EN KRIG OM det danske folks hukommelse. Med de ord forklarer i dagens avis Dansk Folkepartis Jesper Langballe, hvad der er emnet for det møde, som han og hans parti- og præstefællefætter Søren Krarup i dag skal have med selveste landets statsminister.
At de to ideologiske sortkjoler overhovedet er kaldt til højbords, når statsministeren vil drøfte den nationale hukommelse, vidner om, hvor langt de tos og deres partis indflydelse nu rækker.
Hvad er det, folket skal mindes om? Det kom Anders Fogh Rasmussen med forslag om allerede for tre år siden. Fogh ønskede en dansk »Sandhedskommission« med forbillede i den, der efter apartheid-systemets fald søgte at fremdrage Sydafrikas grufulde fortid, stille den frem til beskuelse, til anger og fremtidig besindelse.
Danmark burde følge eksemplet, mente Fogh:
»Jeg ser et klart behov for, at vi får afdækket, hvad der egentlig skete her i landet under Den Kolde Krig. (...) Det skal være et opgør med de kræfter, der gik Sovjetunionens og Warszawa-pagtens ærinde.«
DISSE SKUMLE danske typer beskrev Fogh således: »Den enkle men deprimerende kendsgerning er jo den, at vi her har at gøre med mennesker, som reelt begik et intellektuelt og moralsk forræderi af format, men som helt er sluppet for tiltale.«
Til glæde for hvem skal denne tiltale nu rejses? Det forklarede Fogh også:
»Venstrefløjs-repræsentanterne er ganske enkelt nødt til at indse, at mange mennesker af borgerlig observans føler en betydelig grad af bitterhed over det, de oplevede under Den Kolde Krig. En bitterhed, der dels går på venstrefløjens konkrete aktiviteter, dels på de selvsamme menneskers selvretfærdige fremfærd efter kommunismens fald.«
SIDEN FOGHS forlangende er der i Danmark iværksat hele to officielle undersøgelser af fronterne under Den Kolde Krig:
*DUPI Dansk Udenrigspolitisk Institut belyser den militære og sikkerhedspolitiske trussel mod landet.
*En uvildig kommission, ledet af en dommer, kulegraver efter sit kommissorium »1) politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-89 i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser; og 2) karakteren af de aktiviteter i politiske partier m.v., der i den nævnte periode var baggrunden for politiets efterretningsvirksomhed på dette område.«
Kommissionens dobbelte opgave var en forgæves madding til VK: Partierne til venstre ville høre om PETs udskejelser; så kunne dem til højre få lov at høre, om de politiovervågede selv var ude om det.
ALT I ALT skulle man tro, at der er koldkrigsundersøgelser nok, og at det bare gælder om at få dem afsluttet og offentliggjort. Men nej! Vi skal have én til, hvor resultatet på forhånd er... klarere defineret.
I dagens avis holder Langballe Fogh fast på den givne sandhed i Foghs kommission. Som Langballe udlægger formålet: »At kortlægge venstrefløjens medløberi.«
VK-regeringens koordinationsudvalg har bikset med projektet, men der er kommet slør i Venstre-valsen. Den tidligere partiformand Uffe Ellemann-Jensen tiltræder fra nytår formandsposten i et nyt center, som DUPI indgår i. Ellemann mener, at en bredere undersøgelse bedst kan foretages som en udvidet opgave i hans regi.
Når man læser kommissoriet for den dommerledede undersøgelse, er det imidlertid svært at forstå, at det ikke allerede er dens opgave. For Fogh og Dansk Folkeparti er problemet snarere, at kommissionen med respekterede jurister og historikere, herunder den fritænkende konservative Ditlev Tamm er lidt for
uvildig.
At Søren Krarup forestiller sig en standret med galge, røbede han ved forleden i Politiken at fremhæve professor Bent Jensen som »den fødte tovholder« for den undersøgelse, Krarup ønsker. Bent Jensen har gjort det til sin gerning at stå som offentlig anklager mod tidligere tiders excesser på venstrefløjen, og den rolle er svært forenelig med den højt hævede dommers.
VIRKELIGHEDEN passer dårligt til borgerlige krav om letfattelig fremstilling af »venstrefløjens medløberi«. Den Kolde Krig er en overskrift på vidt forskellige perioder. Efter Sovjets overfald på Ungarn i 1956 faldt DKP det danske kommunistparti sammen; dets genkomst i Folketinget 1973-79 var en mat afglans. En mere diffus ny-marxisme prægede den politiske debat fra slutningen af 1960erne og ti år frem. Under hele forløbet skændtes venstrefløjen indbyrdes og blev skældt ud af højrefløjen.
Påvisning af landsforræderi i kriminel forstand har det været magert med siden Murens fald. At Warszawa-pagten var en trussel, og at DKP var i dens lomme, kunne kun de naive være i tvivl om. Om PET overskred sine beføjelser, får vi forhåbentlig nu besked om.
Letsindige og forblændede ytringer er en grundlovssikret ret, som det står alle politiske fløje frit for at benytte. Det kan godt være, at Fogh taler for en borgerlighed, der er bitter over, at den ikke fik modsagt mere, mens tid var. Men det berettiger ikke til at bruge statsapparatet til at fastslå det, man gerne ville
have sagt, som historiens dom.
