Læsetid: 7 min.

Et helt folk nær sultedøden

Zimbabwe er brudt sammen. Landets økonomi er nu så totalskadet, at en redning synes umulig. Majsmel er det eneste, der kan redde befolkningen – men import er forbudt
13. august 2002

Majsmel
HARARE – Hvis man kunne trylle 1,5 million ton majsmel frem og sætte det ned midt i Zimbabwe, ville sulten være stoppet. Men bjerget af majsmel vil forblive en fantasi, for Zimbabwe har ingen penge, Zimbabwes love forbyder importen, og Zimbabwes veje ville ikke kunne klare en så massiv import. Derfor truer om ganske få måneder en sultkatastrofe, hvis lige verden ikke har set siden hungersnøden i Etiopien.
Ude på landet i Matabeleland fortæller en mor, at hendes barn græder af sult på vej til skole om morgenen. Og en gammel mand appellerer: »kan børnene måske spise sand? Vi vil alle dø,« siger han.
Høsten slog fejl, og samtidig er vejene underligt stille. De livgivende lastbiler med majsmel, der før har frelst Zimbabwes landbefolkning fra sult i tørkeår, kommer ikke. Staten er bankerot og kan ikke importere majsmel. De store farme er lukket og har ikke produceret det overskud af majs, der ellers har været frelsen før.
På overfladen ligner Zimbabwe et enestående veludviklet land efter afrikanske forhold. Hovedstaden Harare er en storby i glas og stål og med fine hoteller og forretninger med air condition.
Landdistrikterne har asfalterede veje langt ud i yderdistrikterne, hvor der i øvrigt er skoler, brønde, elektricitet og klinikker.
Der er store, komplekse industrialiserede anlæg til landbrugsproduktion og store komplekser med minedrift. Minedrift af attraktive mineraler som platin og guld og diamanter.
Zimbabwe har fra naturens hånd fået meget, og landet har udnyttet rigdommen godt. Indtil sammenbruddet.

Totalskadet økonomi
Zimbabwes økonomi er i dag totalskadet. Endnu lever landet på overfladen, men skaden forekommer uoprettelig. Fra det nuværende niveau vil landet langsomt blive »Zaire-ificeret«, blive afviklet frem for udviklet.
Om 10 år vil Zimbabwe være et nedslidt land, med lasede veje, en forslummet hovedstad, og gamle, lukkede industrier i forfald. Om 10 år vil Zimbabwe være de facto-privatiseret og uden en statslig sektor, i takt med at de statsansattes lønninger er udhulede og tilbageholdt i en grad, så man ikke længere kan leve af at være offentlig ansat.
Om 10 år vil Zimbabwes landbrug være uden nogen eksportsektor overhovedet, og landet vil på permanent basis have svært ved at brødføde sig selv. Alt sammen vil det være Robert Mugabes fortjeneste. Det økonomiske sammenbrud er politisk, selvskabt, og kommer til at slå titusinder af mennesker ihjel.

Politisk sultedød
I 1992 blev Zimbabwe ramt af en tørke, der var lige så slem som den, der netop nu står på. Men tørken endte ikke i sult. De store landbrug med overrisling kunne forsyne befolkningen og kunne selv i sultåret 1992 eksportere korn til nabolandene.
Zimbabwe skal bruge 2,2 millioner ton majs om året for at bespise alle indbyggerne.
I år er den samlede høst, fra store og små landmænd, løbet op i anslået 600.000 ton. Der mangler altså 1,6 million ton, og heraf står de store landbrug for omkring en million ton. Resten mangler fra småfarmerne.
Den manglende høst hos småbønderne skyldes tørken.
Phinias Katsikadova bor med sine koner og børn udenfor Gokwe i flækken Nenyunga i de nordlige tørkedistrikter.
Han er i dag henvist til at sælge ud af sit kvæg for at overleve.
»Jeg har solgt 10 ud af 12 stykker kvæg nu,« siger han. Hans høst slog helt fejl, både majsen, sorghum’en, og den bomuld han dyrker for at tjene lidt kontanter.
I dag lever Katsikadova-familien af vilde bær. De rødder, de plejer at supplere med i tørketider, er utilgængelige på grund af meget aggressive elefanter fra den nærliggende naturpark.
Et par af Phinias’ sønner vasker også ulovligt guld ud af en flod 200 kilometer væk og tjener nogen ganske få kroner, der omsættes i mad.
Under tørke plejer de små bønder selv at kunne købe lidt majsmel. Pengene skaffer de enten ved at sælge et par husdyr eller ved at tage lønnet arbejde. Nogle får lidt penge tilsendt af rigere familiemedlemmer i byen eller, som i Katsikadova-familiens tilfælde, ved at vaske guld ud med vaskepande i floden i bedste western-stil.
Problemet i denne tørke er, at hylderne er tomme. Der er ingen majsmel at få i hele Zimbabwe. Regeringen har monopol på at forhandle majsmel. Og det er ganske enkelt forbudt at importere mere majsmel på trods af underskuddet på de 1,6 million ton. Forbuddet skal ses i sammenhæng med valutakrisen – al landets fremmede valuta ville blive brugt på korn – og på, hvor vigtigt det er for Mugabe at kontrollere fødevareuddelingen.
En tredje faktor er subsidieringen af kornet. Den regeringskontrollerede majs koster kun en tredjedel af verdensmarkedsprisen for forbrugeren. Regeringen binder resten af prisen i halen på kornet.
I normale tider, hvor det meste af kornet aldrig handles, men blot dyrkes til eget forbrug, er systemet muligt. I tørketider er det økonomisk umuligt at opretholde. Den kunstigt lave pris er imidlertid referenceprisen for alle.
På Grain Marketing Boards (GMB) majsdepot i det Nordlige Gokwe har der ikke været majs siden 16. juli. Da kom der en lastbil med 550 sække med 50 kg i hver. Depotet betjener seks smådistrikter, såkaldte Wards, med sammenlagt 18.000 familier. Majsen blev solgt samme dag den kom, og de fleste gik tomhændede og skuffede hjem.
GMB-depotet ligger nu hen i tavshed – et lagertelt, en stor majsvægt, samt bøger med data over distriktet under et plastichalvtag. Selv om der ingen korn har været i snart en måned, møder de fire ansatte troligt på arbejde hver dag og venter på nye forsyninger.
De kommer ikke.

