Opera
Jo længere man kommer ind i Langgaards undergangsforestilling Antikrist, jo mere kommer man til at holde af alt det, som Langgaard med hele sit forkvaklede væsen forsøger at uddrive med sin kunst. Hos ham er musik og religiøs tanke sort, sort, sort og ikke antydningen af et smil kan spores på læben for slet ikke at tale om den ofte reddende instans humor. Langgaards Antikrist er som at møde de menneskelige standere på Brønshøj Torv, der står og deler Vagttårnet ud bare meget værre. Der er så mange løftede pegefingre hos Langgaard, at det ikke er til at bære.
Bagmændene kulturens mænd, der skal finde nyt til et hungrende publikum siger, at Langgaard og Antikrist er mere aktuel end nogensinde. De ved nok: den med materialismen og mangelen på det åndelige. Skal vi ikke lige spise brød til? Operaens øverstbefalende sammenligner Antikrist med Ligetis Le grand macabre. Det er den største misforståelse og teaterbøf, der længe er begået. Ligeti har aldrig nogensinde haft et moralsk sigte med sin kunst, han har med humoren vist os sider af os selv, som gør, at vi tænker over livet, og hvordan det kan leves. Det er immerhen noget andet.
Langgaard hører til de uudholdeligt belærende og bedrevidende livsfornægtere, der officielt afviser alt kødeligt, og som når de er færdige, med Nikoline Werdelins ord, i hemmelighed går ud og onanerer på toilettet i savnet af det, de giver afkald på.
Træt af det langgaardske ordblæver projiceret op på bagvæggen i Christiansborgs ridehus falder anmelderen hen og drømmer 1996-version af Lulu samme sted, hvor beslægtet temakreds tryllebandt publikum, så man glemte tid og sted. Både Lulu og Wozzeck løber gennem verden som åbne barberknive og river emotioner af i store klumper, mens publikum får blodige snit i nervetrådene. Langgaard er dødsdromskører i sort, der får Beckett til at ligne en jubeloptimist.
De døde er ufarlige
I kedsommelighedens apoteose må det billedlige kontrapunkt før eller siden indfinde sig. Denne aften i skikkelse af Ghita Nørby i Dansen om Regitze, hvor den kræftramte hopper op på bordet i haven og danser livets dans mellem tallerkner og fade. Sensualiteten, kropsligheden og vilje til livet er det, det drejer sig om. Videre til mesteren over alle mestre: Bach. Hvorfor? Se den trinde mand med den store børnefolk. Han ligner sgutte en, der har frasagt sig nydelsen side om side med den praktiske håndtering af det åndelige. Bach med de permanente økonomiske problemer ville sikkert kunne have svaret på de frelstes yndlingssætning om at penge ikke er alt: »Nej, men det er meget godt som betalingsmiddel.«
Først undsagde det københavnske musikliv Langgaard (hvem er den første som skærer hovedet af Wöldikes buste inde i Sankt Annæ Gymnasiums koncertsal?), hvilket var det dummeste, man kunne tænke sig. For komponisten var med noget af sin orkestermusik langt mere innovativ end sine samtidige. Tror da pokker at manden med den behandling blev endnu mere sær, end han var i forvejen.
Afvist af alt og alle kom Langgaard til Ribe og København kunne ånde lettet op. Danmarks Radio og Det Kongelige Teater var blandt de afvisende institutioner, der gjorde livet surt for Langgaard. Nu er de to institutioner så gået sammen om produktionen af Antikrist med eftertidens vilje til forståelse. De skulle hellere have bestilt en helaftensopera af Langgaards nulevende børn: Jesper Holmen og Morten Skovgaard Danielsen. Men så hopper sponsorerne nok af, og det går jo ikke. Måske om 100 år. Men så er Holmen og Danielsen nok døde. Faktisk helt sikkert.
Dausgaard & orkester
Antikrist er umulig at iscenesætte, selv for en så fremragende instruktør som svenskeren Staffan Valdemar Holm. Der skal nok være de venlige forståsigpåere, som vil hylde det asketiske i opsætningen og scenografien. Hvilket for så vidt harmonerer fint med hele udgangspunktet om, at alt skal være i sæk og aske. Men det redder ikke værket som musikdramatisk forestilling. Lucifer lader orgler bruse gennem Langgaard. Giv mig Stockhausens Lucifer, han er mere fandenivoldsk og menneskelig og frem for alt: Han kan grine af sig selv.
Det der gør, at man trods alle forbehold alligevel anbefaler endda varmt at se Antikrist, er den musik, som bruser op fra orkestergraven. Set og hørt af dirigenten Thomas Dausgaard, der med sit Radiosymfoniorkester kan få krop og sind til at vibrere, så man paradoksalt nærmer sig den tilstand, som Langgaard for alt i verden vil undgå: At musik opildner til sensualitet og kropsligt nærvær. Sikken en akustik i det ridehus orkestret lød virkelig fremragende. Ikke sangerne uden tilstrækkelig mikrofonering. De forsøgte at trænge igennem klangmasserne, men uden held. Kun på tyndt instrumenterede steder kunne man høre, hvad sangerne egentlig kunne med deres stemmer. Det var ikke så ringe endda.
I de vokale solopartier er der ingen figur, der stråler som det absolutte hovedparti. Næsten alle er lige vigtige og præstationerne i sangerkorpset var udmærkede. Camilla Nylund som Den Store Skøge tiltalte denne aktive lytter og seer med udstråling og prægnans i foredraget. I en radiotransmission vil Nylunds og de øvriges udfoldelser sikkert stå mere profileret i lydbilledet. De fortjener at bliver nævnt: Jon Ketilsson (Dyret i Skarlagen), Løgnen (Johnny van Hal), Anne Margrethe Dahl (Gådestemningen), Mismodet (Susanne Resmark), Helene Gjerris (Gådestemningens Ekko/
Mystisk Stemme), Poul Elming (Munden), Sten Byriel (Lucifer), John Lundgren (Hadet) og Morten Suurballe (Guds Stemme).
*Antikrist, opera i to akter af Rued Langgaard. Skandinavienspremiere lørdag i Christiansborgs Ridehus. Solister, Radioorkester og -kor under Thomas Dausgaard. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm; scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller; lysdesign: Linus Fellbom
