Gråt guld
»Jeg er ikke bange for døden. Jeg vil blot helst ikke være hjemme, når han kommer«
Woody Allen
Det begyndte for et par år siden, da jeg fik et brev fra min bank. Den ville gerne se mig til en samtale om »min tredje alder.« Pludselig var det ikke det venlige rødjakkede postbud, der stod for min dør. Det var en grinende dødningeskikkelse med en le.
Siden har jeg med vekslende held prøvet at forlige mig med, at jeg nu spiller på juniorholdet i den klub, der efter smag og behag kaldes Seniorerne, Det grå Guld eller 50 +. En klub, der allerede har ca. 40 procent af befolkningen som medlemmer, og som er i kraftig vækst.
Klubben nyder stigende bevågenhed hos erhvervslivet og i reklamebranchen. Mange af medlemmerne har nemlig friværdi i deres huse, fede pensionsordninger og mod på shopping. Kort sagt købekraft.
Nu har den også fået sin egen udstilling, nemlig 50 +, det grå guld. På vej mod seniorlivet. Den åbnede i Forum på Frederiksberg i går med op imod 100 udstillere. Den har tidligere været vist i Aalborg, hvor ca. 14.000 besøgende løste billet, og dørene i Forum er åbne i dag og i morgen.
Deres udsendte lod sig læsse af en linje 11 sammen med en flok velklædte, noget rynkede og nypermanentede veninder. Allerede i køen følte han sig lettere opløftet jeg mener: Hvor tit er man efterhånden i et selskab, hvor man trækker gennemsnitsalderen ned?
Så må man sluge irritationen over udstillingsplakaten, der viser et par fjantede teenagere på inliner-rulleskøjter på Langelinje. Med den lille vinkel, at parret er omkring de 70, selv om deres attitude benægter det.
Alt hvad man ønsker sig
Man skal vel kende en gruppe på dens rollemodeller. Så lad os notere, at til stede ved åbningen var bl.a. forfatteren og direktøren Hans Edvard Nørregård-Nielsen, sportsjournalist Tommy Troelsen, tidl. undervisningsminister Ole Vig Jensen, forfatteren Jytte Borberg, journalist Lone Kühlmann, skuespiller Per Pallesen og fhv. direktør for hvadsomhelst Ole Fut Andresen.
Hvis man tror, at 50+ handler om alderdommen, tager man grueligt fejl. Udstillingen handler om drømmen om det gode liv efter de 50. Her er alt det, man ønskede sig som ung, men som man først (måske) får råd til, når ungdommen er et længst overstået stadie. Hvis man da ikke hører til de uheldige, der skal klare sig med folkepension, evt. suppleret af lidt håndører fra ATP.
Her er åbne sportsvogne (Opel Speedster til 633.499 kr. og Saab Cabriolet til 559.000 kr), her er golfudstyr, spabade, seniorboliger i Provence, smart tøj, gode vine og rejser, rejser og rejser. Sandelig, vi seniorer tørster efter at se mere af denne verden inden den endegyldige omstigning til den næste.
Frederik-leg
Man forestiller sig, at alderdommen er en slags Kronprins Frederik-leg, hvor man frigjort fra arbejdets trivialitet kan fordrive sin rigelige tid med sport, gentagne ferier på eksotiske øer og cruises i dyre biler.
Og hvis det trods alt kniber med likviderne, er tilbuddene på nedsparingslån (alle arvingers skræk) legio. Den generation, der som mantra havde, at »man ikke kan spise mursten«, er ved at blive afløst af en anden, der ved, at det kan man godt.
Men den tredje alder giver også tid til fordybelse og kulturforbrug. Det er næppe helt tilfældigt, at man foruden bibliotekerne og højskolerne finder medier som dk 4, Ugebladet Søndag, Politiken og Information repræsenteret på 50 +.
Ren eskapisme er det dog ikke alderens gebrækkeligheder og midler mod dem titter frem i sprækkerne. Her er høreapparater, og her er hybenpulver og anden naurmedicin (og snaps, som jo skal være godt for blodomløbet). Hvis det ikke kan gøre det, står repræsentanter for betalingshospitalerne klar med deres tilbud. Alzheimerforeningen har også en stand, som man iler gysende forbi.
Men alting får en ende også den tredje alder. Til dem, der ser det i øjnene, tilbyder bedemandsforretninger både kister og urner i miljømæssigt forsvarlig kvalitet og forudbetalt begravelse i priskategorier fra 8.528 kr. op til 25.638 kr.
Det kan være, der bliver god plads på bedemændenes stande, for hvis der er noget, vi 50 +ere hader, er det at blive mindet om det ultimative møde med knokkelmanden.