En fjerdedel af behovet
Et typisk billede er, at distrikterne får tildelt en fjerdedel af det korn, de reelt har brug for. Dermed når der meget lidt eller intet ud til yderdistrikterne som for eksempel Gokwe. Og Gokwe er endda privilegeret, idet Gokwe er et ZANU PF-kontrolleret område.
Katsikadova-familien skulle i normale år kunne hente billigt majsmel i depotet i Gokwe.
I det sydlige Matabeleland sidder enken Moyo Hleziphi. Hun prøver at skaffe mad til sine syv børnebørn, der bor hos hende, fordi hendes børn prøver lykken som ulovlige immigranter i Sydafrika.
»Dette år har vi haft den værste tørke nogensinde. Vi høstede ingenting,« siger hun og viser rundt i sine små, runde hytter. Majsdepotet er tomt og nyfejet.
»Vi spiser vilde frugter, vi stadig kan samle. Hvis de også tørrer ud, så har vi ingenting tilbage. Så må vi bare vente på at naturen går sin gang,« siger hun. Samme fatalisme præger børnene, der ikke længere går i skole. De sidder apatiske i skyggen og venter på ingenting.
I Binga i det nordlige Matabeleland er Jumpule Dube (Dube betyder zebra) også i nød. Han fik ingen høst, selv om han havde sået den mere tørkeresistente sorghum i stedet for majs.
»Men først kom tørken, og så kom store sværme af småfugle og tog resten,« fortæller han.
På et normalt år får han 10 sække med hver 50 kg sorghum. Det kan holde ham og familien kørende. I år fik han ingenting. Han prøver at klare sig igennem ved at skære små zebraer ud i træ og vil så prøve at sælge dem til turister.
Men turister er der ikke mange af i Zimbabwe i år. Han, konen og de seks børn er begyndt kun at spise et enkelt måltid hver anden dag. Og så lytter de til rygter om, hvornår der næste gang kommer majsmel i depotet inde i Binga.

Folk vil dø
Fader Tom McQuillen fra Ohio i USA er katolsk præst og hjælper med fødevaredistribution i Binga. Han er ikke i tvivl om alvoren.
»Der vil komme en massesult her, og folk vil dø. Når malariaen sætter ind i september og oktober, vil de afkræftede mennesker dø i meget stort tal,« siger han. Fader McQuillen har oplevet den tort at få hjælpeprogrammet i Binga lukket af krigsveteraner, der beskyldte hans organisation for at understøtte oppositionspartiet MDC.

Næste høst også truet
Når høsten ikke er kommet i hus fra de store landbrug, så de tørkeramte småbønder kan supplere med indkøbt majsmel, skyldes det Robert Mugabes jordreform, farm-besættelserne, og reformdelingen af den gode jord til småbønder, der hverken har know-how eller redskaber til at udnytte jorden i større skala. Overalt i Zimbabwe er billedet det samme. De store landbrug er udstykket i små parceller, og på parcellerne er der bygget småhytter og midlertidige skure. Men mellem hver klynge af nybyggere ligger der kilometer efter kilometer af ubrugt jord.
»Dermed er der allerede lagt op til et problem omkring næste års høst. Den skal sås i november. Men dels er der næppe ro omkring retten til jorden til den tid, og dels er der næppe know-how, maskiner og så videre, hos de nye ejere. Endelig er det mere end tvivlsomt, om der overhovedet er såsæd i landet,« siger Nyika Musiyazviriyo, landbrugsekspert fra Gokwe.
Der kommer til at mangle op imod en million tons korn også næste år, medmindre der gøres noget drastisk inden november.
»Til gengæld vil de bønder, der nu bosættes på de store landbrug, kunne få tre-fire gode høste. Høstudbytter højere end den magre jord de forlader. Men efter et par sæsoner vil kvaliteten falde, når jorden bliver udpint. Så får bønderne de samme udbytter, de har på deres nuværende jord,« siger Musiyazviriyo.
Også til næste år er majsgrød det stof, drømme er gjort af i Zimbabwe.

*Rasmus Helveg Petersen er informationsmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp og er netop vendt hjem fra Zimbabwe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu