Læsetid: 13 min.

’Jeg glæder mig til fremtiden’

Ren passion eller pligtlæsning med udsigt til fremtidens karrierefrugter? Studerende gør status over det første år
31. august 2002

Studiestart 2002

Ren passion eller pligtlæsning med udsigt til fremtidens karrierefrugter?
Studerende gør status over det første år

År 1
På studiekortet står der 2001 som startdato. De første eksaminer, de svedige håndflader og de endeløse navnelege fra den første studiedag er forlængst fortid. Man behøver ikke længere at forklare sine medstuderende, at man netop har tilbragt et år som frivillig på et kloster i Calcutta, og man færdes nu hjemmevant på instituttets gange.
Nu gælder det andet år, og uvisheden om, hvorvidt man har foretaget det rigtige valg, er forsvundet. Eller er den? Er studiet et udslag af en tilfældig højskolelærers gode råd? Eller læser man til arkitekt, fordi ens forældre er i møbelbranchen? Hvor meget betyder stemningen på uddannelsesstedet for éns fremtid på stedet, og hvor fordomsfri er man egentlig overfor andre studier?
Information inviterede seks studerende til kringle og cola på redaktionen. Jens, Tobias, Christian, Thomas, Tanja og Ann kommer fra vidt forskellige fag og eneste fællesnævner er, at de alle skal i gang med andet år på studiet
– Nu er I kommet vel igennem det første år. Gnaver tvivlen om studieskift aldrig?
Thomas: »Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har lyst til at gå den slagne vej til en kandidatgrad i filosofi. Jeg har masser af ting, jeg er interesseret i, som jeg vil prøve af, f.eks. læse i udlandet. Det kan man kalde tvivl, men jeg føler det ikke som tvivl, for jeg ved, at det jeg gør lige nu, er det rigtige.«
»Hvis jeg ikke ender med at gøre filosofi færdig, men vælger en anden overbygning, så vil jeg have det fint med det. For det er jo ikke, fordi jeg vil have en grad i filosofi, at jeg studerer det. Det er ren interesse.«
Ann har derimod tænkt sig at blive færdig som miljøkemiker på normeret tid. Det er arbejdet som forsker, der lokker hende i den anden ende.
»Jeg er nok den eneste i hele verden, der har det sådan. Alle andre skal ud og rejse og den slags. Det gider jeg ikke. Jeg kan godt lide bare at køre på.«
– Fagnørd?
Ann: »Ja. Selv om jeg nu ikke har så meget studiedisciplin. Jeg er f.eks. ikke rigtigt kommet til nogen af forelæsningerne,« smiler hun.
Selvom Tobias er glad for tilværelsen som studerende, er det i høj tanken om et velbetalt job efter være blevet færdiguddannet, der motiverer ham:
»Jeg elsker at læse, men samtidig glæder jeg mig til at blive færdig og få et ordentligt job. Jeg glæder mig til fremtiden.«
Kristian: »Til gysserne.«
Der lyder spredt latter i lokalet.
Tobias: »Ja, også det.«

Smagfulde konsonanter
Tanja: »Jeg ved, at jeg ikke bliver på RUC i fem år. Dels fordi jeg godt vil prøve en anden studieform end projektarbejdet. Og dels fordi jeg har en australsk mand, så jeg ved, at jeg skal til Australien og læse på et tidspunkt.«
– Hvad var baggrunden for jeres studievalg
Jens: »For mig var det en naturlig overgang fra møbelsnedker-faget over møbelbranchen, til at forsøge at blive møbelarkitekt. Jeg manglede det sidste til at fuldføre min uddannelse – nogle grundlæggende redskaber.«
»Da jeg sprang fra teologi til tysk, var tanken, at jeg gerne ville have, at min hobby skulle smelte sammen med mit studie,« fortæller Kristian.
»Da jeg studerede teologi, læste jeg altid tysk i min fritid. Så jeg fik dårlig samvittighed – for det var jo ikke det, jeg skulle læse! Til sidst tænkte jeg, at hvis jeg nu gjorde det til mit studie, behøvede jeg ikke at gå at have dårlig samvittighed over at læse de bøger, jeg gerne ville. Det er vigtigt, at studiet er eksistentielt – at livet smelter sammen med studiet. At studiet optager én hele tiden.«
– Hvordan er tysk blevet din lidenskab?
»Det er også meget mærkeligt,« ler Kristian.
»Jeg har et godt sprogøre. Tysk har jeg altid kunnet lide, fordi det er et meget smagfuldt sprog. Lydene er meget hårde, man kan sådan smage dem. Det er meget maskulint, synes jeg. Så jeg har altid kunnet lide tysk litteratur – den dér ’Welt-Schmerz-litteratur’ er meget romantisk og meget højstemt og personlig,« siger Kristian.
»Hvorfor valgte du så ikke bare tysk fra start af,« vil Jens vide.
Kristian: »Dengang var min tanke, at jeg ikke ville fokusere på én ting, men at jeg gerne ville have en mere bred, almen uddannelse, som jeg synes teologi tilbød. Tysk er måske lidt ensrettet. Men så kom jeg frem til, at man skal prøve at blive god til det, man har flair for.
Thomas, der længe har siddet tilbagelænet ved bordet, forklarer, at han altid har vidst, at han ville læse filosofi:
»Jeg har i hvert fald vidst det, før jeg vidste, at det hed filosofi. Jeg tror, at de spørgsmål man beskæftiger sig med på filosofi, er spørgsmål, som jeg altid har gået og tænkt over. Så da det kom til, at jeg skulle udfylde den lille ansøgningsseddel, vidste jeg godt, at der skulle stå filosofi.«
For Tanja var det en åbenbaring at komme i gang med at læse. Hun gik et par år efter gymnasiet uden at vide, hvad hun ville studere.
»Der var ikke ét fag, jeg kunne skille ud og sige ’det er dét, jeg skal’. Men én fra min højskole begyndte at tale om RUC. Der starter man jo med to års basisuddannelse, og så vælger man faktisk først derefter. Så tog jeg nogle kurser på folkeuniversitetet i politologi for at finde ud af, om det var det rigtige. Og det var det jo så, og jeg søgte ind på RUC. Det virker som om, der er mange RUC’ere, der har den dér med: Ok, her kan jeg lige tænke mig om et år mere.«
Ann er alene om at repræsentere
naturvidenskaben omkring bordet. Miljøkemi var langt fra et valg foretaget i blinde. Hun har altid drømt om at være »en lille forskernørd«.
»Jeg er ligeglad med, om jobbet bliver godt lønnet. At stå der med store beskyttelsesbriller, dét har jeg villet siden
femte klasse. Så derfor kunne jeg dovne den i gymnasiet, fordi der ikke er nogen adgangskvotient til miljøkemi.«
»Vi var kun seks, der startede på
miljøkemi i år. Så vi skal ud og lave nogle foredrag for at prøve at redde det.«
Kristian: »Hvad ender man med at blive?
Ann:« Øhm, kandidat i miljøkemi.«
Kristian: »Nu tænkte jeg rent jobmæssigt.«
Ann: »Jeg har tænk mig at blive en eller anden akademiker eller forsker. Men jeg har ikke lige undersøgt det endnu.«
– Det er det dér med kolberne og brillerne – den traditionelle videnskabsmand, der rykker i dig?
Ann: »Ja, men jeg elsker også teorien bag.«

Møbler i blodet
Kristian: »Hvordan får man interesse for arkitektur? Det er jo ikke et fag, man bliver fortrolig med i gymnasiet.«
Jens: »Jeg er absolut miljøskadet. Min farfar var møbelsnedker, og min far har haft en møbelbutik. Så det ligger i blodet. Når man omgås det hele tiden og ser meget på form, så lægger man mærke til design. Jeg er klart meget mere praktisk minded, end jeg er teoretisk minded på det. Men det er interessen for form generelt. Og det at skabe.«
– Har jeres fag levet op til forventningerne?
Tanja: »Overvejende har jeg været positiv. Men netop det, at vi skriver de her projekter over et halvt år, gør det til et meget skrøbeligt studie. For hvis man kommer i en gruppe, der ikke fungerer, er det et halvt år, der bare er røv, ikke.«
– På RUC har I tryghedsgrupper, når I starter?
»Ja, og krammelege!,« fniser Tanja. »RUC har et rygte som et meget socialt sted, og det er det også i en vis grad. Størstedelen af det, vi laver, er projektarbejde, og når man laver projekt, er man kun sammen med sin gruppe. Man ser nærmest ikke andre mennesker. Så jo, socialt, men socialt indenfor gruppen.«
Kristian: »Hvor tit krammer I?«
Tanja: »Det kommer an på, hvad det er for en gruppe! I min første gruppe så vi overhovedet ikke hinanden udenfor projektet. Og i min sidste gruppe sad vi og holdt afskedstaler til hinanden.«

Det stille svind
Det er kun lidt over halvdelen af de studerende, der optages på en bacheloruddannelse på danske universiteter, der gennemfører den. 46 procent skifter enten studie eller går helt ud under bache-
lordelen. Hvordan lyder forklaringen på det store frafald fra nogle studerende, der klarede første år?
Thomas: »Jeg har ikke nået at snakke så meget med dem, der er faldet fra. Pludselig en dag kommer man i tanker om, at ’han var der da også – ham har jeg da ikke set i et stykke tid’. Men det er også noget med at vænne sig til studiemønsteret. At det er så meget op til én selv. Man har måske fri to dage om ugen. Men dér bliver man nødt til at læse, så man kan følge med. Man skal få sig selv op om morgenen, selv om man endda sidder derhjemme, og lige så godt kunne se fjernsyn. Hvis man ikke kan holde
disciplinen, begynder det at vande ud. Og når det er vandet nok ud, holder folk op.«
Kristian: »Frafaldet har noget at gøre med, at man sammenligner sig selv med andre. Man kommer måske fra gymnasiet, hvor man har haft filosofi. Så har man måske været den, der var fremme i dét fag. Pludselig kommer man til et sted, hvor alle er gode til filosofi. Bare en enkelt samtale, man overhører nede i kantinen om en filosof, man aldrig har hørt om, kan få én til at tænke: Åh nej, det er ikke mit fag det hér.«
– Har du selv oplevet dét?
Kristian: »Ja, det har jeg. Man fortæller sig selv: ’Nej, du er i hvert fald gennemsnitlig.’ Men nogen gange lytter man bare ikke til sig selv. Jeg tror, det kan overmande selv den med de bedste karakterer.«
– Arkitektskolen er det af jeres uddannelsessteder, det er sværest at komme ind på. Har det betydning for engagementet blandt de studerende?
Jens: »At det er vanskeligt at komme ind, betyder selvfølgelig, at det er folk, der rigtig gerne vil være der, der går der. Men mange bliver overrasket over studieformen – hvor lidt lærerkontakt der er. Vi får ingen karakterer, kun kritik på hvert enkelt projekt. Når man får kritik, er det ikke én selv, der får kritikken, det er éns projekt. Men mange har svært ved at adskille de to ting og tager det meget personligt.«
– Kritikken slår måske også hårdere, fordi det kan føles mere personligt at have tegnet en bygning end at få orden på den tyske grammatik?
Jens: »Ja, du sidder og kaster dit
hjerteblod i det her projekt, hvad enten det er en bygning eller en stol. Desuden skal du selv præsentere projektet, og det gør du foran dit hold. Får man en hård kritik på sit projekt, føler man også, at man taber ansigt overfor sine medstuderende.«

Tysk er intet scoretrick
– Hvordan oplever I stemningen på jeres fag? Nogle beskriver f.eks. Handelshøjskolen som et akvarium for kolde karrierefisk?
»Nogle har studiejobs i private virksomheder, og så kan de jo godt se lidt anspændte ud, når de møder op om morgenen med mappe, slips osv.
»I det stive puds,« ler Kristian
»Det er mere på de ældre årgange – de fleste er rimeligt afslappede de første år,« siger Thomas. Selv om han godt kan forstå, at man kan få det indtryk, genkender han ikke billedet af Handelshøjskolen som et køligt og strømlinet sted.
– Møder I andre fordomme overfor jeres fag?
Kristian: »Når jeg siger, jeg læser tysk, bliver folk meget overraskede: ’Tysk, hvad fanden er det for noget!’ Af en eller anden grund, bliver det stadig forbundet lidt med Anden Verdenskrig. Det har virkeligt et dårligt omdømme. På den måde var det bedre, da jeg læste teologi – folk syntes stadig, det var mærkeligt, at jeg læste det, men de syntes i det mindste, det var interessant. Sådan er det ikke med tysk – det er sgu ikke noget scoretrick. Så jeg har overvejet, om jeg skulle sige noget andet, når jeg falder i snak med piger.«
Thomas: »Der er heller ikke så mange sorte rullekraver på filosofi, som de siger.«
Kristian: »Man skal ikke tage fejl af, at der også er mode i det ude på KUA. Man kan sagtens se, hvad folk læser. Der er en omvendt dresscode, f.eks. er filosofferne bevidst meget afslappede og hulter til bulter i tøjet. Man identificerer sig meget med sit studie. Man tænker: ’jeg læser filosofi’, og så påvirker det, hvordan man klæder sig, og hvordan andre kigger på én. Man tager gerne faget på sig, for man synes jo, at éns fag er det ypperste.«

Lystlæsning eller karrierebriller
Da Information spørger til, hvilke fordomme de seks studerende har overfor hinandens fag, er Handelshøjsskolens målrettede erhvervsstudier de første, der står for skud. Thomas indrømmer gerne, at han har mange fordomme overfor »karrierebevidste slipsedrenge«.
»Hvis man læser på Handelshøjskolen, så har man valgt efter erhvervsmuligheder. Det må man selvfølgelig også gerne, men så er det bare et håndværk. Så gør man det ikke af ren passion,« siger Thomas.
Tobias mener ikke, at han nærer tilsvarende fordomme over for filosofistudiet. Alligevel ser han nogle klare forskelle mellem folk, der læser filosofi, og studerende på Handelshøjskolen.
»Jeg tænker, at filosofistuderende ikke er så kontante. Det er ikke negativt, men jeg ville selv blive rastløs, hvis jeg læste det. Jeg forestiller mig, at jeg har et lidt mere dynamisk liv, end én der læser filosofi. Jeg er målrettet som person. Hvis ikke det går fremad på en eller anden måde, bliver jeg rastløs,« siger Tobias og tilføjer:
»Jeg tror, det er forkert bare at betragte fagene på Handelshøjskolen som håndværk. Man kan jo godt læse økonomi, fordi det interesserer én.«
Thomas: »Jeg kunne sagtens tænke mig at være mere målrettet, jeg skal bare finde ud af, hvad det er for mål, jeg skal rette imod.«
Ann fortæller, at det eneste hun har fordomme overfor, er fag, som der sjældent er konkrete jobs til.
»De har ingen anelse om, om de overhovedet kan få et job bagefter. Det synes jeg er lidt.... nå! Det må de da selv om, men man skal bare passe på, at der ikke lige pludselig er gået fem år, uden at det er gået i nogen retning.«
Mens Ann taler, vender Thomas tommelfingrene ind mod sig selv og sukker opgivende. Til sidst bryder han ind:
»De fordomme, du kommer med
dér – dem har jeg hørt en million gange bare inden for den sidste måned. Med hensyn til mit fag, så er det bare sådan, at det eneste vigtige i mit liv, det er at kunne læse filosofi. Og jeg ville virkelig synes, at jeg spildte min tid, hvis jeg læste et fag, hvor jeg kunne få en
masse penge. Jeg vil ikke have alle de penge.«
»Mennesket lever jo ikke af kringle alene,« siger Kristian og kaster et skælmsk blik på de halvtomme fade med wienerbrød. Tobias har imidlertid en klar dagsorden med sit studie.
»Jeg skal nok have en lederstilling. Om ti år vil jeg gerne have min egen selvstændige virksomhed. Og kunne leve af det.«

Kristian Møller Hansen, 23 år, læser tysk på Københavns Universitet (KU). Har tidligere læst teologi i to år, før tysk-hobbyen tog over. »Bare en enkelt samtale, man overhører nede i kantinen om en filosof,
man aldrig har hørt om,
kan få én til at tænke:
Åh nej, det er ikke mit
fag det hér.«

Ann Larsen, 20 år, læser miljøkemi på KU.
»Jeg er ligeglad med, om jobbet bliver godt lønnet. At stå der med store beskyttelsesbriller, dét har jeg villet siden femte klasse.«

Tobias Kjeldsen, 21 år, læser erhvervsøkonomi
og datalogi på Handelshøjskolen i København. Har arbejdet og været på højskole ét år mellem studiet og gymnasiet. »Jeg elsker at læse, men samtidig glæder jeg mig til at blive færdig og få et ordentligt job.«

Jens Hornbak, 29 år, arkitektstuderende.
Er oprindeligt uddannet møbelsnedker. »Jeg er absolut miljøskadet. Min farfar var møbelsnedker, og min far har haft en møbelbutik.«

Tanja Sejersen,
21 år, læser på Den Samfundsvidenskabe-
lige Basisuddannelse på RUC. »At vi skriver de her projekter over et halvt år, gør det til et meget skrøbeligt studie. For hvis man kommer i en gruppe, der ikke fungerer, er det et halvt år, der bare er røv, ikke.«

Thomas Vass, 20 år, filosofi på KU. Er gået direkte fra gymnasiet.
»Det eneste vigtige i mit liv, det er at kunne læse filosofi. Og jeg ville virkelig synes, at jeg spildte min tid, hvis jeg læste et fag, hvor jeg kunne få en masse penge. Jeg vil ikke have alle de penge.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her