Læsetid: 5 min.

En hyperkringlet historie

Med ’Mulholland Drive’ er David Lynch tilbage i topform. Det er en gør det selv-film, hvor tilskueren selv må konstruere historien – hvis man da ikke bare vil læne sig tilbage og lade mærkværdighederne skylle ind over sig
9. august 2002

(2. sektion)

Ny film
Ifølge David Lynch selv var The Straight Story (1999) – om den gamle mand, der krydsede USA på en plæneklipper – hans mest eksperimenterende film. I så fald må man konstatere, at han med Mulholland Drive har forladt eksperimenterne og er vendt tilbage til den dybt sære, på én gang morsomme og dæmoniske, lige så uforståelige som fascinerende Lynch, som vi kender fra hovedværker som Blue Velvet (1986), Wild at Heart (1990), Lost Highway (1997), og, ikke mindst, tv–serien Twin Peaks. (1990).
Helt almindelig er Mulholland Drive – der indbragte Lynch prisen for bedste instruktion i Cannes sidste år – nu ikke. Men hvad man i øvrigt måtte finde på at kalde den, så kan man i alt fald ikke beskylde den for at være straight. Hverken på den ene eller den anden måde. For ikke blot er plottet lige så bugtet og kringlet som den vej i Los Angeles, der har givet filmen navn, der bydes også på pikante kærlighedsscener mellem to kvinder.

Forvirring på højt plan
Den ene er blond (Naomi Watts), den anden mørk (Laura Elena Harring). Hvem den mørke er, er uklart fra starten. Hun lider af hukommelsestab efter en bilulykke på netop Mulholland Drive, så hun ved hverken, hvem hun er, eller hvor rejsetasken med de mange penge og den lille trekantede blå nøgle stammer fra. Men hun kalder sig Rita, efter Rita Hayworth.
Den lyses identitet synes der derimod ikke at herske usikkerhed om. Hun hedder Betty, er frisk ankommet fra Deep River, Ontario, og drømmer om at gøre lykken i Hollywood. Men helt så enkelt er det vist alligevel heller ikke. For da de to kvinder prøver at finde ud af, hvem Rita er, og tror, at hun måske kan hedde Diane, viser det sig, at det i virkeligheden (?) er Betty, der er Diane... Eller er hun? Og hvem er så Rita? Eller er de to kvinder bare to sider af samme skizofrene sag?
Er De forvirret? Så trøst Dem med, at det bliver meget værre. For de to kvinders historie er kædet sammen med en historie om en instruktør, Adam, der kæmper mod såvel mafiaen som en Dr. Mabuse-agtig dværg og en overvintret cowboy om at bevare kontrollen med sin film; med en historie om en ualmindeligt uheldig lejemorder; med en Winkie’s kaffebar, der synes at afføde de særeste drømme; og med et på én gang renskuret og dæmonisk ældre americana-ægtepar..., for nu bare at opregne et par elementer.

Krop uden hoved
Handlingstrådene simpelthen snubler over hinanden, og det er der en kontant forklaring på.
Mulholland Drive er nemlig oprindeligt lavet som pilot til en ny tv-serie til ABC, der i sin tid også sendte Twin Peaks. Tv-selskabet havde godkendt manuskriptet, og Lynch havde derpå produceret 90 minutter, da ledelsen pludselig slog bak. Ifølge Lynch hadede de den – den var både for langsom og for weird, og så kunne de ikke lide, at der i en enkelt scene blev sat vel meget fokus på en hundehømhøm. Historien fik dog en lykkelig udgang, for ind sprang franske Canal Plus med en pose penge, så Lynch kunne lave projektet om til en spillefilm.
Formålet med en pilot er jo imidlertid, at den skal lægge et væld af spor ud, så serien siden kan udvikle sig i mange retninger. Men sporene skal selvfølgelig ikke følges til dørs i piloten selv. En pilot kan m.a.o. ikke stå alene, men er, med Lynchs ord, som en krop uden hoved.
De franske penge satte imidlertid Lynch i stand til at optage omkring en times yderligere materiale, som ikke blot satte et hoved på kroppen og mod alle odds samlede brokkerne i en slags afrundet helhed, men tillige – ifølge Lynch selv – ændrede betydningen af de allerede optagne scener.

Fiksérbillede
Præcis hvad de betyder, er dog svært at sige. Man fornemmer, at i alt fald dele af filmen udspiller sig i et drømmeunivers, hvor de særeste ting kan ske, hvor bevægelserne er søvngængeragtige, replikkerne dobbeltbundede, og intet er, hvad det synes at være – alt sammen til tonerne af Angelo Badalamentis boblende undergangsmusik, tilsat nogle af Lynchs egne elektroniske kompositioner.
Hvem der i givet fald drømmer, er lige så vanskeligt at afgøre. Meget peger i retning af Betty/Diane, men det kan også være Rita. Eller er Mulholland Drive den film, Adam er ved at lave? Eller måske det, vi ser, blot er en drøm inden i en anden drøm, der er opstået i en hvirvel i en kop kaffe på Winkie’s...
Svaret blæser i den californiske vind. Men selv om gåden utvivlsomt vil få mange tilskuerhjerner til at gløde, er svaret i en vis forstand uvigtigt. Langt vigtigere er det, at vi ser film på en helt anden – og friere – måde, når der ikke er en entydig handling til at styre vores opmærksomhed. Når vi ikke ved, hvad vi skal se efter i de enkelte billeder og scener, betyder det, dels at min sidemand i biografen ikke vil se den samme film, som jeg ser, dels at vi hver især vil se en ny film ved hvert fornyet gennemsyn. Mulholland Drive er som et kalejdoskopisk fiksérbillede, hvor én udlægning ikke har forrang frem for en anden. Og den bliver kun rigere og mere forunderlig, for hver gang man ser den.

Både og
Tillige besidder den et klart kultpotentiale og inviterer til at blive citeret i det uendelige. Den er simpelthen en perlerække af showstoppers i form af bl.a. corny one liners og replikskifter, sære gags, gakkede sekvenser, og en helt bjergtagende udgave af Roy Orbisons »Crying« foredraget a cappella på spansk.
Og så er Mulholland Drive et sandt kludetæppe af referencer til andre film - f.eks. Sunset Blvd., Laura (og film noir-genren i det hele taget, der som bekendt heller ikke udmærkede sig ved let gennemskuelige plots), Dr. Mabuses testamente, The Wizard of Oz, Lost Highway, Vertigo (ja, i sin kropsnære, men dog tækkelige grå spadseredragt fremtræder Betty som selve inkarnationen af en Hitchcock-heltinde).
Filmnørderne kan jo more sig med at se, hvor mange citater de kan identificere, men vigtigere er det, at også de mange referencer bidrager til at øge meningspluralismen. Når man ser Mulholland Drive, ser man nemlig ikke bare én film, for den mobiliserer hele den enkelte tilskuers indre filmmuseum, som – bevidst eller ubevidst – i allerhøjeste grad vil spille med og farve oplevelsen.
Man kan vælge at betragte Mulholland Drive som en i hast sammenflikket nødløsning, der stritter i alle retninger, eller som en filmisk genistreg, der omdefinerer fortællingen og nytænker tilskuerens position. Hvis der overhovedet er en sandhed, er den nok nærmest både-og.

*Mulholland Drive (Mulholland Dr.). Manuskript og instruktion: David Lynch. 145 min. (Grand, Dagmar, Palads og diverse biografer i ’provinsen’)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu