i varig gennemslagskraft.
I Danmark var der forholdsvis langt mellem store folk med hovedet fuld af europæisk inspirerede oplysningstanker i flere af grundvidenskaberne. Disse enlige svaler gjorde ingen blivende sommer. Folk, der ville noget med ny indsigt i natur- og samfundsvidenskab, som på den tid blomstrede viden om og bl.a. udløste encyklopædibevægelsen i Frankrig, følte ensomheden. På en dansk encyklopædi tænkte ingen for alvor. Diskussioner på Sokkelunds elitærplan
foregik i snævre cirkler og drejede sig overvejende – med hæderlige og enestående undtagelser som Holberg – om dominerende teologiske materier. Erasmus Montanus var Holbergs humoristiske demonstration af niveauet på begge sider af det danske akademiske skel. På den ene fløj Erasmus med sit arrogante tautologiske vås – ofte på genhør i alt det pseudofilosofiske fnadder man i spandevis fylder i radioens kristendomsudsendelser. På den anden side almuen, det uvidende, udannede, men absolut ikke umælende folk, der på sin vis og med selvfølge og selvfølelse til gengæld besad alverdens menneskelig visdom og sunde fornuft. Som Erasmus’ bror, Jacob, med klar forstand og dømmekraft.
Blev fornuften imidlertid til snusfornuft kunne situationen blive farlig for den lærde. Når folkelig visdom dogmatiseres, kommer alverdens lærdom til kort. Kampen stod på spidsen mellem den akademisk definerede, empiriske nye viden om naturen, eksperternes indsigt – og overtroen. Jorden var i dette sofistikerede synsfelt ikke flak, som de ulærde hævdede, som de kunne se med deres egne øjne, og som visdommen tilsagde dem. Erasmus tilbød forklaringen endnu varm fra ovnen. Men dén hoppede de ikke på. Tvang derimod den lærde til at fornægte sandheden om jorden. Rund var den alligevel, men Erasmus bøjede ikke desto mindre nakken for at få sin hjertes udkårne og undgå prygl.
Holberg kendte sine pappenheimere – fra universitets latterlige disputter om kejserens skæg og fra landsbyoverdrevet, når selvtilstrækkelige bønder med foden under eget bord spyttede langt.

Holbergs Erasmus brugte dumt sin viden uden visdom. Det betød ikke at den folkelige visdom, uanset at en umoden student måtte bøje sig, af den grund kunne erstatte videnskabelig viden om naturens væsen. Man genkender problemstillingen fra Anders Fogh Rasmussens (Dansk statsminister (V) 2001- . Måtte afgå i utide som skatteminister i 1992, efter at en kommissionsdomstol havde konstateret kreativ bogføring i ministeriet. Afløstes af Farums borgmester Peter Brixtofte (V)) famøse nytårstale, hvor folkelig visdom og instinkt, som i en replik af Per Degn, blev sat over vidensbaseret visdom. For den sags skyld kan dén sagtens være folkelig, men heller ikke en sådan nuance fandt Fogh Rasmussen opportun at markedsføre.
Men se til Sverige, min bror! Som Voltaire i øvrigt gjorde. Den store franskmand mente, at Sverige var verdens bedste sted at være. Han kendte i parentes ikke det svenske køkken.
Det er en kompliceret og modsætningsfuld historie. Frihetstiden, som den kaldes, indebærer uhyrlig, puritansk nærmest uniform tvang over for lavere socialkaster og grundlægger uheldige træk i det svenske samfund, øvrighedstro, jantelov, uhyrlig kirketvang m.v. fænomener som løbende og med udgangspunkt i perioden her diskuteres til belysning af den nutidige nationaltilstand. Når det er sagt, opblomstrer andre sider af den svenske åndelighed og samfundsudvikling i første halvdel af 1700-tallet. For det første efter et radikalt og frugtbart politisk skifte til en egen form for præparlamentarisme efter Karl 12.s enevældige stormagts- og militærpolitik.
For det andet takket være guldregnen af begavelser i videnskaberne. Carl von Linné er hovedmanden i denne mentale omvæltning, der tilsidesætter religionen som årsag-virkningsforklaring i natur og samfund. Nytten og fornuften bliver slagordene for perioden, som bl.a. resulterer i, at dannede og halvdannede svenskere lærer naturen, tilegner sig planter, dyr, vejr, himmel og hav, så kundskaben om omgivelserne indgår i den svenske nationalbevidsthed. Det ses i digtningen, der ofte tager udgangspunkt i naturiagttagelsen. F.eks. Hedvig Charlotta Nordenflycht (1718-63). Skriver som samlede hun herbarium om hyacinten: Du rara ört som ej din like/i färg i glans, i täckhet har, bland all din släkt i Floras rike/din fägring mest mit öga drar/På dina blad naturen spelar/i konst, i prakt hun yttrar sig/den fina balsamlukt du delar/fornöjer och förtjuser mig.
En ny tid indvarsles: oplysningens i Linnés tolkning: »Utan vetenskapen skulle vidskepelse (overtro), häxeri, signeri (besværgelse, signen) svärma omkring som mygg... Vetenskapen är det ljus som upplyser folk, som i mörker vandrer, och låter dem se med klara ögon, och höra med öppna öron«
100 år før Grundtvig væltede sig i ølnordisk bragesnak (Kierkegaard kaldte Grundtvig en ølnordisk slagsbror) om det udvalgte danske folk og satte tro, håb og sig selv i højsædet, indstiftede Linné en anden nok så kvalitativ (akademisk) folkebevægelse.
Hans forelæsninger om alt muligt bogstaveligt talt mellem himmel og jord trak fulde huse. Han påviste, at kun viden, som grundlag for naturerkendelsen, kan forbedre menneskenes kår. Om sommeren tiltrak han endnu flere, der fulgte ham i flok, når han udpegede og systematisk gennemgik vækster og dyr i Uppsalas universitetspark.
Et orkester med pauker og trompeter fulgte gerne den store mand som en anden Bellmannsk korporal Boman tilbage til sit kvarter. Oplysning var fest og farver.

Linné stod langtfra alene i denne storslåede bevægelse, der satte sig så varige spor i svensk tradition. Andre genier trængte sig på: Anders Celsius, ham med graderne, og den anden fysiker Per Wargentin, der skabte den kemiske nomenklatur, som igen var forudsætningen for, at Jacob Berzelius kunne udforme et kemisk alfabet med bogstaver og små tal (H2O). Carl Wilhelm Scheele gjorde formidable opdagelser som apoteker: bl.a. at luft er ilt og brint og ikke et grundstof.
På økonomiens område foretog Anders Berch epokegørende beregninger – at Sverige havde brug for 24 millioner indvandrere (!) såfremt en økonomisk udvikling skulle have mening.
Alle disse folk og flere til betød at Sverige, efter Poltava og Karl 12. havde fået en kugle i skallen, var sat nederst på magternes rangstige, men nu blomstrede op som en af Europas fremmeste nationer i oplysning, lærdom og videnskab (Som glimrende indføring i perioden anbefales Herman Lindquist: Nyttan og nöjet. Et af bindene i hans inspirerende og underholdende storværk: Historien om Sverige). En position dansk guldalder knap nok rokkede ved, skønt Ørsted gjorde sit. Dette var igen forudsætningen for svensk forspring helt op til den midlertidige økonomiske nedtur efter energikrisen i 1970’erne.
Vort broderfolk har noget at have det i, såfremt de for tiden betragter deres gamle arvefjende på andra sidan sundet med skepsis. Ikke ét ondt ord herom fra danskere der bevarer fascinationen over svensk oplysning i det 18. århundrede.!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu