Teater
Hvis vi tager aftenen bagfra, var man godt ben- eller sommerkold i røven, da Kronborgs tårnur nærmede sig elleve og forestillingen sin annoncerede afslutning. Men det var hele tiden flot og dramatisk afvekslende hvad der foregik på de skrå catwalks mellem slotsgårdens porte. Også selv om Hamlet selv var uden for nummer i Ong Keng Sens afledte iscenesættelse.
Eller var han nu det? Var det alligevel ikke ham Hamlet, figuren Young Man, der dansede vanvidsdans i bevægelser og kropsvridninger så hurtige, at man blev nysgerrigt sulten efter at se kroppen inden under det løse, sorte træningstøj?
Search: Hamlet! they seek him here, they seek him... nåe nej, selv om der ellers var referencer nok at tage af i aftenens løb, også da de medvirkende som én stor familie lytter til temaet fra Godfather fremført live på harmonika af en to meter høj beretterkvinde og bagefter bryder ud i et kaudervælsk af forskellige modersmål, så mange som der er oprindelser og stilarter til stede på det korsformede mønstermalede scenegulv aftenen igennem iført fantastiske dragter, et sted mellem kimono og samurai, udført af plisseret papir og titanium i glitrende farver, design Koji Hamai.
Lilla løjpe
De enkelte scener i løb og stop og tekstudbrud introducerer modsætninger mellem stor og lille, blid og voldsom, smuk og uheldsvanger, liderlig og latterlig.
Men allerede før ensemble-scenerierne i gården havde vi mødt figurerne enkeltvis og i nærbillede rundt om på slottet delt ind i grupper på turistguidede search-ture, uden dog at se mere, end hvad den enkelte løjpe efter valgt farve gav mulighed for. Deres udsendte valgte farven lilla og mødte dermed danseren Aida Redza (kvindelig Laertes), der tumlede med monumentrester i kasematterne, og sangerinden Dicte som i et køligt renæssancekabinet memorerede sin Ofelia til egne toner på forstemt klaver.
Tilbage i slotsgården krydsede Ofelia på sin vej ad trædestenene Ann Crosett (dansk-amerikansk danser i rollen som Gilda Rosie
Krantz III) med troldestrittende rødt hår og senet bar overkrop, i ustandseligt sensible positurer, afventende agtpågivent sarkastisk.
Men der var mange andre personager, da først spillet gik i gang efter aftenkaffe med storskærm på ravelinen. Der var den rolige mandedanser Pichet Klunchun som Gertrude i Thai-stil, I Wayan Dibia som balinesisk Claudius i maskedans og med drejede fødder, og Carotta Ikeda som lillebitte uhygglig bhuto-Ghost. Men man skal nu ikke tage betegnelserne for tungt, for rollerne skiftede undervejs, som karakterer eller sætstykker.
Som da den to meter høje svenske Charlotte Engelkes, såkaldt Storyteller, pludselig kaster sig ud i forgæves mikrofoninterview med en intenst dansende, eller som Hamlets mor på sine nr. 46 damesko, hoftevridende og tungespillende, rhumbaer sig ind på Claudius for at bemægtige sig ham som et udsugende insekt. Eller skingrer opera-arie ind over Dictes pop-Ofelia.
Og så er der endelig Kota Yamazaki som den kønslabile Young Man i løst sort træningstøj. Hamlet som bøsse? Den kinesiske dokumentarvideo på storskærmen i pausen trak den i den retning. Why not after all, så havde Ofelia også det at slås med.
Rundtosset
Jesper Kongshaug har sat lyset i slotsgården, så man kan huske det. Juston Hills catwalks mellem de fire porte som sceneindgange gør det muligt at kaste store skyggebilleder af en figur over på den modsatte slotsfacade. Eller hele gårdrummet bliver pludselig blodrødt. Og giver sig til at dreje rundt som billedprojektioner af facadetegningen lige da berettersken introducerer Godfather på sin blinkende harmonika. Rundtosset?
Musikken (Dicte og I Wayan Sadra) er forestillingen igennem stemningsbærende og igangsættende. Styrer monologer og voldsomme dansebreaks med langtrukne fløjtelyde, spinkle gongs og trommer, congas og tangent under Kæv Gliemanns medvirken og styring.
Og man kan naturligvis undervejs og bagefter undres over, hvad det er, der alt i alt gør det animerende at overvære så mysteriagtig og uigennemskuelig en forestilling? Svaret er vel den underliggende Hamlet-kontekst, og at de medvirkende i al forskellighed bogstavelig talt til fingerspidserne er mangesidigt professionelle, selvstændige kunstnere, men helheden stilistisk holdt i stramme tøjler til trods for fusionens forskellige karakterer.
Hvis man undervejs i mørke og blændende projektører kaster et blik i programmet for at tyde slagets gang, møder øjet scenetekster delt i fem bøger eller noh-kapitler efter de enkelte personager omkring Hamlet som eksempelvis: »Dæmonens bog (Claudius). Genfærdet og Claudius mødes. Skyld, Anger, Tilgivelse, Nåde, Håb, Renhed. Bønnen forvandler sig til dæmoner, der slippes løs i verden. Gilda Rosie overværer moralefortællingen. Fortælleren fortæller om anråbelsen af en slangekvinde, der frister og kastrerer den mand som flirter med ambition og begær. Gilda Rosie reflekterer over Danmarks Hus og sit ønske om åndelig opstigen.«
Sådan! og det meste mimet eller danset. Men i dette overordentlige danske Hamlet-år tilbyder Ong Keng Sens undersøgende fusionskøkken ikke desto mindre et velkomment måltid. Med Ofelia som hverken mongol eller mongol, men pæredansk og normal med sin egen spinkle smag, i et krydret opbud af seksualitet og uhygge, fødsel, død og Hamlet?
*Search: Hamlet spiller endnu på Kronborg 20., 21., 22. og 23 aug. kl.20, og til september i en turneversion på Edison i København. Produktion:
FaceToFace København, og TheatreWorks Singapore
