Læsetid: 5 min.

Immatrikuleret 2002, spøgelse

Nye studerende bør ikke lade sig belære af den danske litteratur
31. august 2002

Studiestart 2002

Studielitteratur
Dansk litteratur har et par klassiske gymnasie-romaner – fra Det forsømte forår til Den kroniske uskyld – men ikke mange værker, der sætter studielivet i centrum. Selvom man let finder studerende i dem, er det sjældent, at romanerne ligefrem handler om at gå på universitetet.
Litteraturens mange studerende sætter nemlig helst studierne på vågeblus. Det med bøgerne foregår i baggrunden. I forgrunden befinder storbyen sig, f. eks., den storby, man netop er ankommet til – i litteraturen er alle studerende fra provinsen. Eller de unge piger, eller de natlige beværtninger. Eller en umådelig mængde vage drømme om helt store kunstværker. Det sidste er selvsagt dem, man selv vil skabe, ensomt placeret i sin studenterhybel.
Fakulteter og institutter, lærebøger, lovbøger og kemiske eksperimenter: Det er både for prosaisk og for verdensfjernt til at nyde den danske litteraturs bevågenhed. Men jo, selvfølgelig er der undtagelser. De udgør ikke opmuntrende læsning. Anskuet nøgternt er den studerendes eventyr i dansk litteratur ikke nogen succes, og det selv om han er vel forberedt hjemmefra.
Det sidste, forberedelsen, finder man i Adam Homo, Frederik Paludan Müllers let ironiske udviklingsroman, skrevet i 1840’erne. Inden studiestart modtager Adam et brev fra sin far. Denne øser af egen erfaring, forklarer, hvordan han selv, som snusfornuftig studerede, fik succes på universitetets bonede gulve:
»Et nyt eksempel! Hos Professor Rether,/ Som elsked fremfor Alt en stiv Disput/ Der lod jeg Stemmen tone høit og lydt,/ Og baxedes med ham som Poul med Peter/ Men derimod hos Conferensraad Gether,/ Som gjerne vilde gjøre Folk forknyt,/ Og med sit eget Ord kun tog tiltakke:/ Der sad jeg stille og lod Manden snakke.«
Opøv social kompetence, så går det aldrig galt. Men når man så skal sige noget, må man kende de rigtige ord – faktisk er ordene noget vigtigere end forståelsen. Følgende vers kunne tyde på, at Adams far har snuset til fagene på det humanistiske fakultet:
»Endnu Eet! Ad den ny Philosophi,/ Hvori nu alle lærde Hjerner svømme,/ En dygtig Slurk du og maa see at tømme ... En Modesag ei reent tør gaaes forbi;/ Især man Terminologien kende maa,/ Med den begynde og med den man ende maa.«
Adam bør lære sig »Terminologien«, men behøver ikke kære sig om dens indre betydning. En slurk er nok, den ny filosofi er alligevel et modefænomen. Det vigtigste er at være omstillingsparat, fleksibel og proaktiv: Stryge sine undervisere med håret og mime lærdommens ydre tegn.
Et beskt standpunkt, pakket ind i glad ironi. Det bør nævnes, at Adam efterlods geråder i svare problemer. Hvilket nu ikke skyldes, at han følger sin faders formaninger, men at han – som så mange andre danske studerende – fristes over evne af storbyens udsvævende liv.

København
Det problem har Buris Holm, ung jyde ved Københavns Universitet og hovedperson i Johannes V. Jensens debutroman Danskere, slet ikke. Faktisk lever hverken byen eller universitetet op til hans forventninger. Det ville nu også være svært, for Buris’ hvasse blik affejer ethvert fænomen, han møder på sin vej. Således også sine medstuderende.
»Og hvilke Studenter maatte Buris ikke se, da han kom ned i Studiestræde og samledes med Aarets dimmitender foran Høffdings Katheder! Var det livsglade Knøse, friske ansigter med skarpe, fiffige næser og blinkende Øjne? – Var det larmende Ungdom med opposition paa Læberne til enhver Tid – unge Mænd, fra hvem Paradokserne vældede i ubekymret frejdighed? – Det var vantrevne Bondetampe var det, med fortrædelige Ansigter, lige saa ubestemte som dem, der flød ude på Gaderne.«
»De sad høflige og tavse paa Bænkene og søgte at gøre deres farveløse Fysiognomier endnu almindeligere for ikke at bemærkes.«
Bedre bliver det ikke til de senere forelæsninger på det medicinske fakultet. Alting er kedeligt, banalt, ligegyldigt: »Professoren kunne være en habil og en loyal og en bramfri Mand med uplettet Vandel, men han slæbte sit Foredrag efter sig som en St. Bernhardshund slæber Liget af en nedstyrtet, knust Gemsejæger.«
Det skal med, at Buris’ sociale uformåen og usædvanligt stejle psyke ikke ligefrem letter på stemningen. Til slut viser Danskere sig ikke blot at være et studie i dårlig undervisning og middelmådige studerende, men også et dokument over selvhadets fysiognomi.
Måske er den samtidig et skjult selvportræt af sin unge forfatter. I al fald blander opgøret med symbolismen, den jyske students manglende dannelse og en febril besyngelse af det moderne menneske sig i Buris’ sjæl – som i Jensens egen. Til sidst tager Buris hjem, lige stejl og uforsonlig. Så meget for studietidens lyksaligheder.
Kan det blive værre? Ja, det kan det, f. eks. i Jan Sonnergaards »Immatrikuleret 1. 9. 1982, spøgelse«, den afsluttende pragtnovelle fra hans debut Radiator. Her får den unavngivne fortæller efter 15 år, en studiegæld på 600.000 kroner og utallige ydmygelser helt ufortjent kun 6 for sit speciale.

Spøgelser
En håbløs uretfærdighed, men også del af et større mønster, hvor magtliderlighed og intriger har inficeret de højere læreanstalter. Og hvor engagement og selvstændig tænkning kun fører til fordærv.
»På universitetet er man sikker på én ting og ikke meget andet,« erklærer fortælleren: »Det menneskelige ligger i nedturen, og det er umuligt at møde et anstændigt menneske med succes. Vis mig en succes, og jeg skal vise dig et ualmindelig dumt svin.«
På sin vej gennem København får fortælleren øje på et par unge, glade studerende. Det afføder endnu en række bitre tanker. For hvorfor studerer man overhovedet?
»Da jeg var på deres alder, havde jeg end ikke sat spørgsmålstegn ved, om uddannelse nu også var vejen til arbejde og lykke, og jeg ville have afvist enhver tanke om, at uddannelsespolitikken kunne gå ud på at holde folk væk fra arbejdsmarkedet snarere end at få dem ind i det.«
Det er svært at argumentere mod Sonnergaards evne til præcist at stikke sylen ind, hvor det gør allermest ondt, især i disse tider, hvor arbejdsløsheden for akademikere hamrer i vejret.
Men hvem har sagt, at litteraturen skal være opbyggelig?
Under alle omstændigheder fortsætter »Immatrikuleret 1. 9. 1982, spøgelse« blot en lang tradition for anti-universitær studenterlitteratur i Danmark. Som ny studerende bør man kun med forsigtighed lade sig inspirere.
Man ender alt for let som immatrikuleret 1. 9. 2002, spøgelse. Og det er vel ikke derfor man starter?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her